Svigerfar vil bestemme og er ofte nedladende

Jeg er gift med en fantastisk mand, og vi har en datter på et år. Vi ses meget med mine svigerforældre, men min svigerfar kan efter min mening være meget arrogant og ofte nedladende, især over for min mand. Min svigerfar vil gerne bestemme alt og bliver fornærmet, hvis man ikke gør, som han har ”rådet til”.

Vi har prøvet at forklare, at vi altså selv bestemmer over vores liv, og at vi nok skal spørge, hvis vi har brug for råd. Det resulterede i, at min svigerfar, de følgende gange vi sås, sad fuldstændig tavs, som om han tænkte, at hvis vi ikke ville have hans ”råd”, ville han slet ikke tale til os.

Han kan blive sur på andre og især min svigermor, hvis vi ikke har den samme mening som ham, eller hvis vi ikke giver ham ret. Min svigermor siger oftest ikke noget til ham og gør bare, som han siger. Min mand mener, hun ikke orker, at han bliver sur på hende, hvis hun siger fra, hvilket vi har oplevet et par gange. Vi kan godt selv sige fra, men så bliver han fornærmet og sur. Jeg vil ikke bare tale ham efter munden for at gøre ham tilfreds, og der er også mange gange, hvor jeg ikke synes, det er noget at diskutere, især når vores datter er der.

Det skal dog siges, at min svigerfar også kan være god til at lege med vores datter og altså også kan være sød og rar. Når vi ses, afhænger alt af hans humør. Er han i godt humør, er det hyggeligt at være sammen med dem, men er han i dårligt humør, er det ret ubehageligt.

Da vores datter var otte måneder, sad vi og spiste, og hun sagde lyde og hvinede af glæde. Min svigerfar bankede i bordet, pegede på hende og sagde, hun skulle være stille, når vi spiste, ellers var hun vist færdig. Og ofte, hvis jeg siger nej til vores datter, begynder han også at irettesætte hende, selv om jeg selv lige har sagt det til hende.

Min svigermor er simpelt hen så god ved vores datter, og jeg ønsker, at vores datter en gang imellem kan blive passet af hende. Men jeg er bekymret for, hvordan min svigerfar vil være, også fordi min svigermor ikke siger fra over for ham. Min mand deler min bekymring, for han har kæmpet med dårlig selvtillid på grund af sin far, som var meget hård ved ham, da han var barn.

Vi ønsker, at vores datter får et tæt forhold til sin farmor og farfar, men det er jo ikke til at vide, hvordan min svigerfar er, når vi ikke selv er der. Min svigermor spørger tit, om de snart skal passe hende, men vi ved simpelt hen ikke, hvad vi skal svare hende.

Min veninde mener, det er mig, der pylrer for meget om vores datter. Jeg ønsker blot, at hun får så meget omsorg og kærlighed som overhovedet muligt, hvilket min svigermor giver hende. Har min veninde ret, er jeg for pylret uden selv at kunne se det? Har du et godt råd til os?

Åh, det her er et eksempel på en masse gode mennesker, der danser rundt om en enkelt sur person. Det ser man meget ofte. Ét menneske, der er toneangivende for resten. Og ved du, hvorfor han gør det? Fordi han kan.

Hvis I vil have sat en rigtig stopper for det tyranni, så skal I have fælles front. Jeg ved, det er lettere sagt end gjort, og din mand får svært ved at stoppe det, for han er præget af sin far og er blevet nedgjort gennem hele sin opvækst, men måske kan du hviske ham i øret, at han er voksen nu, og at han har lov til at sige fra. Det vil være helende og givtigt, hvis han tog kampen op med den tyranniske far og sagde fra. Det vil gøre din mand godt.

Din svigermor er også blevet sat på plads så mange gange, at hun har svært ved at bryde det mønster. Du er måske den eneste, der ikke er fanget helt i hans spind. Pas på, det ikke sker. Når du siger fra, så gør det kort og kontant. Det skal være meget let at forstå og ikke til diskussion. Stol på dig selv og din mavefornemmelse.

Det handler ikke om at være pylret, det handler om at følge sin intuition. Jeg synes ikke, du skal give op. Men hans udfald skal have konsekvenser, ellers er der intet, der ændrer sig. Hvis han sårer jer, så sig fra. Med det samme og gå eventuelt. Ud af huset. Hjem. Også hvis han råber af jeres datter. Det er muligt, I ikke er enige om, hvordan man opdrager, men jeg føler ikke, det er det, du reagerer på. Du reagerer på det underliggende raseri, som din mand og hans mor har mærket gennem livet med ham.

Er der mulighed for, at farmor passer hjemme hos jer?

Hold fast i din mavefornemmelse. Sig fra. Du kan måske gøre noget, de andre ikke har formået, og i den bedste af alle verdener ender det med, at den sure svigerfar begynder at respektere dig og forstå, at I ikke gider være sammen med ham, hvis ikke han laver om på sig selv. Held og lykke.