Jeg er løbet ind i et helt uforudset problem. Jeg er med i en gruppe på fem kvinder, som for et par år siden valgte at gå på pension eller efterløn, da der kom omstruktureringer i det store firma, hvor vi arbejdede. Vi har set hinanden jævnligt siden – to til tre gange om året – og er mødtes til en frokost eller har foretaget os et eller andet hyggeligt sammen.
En af de tidligere kolleger, X, har jeg set lidt mere til. For en måned siden var der desværre en af de andre kolleger, der afgik ved døden. Vi fem i gruppen aftalte at give en bårebuket sammen, og jeg lovede at tage mig af det praktiske.
I dagene efter blev jeg kontaktet af tre andre tidligere kolleger, som spurgte, om de måtte være med på den buket. Og det svarede jeg selvfølgelig ja til. En af dem, Y kan jeg kalde hende, og min veninde X havde et meget anstrengt forhold, dengang vi arbejdede sammen. Jeg har aldrig taget part i sagen og har altid holdt mig uden for den slags konflikter, men har faktisk været på udmærket talefod med dem begge.
Ved mindesammenkomsten efter bisættelsen sad jeg sammen med de fire sædvanlige kolleger, og her kom Y over til vores bord for at betale mig for buketten. Hun gik hurtigt igen, og nu var X var ligbleg.
Hun blev simpelt hen så rasende over, at Y havde været med i vores bårebuket. Hun mente, at jeg burde have spurgt de andre, og hun kunne slet ikke klare, at hendes navn stod sammen med Y’s navn på kortet.
X rejste sig simpelt hen og forlod selskabet. De andre ved bordet syntes også, at det var en lidt voldsom reaktion.
Jeg har faktisk haft travlt og havde ikke tænkt mig at spørge alle om, hvem de ville stå sammen med på det kort. Og jeg synes, at den reaktion er fuldstændig urimelig. Det har jeg efterfølgende ringet og sagt til X, men hun vil slet ikke tale med mig.
Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om den sag. Jeg føler, at vores venskab er helt opløst på grund af sådan en – efter min mening – bagatel.
Den forbløffede
Kære Den forbløffede
Jeg har simpelthen ingen mulighed for at vurdere, om det er en bagatel eller ej. Jeg ved ikke hvad der ligger til grund for, at man ikke vil stå på samme kort.
Det kan jo være tusind ting. Det kan være noget stort og alvorligt, og det kan være noget mindre. Det er ikke til at vide, men noget er der jo sket. Ellers kommer man ikke med så kraftig en reaktion.
En ting ved jeg: Gjort er gjort, og nu er bårebuketten lagt, og kollegaen stedt til hvile. Nu burde den sag med blomsterne slutte. Du kan enten lade det ligge, eller du kan efterfølge den voldsomme reaktion.
Der er forskel på at ringe op og sige ”din reaktion er helt urimelig” eller ringe op og sige ”fortæl mig, hvad det var, der gjorde, at du ikke ville stå på det kort” og så lytte til svaret. Men du må selv mærke, hvor meget du vil lægge i at få jeres venskab op at køre igen.
Jeg vil dog forberede dig på, at I ikke bliver venner igen, før X, der blev sur, har fået lov til at give hele sin forklaring.
Mange hilsner fra Puk
