Brev til Puk Elgård: Jeg ved, at jeg aldrig bliver god nok til min far

Ugens brev til Puk kommer fra en læser, der ikke føler sig god nok til sin far og savner hans opmærksomhed.

 

 

Jeg er en pige 30+, som i en meget tidlig alder blev bekendt med smerter efter en ulykke, og siden er smerter blevet en fast del af min hverdag. På den konto er jeg dog lidt ukuelig, for smerter skal ikke blive overskriften på mit liv, så efter års træning er det nu lykkedes mig at se på smerter som mit lod og ikke lade mig gå under af dem.

 

Men jeg døjer rent mentalt med eftervirkningerne fra min barndom. Jeg er et produkt af ”lad os få et barn, og alt bliver lykke”, og de projekter har det jo med at gå i nedadgående retning, hvilket også skete for min familie. Jeg var 6 år, da min far tog sit gode tøj og gik. Længe havde vi spontan kontakt, aldrig et tæt forhold, men dog kontakt − som så pludselig stoppede helt, da nr. to familie kom ind i min fars liv.

 

 

Efter en årrække fik vi god kontakt igen, og alt syntes at være i den skønneste orden. Jeg gjorde meget for at få min fars anerkendelse − tro mig, det er en umulig opgave.

Vi fik et godt forhold til min fars familie nr. to, men jeg led i stilhed med følelsen af, at de børn, han havde fået i anden omgang, var langt mere perfekte og interessante. Jeg fik et barn, min fars første barnebarn, men det er aldrig lykkedes os at få etableret et godt forhold bedstefar og barnebarn imellem − lysten synes ikke at være der fra min fars side. Det har resulteret i, at min nu store dreng vælger ham fra, og min far glæder sig nu til de såkaldte rigtige børnebørn fra familie nr to. 

 

Jeg kæmper en kamp for ikke at tage det personligt, og min far har helt sikkert sine grunde. Men jeg lider under at være et slags andenrangsbarn, og det piner mig, at min dreng må betale prisen. Det giver urolige nætter og en følelse af, at jeg ikke er god nok.

 

Jeg ved, at jeg ikke kan lave om på min far, og de tabte år kan ikke indhentes, når det kun er mit behov. Men jeg frygter for mit ve og vel, når min fars familie nr. to udvides. Jeg ved også, at jeg aldrig bliver god nok til ham, men heldigvis er jeg god nok til andre mennesker, og alligevel tager jeg det personligt. Måske er det min egen skyld, at min far ikke har tid, lyst og lejlighed til at være i mit liv − flere veninder siger, at jeg skal afstemme forventningerne, når jeg nu ved, hvordan han er, for så kan han jo ikke skuffe mig. Men alligevel lider jeg.

 

Det med at få lidt opmærksomhed − og aldrig vide, hvornår man modtager bare lidt − gør så nas. Det gør så ondt, at jeg af og til tænker, om det er sundest at lade ham helt være. Al kontakt er jo alligevel på min opfordring − men der kommer jo en dag, hvor han ikke er her længere, og så er lidt jo nok bedre end ingenting. Puha, jeg er i syv sind.

Kender du sangen, der begynder sådan: ”Når jeg bliver en stor pige, så vil jeg giftes, giftes med farmand, for farmand er så rar”?  Gitte Hænning sang den i sin tid, og den handler, som du nok kan regne ud, om den store kærlighed, som en lille pige føler til sin far. Man trækker lidt på smilebåndet af sangen, men der er en del alvor i den, for små piger beundrer deres fædre, og hvis de ikke bliver set og beundret tilbage, ja, så gør det, som du selv skriver, nas.

 

Der er bare det, at nu er du en voksen kvinde, og de følelser, der var så afgørende, da du var en lille pige, skal du tage afsked med og i stedet se på din far med en voksen kvindes øjne.

 

Jeg synes, du har så mange gode pointer i dit brev. Der er ingen tvivl om, at du har arbejdet med dig selv, og at du besidder en enorm viljestyrke. Du har levet med savnet af din far og oven i det en fysisk smerte, som du har taget livtag med.

Du har gjort det godt. Du er ikke længere en lille pige, der behøver din fars accept. Sæt den lille pige fri og se på, hvor godt du har klaret dig. Som voksen kvinde kan du se på den mand, der er din far, og se nøgternt på, at han svigter dig og din søn.

 

Som du skriver, har han sikkert sine grunde, og måske er han ikke selv klar over, hvorfor han handler, som han gør, men du må ikke længere se på ham med et barns øjne. Vær voksen og beslut dig for, om han fortsat må have så meget magt over dig. Skal han virkelig være afgørende for, om du kan føle dig elsket eller ej? Det synes jeg så absolut ikke, han skal.

 

Du er klog på livet, velovervejet, ihærdig og stærk. Vær en god mor for din dreng. Måske kommer han til at vokse op uden sin morfars kærlighed, men vi får alle kors at bære, og i sidste ende er det op til os selv, hvor meget vi vil lade dem fylde. Op med hagen. 

 

Læs også: Kære Puk, mit barnebarn kan ikke lide sin papmor