En læser fortæller: Jeg fik endelig en ny veninde

Torsdag, 1. oktober 2015
Torsdag, 1. oktober 2015 - 9:15
Illustration: Martin Silz
For en del år siden havde jeg en større livskrise, efter at jeg mistede tre veninder. Jeg følte mig svigtet, sårbar og ensom, men anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Heldigvis mødte jeg Birgitte …
-

Jeg skal til rund fødselsdag hos min veninde Birgitte, der fylder 60 i næste uge. Vi har ikke kendt hinanden i så forfærdelig mange år, og alligevel er hun et af de mennesker, jeg har tættest på. En af mine meget få veninder.Jeg gik her forleden og tænkte på, hvad jeg kunne gøre for at give hende en god fest, og pludselig vidste jeg det godt. Jeg vil holde en tale, hvor jeg giver hende æren for, at vi er så tætte i dag.

Jeg har ikke en ret stor venskabskreds. For en del år siden mistede jeg tre ud af de fire veninder, jeg havde dengang. Den ene bedrog mig på det grusomste, og de to andre døde, og det skete alt sammen inden for kun et par år, så det var en uhyggelig barsk periode i mit liv. Samtidig var jeg blevet skilt et par år tidligere og var derfor som regel alene, når jeg kom hjem. Jeg troede faktisk aldrig nogensinde, jeg blev glad igen, så ondt gjorde det.

Efterhånden som tiden lægede mine sår, begyndte jeg at se mig om efter nye venner og veninder. På det tidspunkt var der kun ét menneske tilbage i verden, som jeg havde så tæt på, at jeg kunne kalde hende min veninde, og det gjorde mig sårbar, for jeg havde jo lige oplevet, hvor let man kan miste de mennesker, man ellers regner med at have i sit liv for evigt.

Jeg kiggede mig omkring i bekendtskabskredsen. Der var kun søde folk, som jeg nød at være sammen med i ny og næ. Jeg kunne bare ikke finde ud af at komme tættere ind på livet af nogen af dem. Ikke for alvor.Det kommer nok, når jeg er klar til det, tænkte jeg. Jeg håbede, at nogle af dem, der befandt sig lidt længere ude i periferien, hen ad vejen ville rykke helt ind i mit hjerte. Men det skete ikke. Mine bekendte blev ved med at være bekendte, og nærmere kunne vi ikke komme det.

Så var det, jeg mødte Birgitte. Vi var på kursus sammen, men kom i øvrigt fra hver sin ende af landet, så vi kendte ikke hinanden på forhånd. Men vi kunne med det samme mærke den gode kemi imellem os. Vi begyndte at sætte os sammen i spise- og kaffepauserne, og vi snakkede videre om aftenen, når dagens program var forbi. Der var en særlig kontakt mellem hende og mig, det var ikke til at tage fejl af.

Det fik mig nu ikke til at betragte hende som en ny veninde, da vi ved ugens slutning sagde farvel til hinanden. Vi lovede selvfølgelig at holde kontakt og alt det der, men sådan havde jeg haft det med masser af mennesker gennem livet, uden at det af den grund var blevet til varige venskaber. Der skal faktisk en del gåpåmod til at opsøge folk, man ikke kender særlig godt. Jeg holder mig i hvert fald ofte tilbage, fordi jeg er bange for at blive afvist.

Men Birgitte var ikke bange. Og hun mente faktisk ordene vi ses. Det var ikke en tom frase. For hende betød det noget, og hun var ikke til sinds at give slip på mig. Hun kontaktede mig ret hurtigt igen, fordi hun gerne ville høre min mening om noget fagligt. Jeg blev glad for at høre fra hende og selvfølgelig også beæret over, at hun syntes, hun kunne bruge mig i professionel sammenhæng. Men igen sagde jeg vi ses uden at lægge det helt store i det, da samtalen var færdig.

Næste gang, vi talte sammen, inviterede hun mig til at kigge forbi, hvis jeg skulle besøge mine børnebørn, der boede nogenlunde i hendes hjørne af landet. Det kunne da være hyggeligt, så jeg takkede ja, og en måned senere spiste jeg frokost med hende og hendes mand på vej over til børnebørnene. Meget gemytligt. Og vi ses blev selvfølgelig igen sagt højt, da vi tog afsked.

Over det næste halve år fandt jeg ud af, at vi var ved at få en plads i hinandens liv, for Birgitte begyndte at ringe til mig med jævne mellemrum, bare for at slå en sludder af. Birgitte tog simpelthen bagvejen til mit hjerte, og det endte med et varmt venskab. Et af den slags man bliver stærkere og gladere af. Fordi hun insisterede.

Ja, simpelthen fordi hun havde besluttet sig for, at hun ville have mig i sit liv. Det er jeg hende meget taknemlig for, og det skal jeg have fortalt hende, når hun nu holder sin runde fødselsdag om lidt. Uden hendes ihærdige indsats var vi ikke blevet veninder, og hvor ville jeg have savnet det.