Der gik et lys op for Dorthe Pedersen, da hun under en psykiatriuge i Nykøbing Mors i efteråret 2017 hørte en foredragsholder fortælle om at være peer-medarbejder i psykiatrien. Det engelske ord “peer” betegner i denne sammenhæng en jævnbyrdig eller en ligemand. Vi taler således om en medarbejder, der selv har døjet med psykiske problemer.
Få Familie Journal direkte i postkassenKøb abonnement her
– Min første tanke var: Kan jeg virkelig bruge de mange år, hvor jeg har været helt ude i tovene, til noget fornuftigt? Jeg tog derfor fat i oplægsholderen, der selv havde fået sin uddannelse som peer-medarbejder i Aarhus. Han henviste mig til hjemmesiden peermidt.dk, som er et samarbejde mellem peer-uddannelserne i Aarhus, Randers og Viborg, fortæller Dorthe, som er 37 år og bor i Thisted-forstaden Tilsted.
Efter at have udfyldt et længere spørgeskema blev hun kaldt til samtale og var blandt de ni, der fik en uddannelsesplads. Hun blev uddannet i Randers i efteråret 2018, og 1. januar 2019 blev hun ansat i Thisted Kommune som kommunens første peer-medarbejder.
Relationer til borgerne
Om fordelene ved at have en person som hende i et arbejdsteam siger hun:
– Tag for eksempel angst. Almindelige fagmedarbejdere ved naturligvis, hvad det er, men har ikke oplevet, hvordan det føles i kroppen. Med peer-medarbejdere får man nogen, der kan se borgernes vanskeligheder indefra, og det er et godt perspektiv at have med i en personalegruppe. Også når der skal skabes relationer til borgerne: Når jeg giver lidt af mig selv, kan de spejle sig i det, jeg siger. Det svarer til at trykke på en knap og dermed sætte en positiv proces i gang.
Dorthe er vokset op i Bjergby på Mors. Hendes forældre er selvstændige buntmagere.
– Jeg er ud af en travl familie, hvor alle knokler i døgndrift. Jeg valgte også selv tidligt at prioritere karrieren og tog blandt andet en beslutning om aldrig at få børn. Og jeg opfangede ikke signalerne om, at jeg var ved at blive kørt ned, husker hun.
Det slog klik
Da det slog klik for Dorthe i september 2010, var hun butikschef i en undertøjsbutik i Thisted. Sideløbende arbejdede hun som tjener, havde nattearbejde som bartender og var fodboldtræner for det lokale pigehold.
– Det var naturligvis umuligt at slå til alle steder. Men jeg kunne ikke sige fra og tænkte kun på at leve op til mine egne forventninger. Til sidst sagde kroppen og hovedet stop, fortæller hun.
En mandag aften kørte hun ud midt på Sallingsundbroen, hvor hun steg ud af sin bil og tog skoene af. Hun havde ét klart mål: Hun ville tage sit eget liv.
– I det samme så jeg en bil nærme sig, og jeg standsede op, da jeg ikke ønskede, at nogen skulle se mig, husker hun.
Elektrikeren i bilen blev mistænksom, da han så Dorthes køretøj holde stille midt på broen. Også en anden forbipasserende chauffør trådte hjælpende til, og sådan gik det til, at Dorthe samme aften havnede på Thisted Sygehus. Allerede dagen efter blev hun dog flyttet til Psykiatrisk Skadestue i Aalborg og herfra videre til det åbne behandlingsafsnit N8 i Thisted.
– Efter to uger blev jeg udskrevet, men allerede samme weekend ringede jeg til min mor og fortalte, at den var gal igen. Jeg havde stadig selvmordstanker.
Efter 14 dage på en lukket afdeling i Brønderslev vendte Dorthe tilbage til N8 og en omfattende medicinsk behandling.
– Her fik jeg også den diagnose, der stadig figurerer i min journal: Skizoaffektiv sindslidelse med depression. Jeg havde hallucinationer og så blandt andet høje katte. Medicinen havde ikke den store virkning på mig, ud over at vægten steg med 40 kilo. En overgang var jeg oppe på at tage 23 forskellige slags piller om dagen, men et voldsomt maveonde for syv år siden blev anledning til, at jeg begyndte at trappe medikamenterne ned i samarbejde med en læge. Jeg har ikke fået medicin de seneste fem år, fortæller Dorthe.
Nye peer-medarbejdere
I 2015 fik Dorthe sit første job efter sin sygemelding: Et flexjob i en tøjbutik med 15 ugentlige arbejdstimer. Samme antal timer arbejder hun den dag i dag som peer-medarbejder, hvor hun varetager flere forskellige funk-tioner i den sociale psykiatri:
– Blandt andet har jeg min gang i Drivhuset, som er et værested for psykisk sårbare. Derudover har jeg gåture med borgere fra kommunens netværkscafé. Det er en stor succes. En gåtur kan afstedkomme mange gode snakke. Jeg har også 1:1-samtaler på arbejds- og bofællesskabet Enggården og er med i styregruppen for udvikling. Endelig har jeg været koordinator for de otte nye peer-medarbejdere, som netop har afsluttet deres uddannelse. Projektet er kommet i stand via midler fra Sundhedsstyrelsen. Vores tidligere socialchef blev nemlig meget begejstret for peer-tanken, som har vist sig at være en god metode til recovery, siger Dorthe.
Udtrykket ”recovery’’ bruges i psykiatrien, når borgere med psykiske lidelser kommer sig og måske tilmed slipper af med diagnosen. Vi taler med andre ord om en metode, der ikke blot kommer den pågældende selv, men også andre psykisk sårbare, til gavn. Og i den henseende er Dorthes egen historie et lysende eksempel på de flotte resultater, der kan opnås.
– Borgerne ser frem til, at jeg kommer på arbejde, og det er en stor glæde for mig at have med dem at gøre. Jeg manglede selv en at læne mig op ad og træde stien med, da filmen knækkede for mig i 2010, fortæller Dorthe, som på det seneste er begyndt at finde ro i den alternative verden. Helt præcist i sten og krystaller, som i et væld af udformninger pryder hendes hjem.
– Hvis jeg eksempelvis er nervøs op til et møde, beroliger det mig at have en sten i lommen. Hver sten har sin betydning og bidrager på sin måde med god energi. Det er i hvert fald min egen erfaring, men forudsætningen er naturligvis, at du selv tror på det, smiler Dorthe Pedersen.
