Kære Puk
Tak for en vidunderlig brevkasse. Du kommer med så mange gode svar i Famile Journal, som jeg læser hver uge.
Alle har jo en historie, og jeg vil ganske kort skrive min. Jeg vil give den videre og ligesom sige: På trods af en skæv start – hårde odds til en start i livet – har jeg alligevel været meget heldig.
Jeg kom til verden i januar 1959. Et lille skravl, født tre måneder for tidligt og lidt bagud til en start.
Min mor kunne ikke magte at have min fire år ældre søster, og så kom jeg til. Min gode mormor, som selv havde født 17 børn på 19 år, kunne ikke klare at have flere børn hos sig, så min mor valgte at sende mig på spædbørnshjem, da jeg var 3 måneder.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Jeg vil gerne sende et nødråb til min mor
I juni 1959 kom jeg under det såkaldte ”Åndssvageforsorg” – et hjem ved Nislevgaard i udkanten af Otterup på Fyn. Her var jeg så heldig, at min kommende plejemor Marie, som var nattevagt på Nislevgaard, fik øje på mig – ja, hele hendes familie.
Jeg kom med hende hjem i weekenderne i Otterup. Jeg udviklede mig stærkt. At komme ud og blive taget hånd om, at få udfordringer, at blive stimuleret – det hjalp mig frem. De folk, som skulle bedømme os børn på Nislevgaard, fandt ud af, at jeg var anbragt det forkerte sted.
I alderen 2-6 år var jeg altså under ”Åndssvageforsorgen”, men jeg kom videre. Som 6-årig kom jeg på et almindeligt børnehjem, Bolbrohjemmet i Odense. Så skulle jeg ud i livet og have en chance for at blive bygget op til at kunne klare/begå mig i samfundet uden for ”de trygge mure”.
Det var svært. Jeg var skræmt fra vid og sans, men jeg fik en enorm støtte fra alle på Bolbrohjemmet. Et bedre sted for mig kunne kun være der. Vi havde det godt og oplevede meget. Det havde jeg ikke oplevet, hvis jeg havde boet hos min mor. På hjemmet i Bolbro var jeg angst for alt det nye. Startede i folkeskolen som 8-årig, senere i Otterup på kommuneskolen, da jeg som 10-årig kom i pleje hos Maria, nattevagten på Nislevgaard.
Det blev mit held, og jeg vil sige, at fra min tidligste barndom og ungdom havde jeg de rigtige mennesker omkring mig. Jeg har dog altid måttet kæmpe hårdere for mit eget selvværd – komme videre fremad i livet.
Læs også: Kære Puk: Vi skal skilles - min mand er til mænd
Jeg blev gift med min ”Olsen”, mit livs lys. Vi fik ingen børn, men vi fik et godt liv. Og jeg har nu været ansat som omsorgsmedhjælper i næsten 40 år. En sluttet ring. 35 år som nattevagt – forinden afløser/vikar i dag- og aftenvagter.
Det er et meget givende arbejde at arbejde med unge voksne med psykisk/fysisk nedsat funktionsevne, som det hedder i dag. Det hedder ikke ”Åndssvageforsorg”, men bosteder. Jeg arbejder der stadig og nærmer mig de 60 år.
Ja, Puk, hvad vil jeg med min historie? Blot sige: Man kan være heldig. At få en hård start i livet behøver ikke nødvendigvis at give et dårligt liv. Humoren har for mig været med til at give hjælp og ballast til at kunne klare hverdagen.
Kære Puk, tak for dine brevkassesvar. Din inspiration til at give en bedre hverdag – overblik – med glimt i øjet. Du gør en kæmpe forskel.
Futte
Brev til Puk: Det er ikke størrelsen på gaven, der tæller
Kæreste Futte
Jeg var med dig hele vejen, da jeg læste dit brev. Jeg så dig for mig, da du som barn endelig blev set og taget for den, du i virkeligheden var. Det er en smuk og rørende historie og endnu smukkere, fordi ringen, som du skriver, er sluttet, og du har givet tilbage af det gode, du trods alt fik. Det giver mig anledning til at skrive, at vi som voksne kan forandre børns liv.
Da jeg var presset hjemme, åbnede en venindes mor døren for mig, og det forandrede mit liv. Hvis vores primære personer ikke slår til i livet, så kan vi sagtens lære tillid og kærlighed gennem andre voksne.
Hvor har du klaret dig godt, og hvor er det inspirerende at læse din fortælling. Det handler om at dele vores historier. Tak, fordi du delte din.
Kærlig hilsen Puk
