Eventyret er lige udenfor: Peter og familien bor i Zoo

Da Peter Jensen var en 11-årig dreng fra Ishøj, var Zoologisk Have i København det bedste sted, han kunne tage hen. Det var først og fremmest de store dyr som flodhestene og girafferne, der havde den nu 46-årige Peters interesse. Og især var han betaget af elefanterne.

– Jeg var i Zoo hver dag i weekenderne og i alle ferier. Og størstedelen af tiden hang jeg ud i elefanthuset. En dag var der en af dyrepasserne, der mente, at jeg lige så godt kunne hjælpe lidt til, når jeg alligevel var der hele tiden. Han stak mig en kost i hånden og satte mig til at feje. Og så fejede og skovlede jeg ellers løs i årevis. Det var, før de fik maskiner til det. Og så var det i øvrigt en anden tid, hvor ingen rynkede brynene over, at et barn rendte og arbejdede, siger Peter.

Den megen erfaring med staldarbejde kom ham til gode, da han i årene 1990 til 1996 uddannede sig til landmand.

– De andre elever studsede over, at en ”københavner” som mig var bedre til at feje end jyderne. I øvrigt var jeg betydeligt mere interesseret i dyrene end maskinerne, så når de andre drønede rundt på traktor, kunne jeg passende blive i stalden og malke, fortæller Peter, der siden 1998 har været ansat som dyrepasser i Zoo.

Læs her om Peters tidligere og netop afgåede chef, Bengt Holst.

– Zoo har nu været min legeplads i mere end 34 år, og jeg har passet alle dyr undtagen fugle, aber og krybdyr. Man kan sige, at små dyr ikke siger mig så meget. De skal mindst være så store, at de når mig til knæet, for at fange min interesse. Zoo har dyr for enhver smag, og der er altid en kollega, der finder det ene eller det andet dyr vildt fascinerende. Det er grunden til, at vi er så mange ansatte, fortæller Peter.

Kærlighed på jobbet

I 1999 fandt han sammen med sin jævnaldrende kollega Tatjana Schmidt. Hun er i dag veterinærsygeplejerske og arbejder på Universitetshospitalet for Familiedyr. Men som dyrepassere i Zoo fik de hurtigt et godt øje til hinanden og flyttede sammen i et hus med boliger beregnet til havens ansatte. Huset ligger i et hjørne af selve Zoo, og de bor der stadig. Tatjana fortæller:

– Dengang boede vi i en toværelses lejlighed med brændeovn og uden bad, og vi gik i bad i omklædningsrummet i kælderen i bygningen overfor. I 2007 blev husets fire lejligheder slået sammen til to, og dermed fik vi dobbelt så meget plads og alle moderne bekvemmeligheder.

I lejligheden bor også parrets søn Rasmus på 12 år, mens Peters ældste søn, Matthias på 22, år er flyttet hjemmefra. Rasmus har nu den alder, hans far havde, da hans Zoo-eventyr begyndte.

– Og han går lige så meget op i det. Han færdes på egen hånd i haven og taler med alle mine kolleger. Vil man vide noget om, hvad der sker i Zoo og seneste nyt om dyrene, skal man bare spørge Rasmus. Han ved mere, end jeg gør, siger Peter grinende.

Joan og Nikolaj bor også i en zoo, der tilmed er deres helt egen. Læs om dem her.

Sønnens præferencer er dog helt anderledes end hans egne.

– Hans favoritter er pingvinerne, som han ofte får lov til at hjælpe med at fodre.

Selv har Peter i de seneste seks-syv år ikke haft så megen direkte kontakt med dyrene.

– Man kan sige, at mit arbejde i dag foregår bag kulisserne. Det er stadig mig, der lægger blødt tørv på gulvet i girafhuset. Men først og fremmest har jeg med interne og eksterne transporter at gøre. Det vil sige, at jeg for eksempel kører rundt med foder til alle havens dyr. Jeg læsser det af, og så tager andre dyrepassere sig af fodringen, siger han.

Eksotisk pakkepost

Arbejdet involverer også en del aktiviteter i Zoos køkken. Og så er Peter med til at tage imod, når der fra udlandet ankommer nye, levende dyr, der skal anbringes i deres bure.

– Ofte står der et eksotisk navn på kassen, og af og til har jeg ingen idé om, hvilket dyr der er tale om. Så er det spændende at se, hvad det er for en fætter, man har fået med posten, siger han.

At hans jobbeskrivelse er en anden nu end i begyndelsen, har han det fint med.

– Det er i bund og grund samspillet mellem dyr og mennesker, der optager mig. Men det kan jo kun finde sted i kraft af, at alt det udenom fungerer. Det er en stor tilfredsstillelse at være en af dem, der sørger for, at både dyr og mennesker har det godt, filosoferer han.

Her kan du læse om hunden Berta og hendes fantastiske liv og skæbne.

Det har sine fordele at kunne åbne sin hoveddør og træde direkte ud i Zoologisk Have:

– Både Rasmus og hans storebror har lært at cykle ved at køre rundt i Zoo efter lukketid. Det er ren luksus at have den mulighed midt i en trafikeret by. Begge drenge har dog også af og til haft problemer, når de som mindre har bevæget sig rundt alene i haven og er blevet spottet af gæster, som har troet, at de var blevet væk fra deres forældre. På spørgsmålet om, hvor de boede, har de naturligvis svaret, at de boede her i Zoo, hvilket af gode grunde ikke er blevet taget for gode varer. Så Rasmus og Matthias har begge prøvet nærmest at blive slæbt med hen til informationen og afleveret til en medarbejder, der af høflighed har undladt at forklare den hjælpsomme sjæl tingenes rette sammenhæng, fortæller Tatjana med et smil.

Aben på trappen

Det er af og til sket, at dyr er sluppet ud af deres bure:

– Under et skybrud var vandet i søen i den afdeling, der hedder Pampassen, steget så meget, at et flodsvin simpelt hen svømmede over den mur, der holder dyrene inde. Og pludselig rendte flodsvinet rundt ude foran vores vinduer. En anden gang sad der en abe på vores trappe. Når børnene fortæller den slags historier ude i byen, bliver de ofte mødt med et mistroisk blik, siger Tatjana og griner.

Ann Cathrin trodser sin gigt og fejrer triumfer til hest. Læs hendes historie her.

Der følger visse arbejdsopgaver med, når man har bolig i Zoo. Dem tager Peter og Tatjana uden tøven på sig:

– Det er os, de ringer til, hvis der er problemer efter lukketid. Hvis en gæst for eksempel ikke er nået ud af Zoo i tide, inden portene er blevet lukket. Eller hvis en dyrepasser er kommet i tvivl om, hvorvidt han har fået lukket for vandet til bassinet. Efter de mange år herinde kender jeg jo Zoo ud og ind og ved, hvordan alt fungerer, siger Peter.

Nytårsaften er de i øvrigt altid hjemme og har fast vagt i Zoo.

– Vi har tre huse med stråtag, og det gør Zoo til et ekstra udsat sted, når der skydes fyrværkeri af. Så vi tager en tur rundt i haven, og vi ender oppe i tårnet. Herfra har vi overblik over hele Zoo. Når vi har nytårsgæster, som for det meste er folk med tilknytning til Zoo, tager vi dem med op. Vi minder dem dog altid om, at de skal tage ekstra tøj med. Det er en fantastisk oplevelse at se hele byen fra tårnet på en nytårsaften. Men det er koldt, fastslår Peter.

Gadehunden Zorba dulmede Jeanetts savn. Læs den søde historie her.