Et fotografi skaber glæde

- Jeg er ikke den, der beder et barn om at få fingeren ud af næsen. Og for mig er det uimodståeligt med en flabet, 14-årig knægt, der laver tegn med fingrene bag sin lillesøsters hoved. Eller søskende på tre-fire år, der slås, som det hører sig til for dén aldersgruppe. Jeg har stor respekt for de forældre, som tør vælge den slags billeder på det kontaktark, de får fra mig. Dem, hvor den upolerede sandhed træder skarpt frem. I praksis tør mange dog ikke. Mindst halvdelen vælger stadig de traditionelle og "ufarlige". Men er der et, jeg synes, er fabelagtigt, kan jeg finde på at sende dem det som gave. Og ofte ender det med at være det, de bliver gladest for, smiler hun.

Leger udtrykket frem
39-årige Frederikke er portrætfotograf med børn som speciale. Vi møder hende i hjembyen Aalborg i færd med at fotografere Samilla og Lucca Agger på henholdsvis fem og to år. Og der er intet stift eller kunstigt over seancen. Pigerne er helt og holdent sig selv, og perlerækken af naturlige ansigtsudtryk, der finder vej til fotografens kamera, er så at sige leget frem. Frederikkes arbejdsmetoder adskiller sig da også betydeligt fra hendes kollegers. Først og fremmest sætter det sit helt naturlige præg på tingene, at hun ikke ejer et fotostudie.
- Børn kan godt føle sig trykkede som gæster hos folk, de ikke kender. I og med, at jeg fotograferer dem hjemme, mens de leger, er det mig, der er gæsten.

Stor arbejdsglæde
En god indgang til det hele kan være, at Frederikke spørger børnene, om de har noget, de kunne tænke sig at vise hende.
- Det er portrætter af børn, der optager mig mest. De har en umiddelbarhed og ærlighed, som er langt sværere at få frem, når man arbejder med voksne. Det giver sindssygt meget mening for mig at lave noget, som jeg både finder vigtigt og sjovt. Og når jeg oven i købet gør både børn og deres forældre glade, kunne jeg næppe have fundet mig et dejligere og mere taknemligt job, konstaterer Frederikke Brostrup.

Af Johan Isbrand

Læs mere om glæden ved fotografering