Jeg er en kvinde på den “forkerte” side af de 50. Godt gift, godt arbejde, god økonomi, hus i en forstad til en stor jysk by, børnene er flyttet hjemmefra, og datteren er blevet gift, så vi får nok også snart børnebørn.
I de seneste par år har jeg dog følt, at jeg er gået helt i stå i mit liv, og under corona-nedlukningen begyndte jeg at føle mig træt af det hele, også min mand. Jeg synes ikke længere, vi har noget at sige hinanden, og jeg har lyst til noget andet med mit liv. Han er tilfreds med at sidde med tv eller en bog og en kop te og se de samme venner til de samme middage.
Nu hvor der er åbnet igen, tager vi så på ferie med det samme vennepar til det samme sted. Hvis jeg foreslår, at vi skal gøre noget andet, går han gerne med mig i teater, til musik eller til en udstilling. Men det er tydeligt, at han ikke engagerer sig, han gør det bare for min skyld.
Jeg har prøvet at provokere ham og spørge, om der dog ikke er noget andet, han har lyst til. Det er der ikke. Sex er også blevet meget sjældent!
I det firma, hvor jeg arbejder, kommer der af og til en mand, en slags ekstern konsulent, forbi. Vi har småflirtet lidt, og han har fyldt mere og mere i mine tanker.
For nylig havde vi på arbejdet et arrangement, som sluttede med en middag, hvor han var med, og vi sørgede hurtigt for at komme til at sidde ved siden af hinanden. Vi fik talt rigtig godt sammen. Det viste sig, at han er fraskilt, og han lagde ikke skjul på, at han godt kunne tænke sig at møde mig under mere private former. Vi tog afsked udenfor med et lidenskabeligt kys. Og jeg rev mig løs og styrtede hjem.
Nu tænker jeg på ham konstant og aner ikke, hvad jeg skal stille op.
En snusket affære har jeg ikke lyst til, og jeg kan jo ikke bare tage afsked med hele mit liv – eller kan jeg? Jeg synes snart ikke, at jeg kan gøre mere for at puste liv i mit ægteskab.
Jeg ved godt, du ikke kan råde mig til, hvad jeg skal gøre. Men jeg har bare brug for et andet syn på mit liv, og jeg har ingen, jeg kan tale med. Ingen vil kunne forstå mig.
Mutter
Kære Mutter
Jeg fik et godt råd engang: ”Man skal ikke gå, før man ikke længere kan blive.” Det lyder meget simpelt, men man ved faktisk godt, hvornår det er.
Du skal ikke kaste dig ud i en affære. Det har hverken du eller din mand fortjent. Det bliver så grimt. Du skal se nøgternt på dit ægteskab, og så vil du vide med dig selv, om du har gjort alt, det du kan. Man ved det, indeni.
Man har lov til at være ambitiøs med sit liv. Hvis du ikke er klar til at gå i stå, skal du kæmpe for at få fyldt det indhold i dit liv, som du gerne vil.
Man KAN jo vokse fra hinanden. Det sker, og hvis det er ved at ske for jer, så må I tale om det. Spørg din mand, hvad han vil med den sidste halvdel af sit liv. I er nødt til at snakke om det.
Lige nu er der noget tillokkende og farligt på dit arbejde, den tiltrækkende mand, men han kan lige så godt bare være symbolet på et andet liv. Han har nok også sure sokker og stille dage.
Du skal gå til din mand, og så skal I tale rigtigt sammen. Du må præsentere dine ønsker. Du vil have oplevelser, sex, musik, sammenhold. Kan han give dig det? Har han lyst, eller hvor er han? Det vil sikkert kræve en del samtaler, men det nytter ikke noget, at du går og pakker jeres samliv ned i flyttekasser, uden at du har informeret ham.
Jeg har set så mange mænd få et kæmpe chok, den dag deres partner forlod dem. Hvorfor sagde hun ikke noget? Det spørger de altid om. Men kvinderne synes, de havde sagt en hel masse. De sagde det med kropssprog, suk, indadvendthed, afstand og indre tanker, og så fik de nok. Du må åbne munden og fortælle din mand ærligt og lige ud af posen, hvor du står.
Mange hilsner fra Puk
