Kære Puk
Min far er desværre død, og min mor har fundet en anden mand for ca. 10 år siden.
Jeg står med nogle udfordringer, da jeg føler, at min mor ikke gider mine børn på 2 og 5 år.
Hun ringer aldrig og tilbyder aldrig at lave noget med dem.
Når jeg spørger om pasning af børnene, er der altid en masse argumenter for, hvorfor hun ikke kan − rengøring, tøjvask osv.
Vi inviterer hende tit til aftensmad, men det afslår hun også, da hun skal lave mad til sin mand og smøre madpakke.
Børnene spørger tit, om de må komme hjem til mormor, men det må de kun, hvis hendes mand ikke er hjemme.
Mit forhold til min mors mand er meget anstrengt, han er meget dominerende og vil kun tale om sig selv.
Han taler nedladende til min mor og hjælper ikke med de huslige gøremål − mens min mor laver mad, vasker op og gør rent, sidder han og troner i stuen.
Min mor ændrer meget adfærd, når han er til stede. Hun er meget opmærksom på ham, servicerer ham og fremhæver ham helt vildt.
Jeg har for nylig konfronteret min mor med, hvad jeg ser, og at jeg er ked af, at de aldrig bare bruger måske en halv time en gang imellem på børnene.
Det endte i en stor diskussion. Min mor lukker bare ned og siger, at jeg ikke skal blande mig i, hvem hun er sammen med.
Hun siger, hun er gammel og ikke har overskud til børnene.
Jeg er så skuffet over hende og over, at hun deltager så lidt i børnenes liv. Det er jo ikke meget, jeg forlanger.
Hun siger, at jeg bør være glad for det, hun gør − køber gaver til børnene og bager af og til boller.
Én gang på tre år har et af børnene sovet hos hende, efter at jeg næsten havde drejet armen rundt på hende.
Hvad skal jeg gøre?
Min nye strategi er, at hun må ringe og kontakte os. Men så mister vi næsten al kontakt.
Den skuffede datter
Kære skuffede datter
Din mor har det meget, meget svært.
Jeg er næsten titusinde procent sikker på, at hun ikke er sammen med sine børnebørn, fordi hun ikke har lyst til at se dem, men at den mand, hun deler sit liv med, forhindrer hende i det.
Hun er fuldstændig fladmast og totalt domineret af ham.
Han gider på ingen måde dele din mors opmærksomhed med de børn.
Når hun forsvarer ham og fremhæver ham, er det mest for sin egen skyld.
Hun er simpelthen nødt til at normalisere ham og gøre ham bedre, end han er, for ellers er hun nødt til at se i øjnene, at hun skal forlade ham, og det tror jeg ikke, hun har kræfter til.
Jeg synes, du skal glemme børnene i periode.
Tag fat i din mor.
Spørg hende, hvordan hun har det. Giv hende omsorg i stedet for skældud.
Jeg tror, hun er forpint og reagerer ved at være afvisende og hård.
Spørg, om hun har brug for hjælp til at forlade ham.
Det er ikke sikkert, at hun vil imødekomme din omsorg med det samme, men du får plantet et lille frø ved at fortælle hende, at du kan se, at hun har det svært.
Hun har intet at give ud af lige nu. Hun har nok at gøre med bare at overleve i det tossede forhold, hun er i.
Bedste hilsner fra Puk
