Her er et af de breve, som Puk Elgård altid har svaret klogt på. Har du et dilemma, du godt vil dele med Puk Elgård og læserne? Så skriv til: puk@familiejournal.dk
Kære Puk
Vi ser næsten aldrig vores barnebarn, og mine veninder siger, at det må vi finde os i. Vi er kun farmor og farfar, og det er altid mormor, der er den foretrukne. Vi bor i Jylland.
I 2006 flyttede vores søn til Sjælland, hvor han efter endt uddannelse købte et hus. I 2011 mødte han en pige, som flyttede ind hos ham. Hendes mor bor også på Sjælland.
I slutningen af 2013 kom de unge på besøg hos os for at fortælle, at de skulle være forældre. Den lille blev født. Mormor betalte barnevognen og styrede også slagets gang ved barnedåben.
Julen 2014 var min mand og jeg alene hjemme, mens mormor holdt den første jul sammen med barnebarnet. De er nu flyttet til et stort, nybygget hus. Vores søn arbejder på en boreplatform, er væk i 14 dage og hjemme i 14 dage.
Puk Elgård har svaret en læser: Min svigersøn er dominerende
De seneste gange, vi har været hos dem, har vi spurgt, om de gav kaffe, og enten har barnebarnet været væk, eller svigerdatter er gået en tur med barnet. Det, der gør, at det nu er for meget, er, at vi i lørdags spurgte, om vi måtte komme forbi mandag over middag og hilse på.
Men vi måtte ikke komme, da barnebarnet ikke må hentes før tid i børnehaven. Så vi må vente, til vores søn næste gang er hjemme.
Svigerdatteren har også virket sur, når vi har været på besøg − i starten var hun den sødeste pige. Vores søn har altid været en omgængelig dreng, også som voksen, men nu kan vi faktisk ikke kende ham. Jeg gik på pension i fjor, da jeg blev 60, min mand bliver 71 i år.
Læs også: Min svigerdatter provokerede mig
Det har hele tiden været meningen, at vi ville sælge vores store hus og flytte tættere på vores søn. Vi har givet udtryk for, at vi gerne vil hjælpe dem, det vi kan. Men de har åbenbart ikke brug for os.
Mormor er der tit og hjælper − hun taler i øvrigt helst ikke til os, når vi en sjælden gang ses. Jeg har hørt fra andre, at det er, fordi vores svigerdatters familie er fra et andet land, og sådan er deres kultur.
Vi føler, at vi bliver holdt udenfor og ikke må se barnebarnet. Min mand mener, det vil blive bedre og nemmere, hvis vi flytter tæt på søn og barnebarn, og det har vi stadig lyst til og mod på. Men er det det rigtige?
Og hvordan får vi et godt forhold til de unge forældre og et barnebarn, der ikke kender sin farmor og farfar?
Det sidste skete så i dag. Min mand talte med vores søn. Det viser sig, at svigerdatter mener, vi har fornærmet hende og hendes mor i forbindelse med barnedåben. Så nu har vi fået bekræftet, at svigerdatteren slet ikke bryder sig om os.
Fortvivlet farmor
Læs også: Brev til Puk: Svigerfamiliens rigdom går mig på
Kære Fortvivlet farmor
Selv om du synes, det hele er meget svært og ulykkeligt, så er der faktisk gode nyheder i det, du skriver. Efter lang tid med fortvivlelse og forbløffelse over, hvorfor I bliver holdt ude af jeres barnebarns liv, så er oplysningen om bemærkningen til barnedåben nu dukket frem.
Det er fint, så har I noget at arbejde med. Tag tyren ved hornene. Få talt ud om den situation. Spørg jeres svigerdatter, hvad det var, der blev sagt og blev taget så ilde op. Kontakt eventuelt mormor og få renset luften.
Endnu et brev til Puk Elgård: Jeg føler mig svigtet
Om det har nogen betydning, at mormor er fra et andet land, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er ikke en undskyldning eller forklaring, man skal gemme sig bag.
Kærlighed til børn og børnebørn er universel og burde danne grundlag for fællesskab. I har jo præcis samme interesse − at passe godt på jeres familie.
Visk tavlen ren. Begynd forfra. Tag kontakt, og få det hele frem i lyset.
Og så må du altså hanke op i kraven på din søn. Hvor er han henne i alt det her? Han skal hjælpe jer og være med til at motivere til et bedre forhold.
Læs også: Mormor føler sig kørt over af familien
Om I skal flytte eller ej, ved jeg ikke, det må I beslutte, når I har taget det første skridt og forsøgt at rense luften. Når man skal løse konflikter, er det vigtig at se ud over de sårede følelser, man selv har. Se fremad i stedet for.
Hvis man kommer til et møde for at løse en konflikt, og man går i forsvar og siger: ”Men DU sagde også, og DU gjorde også” − så kommer man ingen vegne. Man må gå ind med ”ja-hatten” på og være parat til at give slip på sine egne sårede følelser, hvis man vil fremad.
Jeg kan godt forstå, det har været en hård tid, og at I har lidt savn til din søn og barnebarn, men ræk hånden frem og tænk løsning i stedet for problem.
Jeg ønsker jer held og lykke.
Kærlig hilsen Puk
