Lene rynker ikke på næsen, når du kommer til hendes klinik sidst på dagen og pakker dine fødder ud. Men hun hæver øjenbrynene lidt, hvis du kalder dine fødder for ”ulækre” og ”sure”.
– Når man pakker sine fødder ind og går i lukkede sko en hel dag, er det da kun naturligt, at fødderne sveder. Vi er gode til at gå til frisør, og vi retter på frisuren flere gange om dagen, men fødderne er vi tilbøjelige til at pakke væk og glemme. Men faktisk bærer de os jo gennem hele livet, siger Lene Gaardsdal, 46 år og statsautoriseret fodterapeut.
Fødderne klarede jobbet
Hendes eget bentøj bar hende trofast gennem de 20 år, hvor hun var køkkenleder på en efterskole og måtte stå time efter time på hårde gulve i sikkerhedssko. Fødderne klarede sådan set jobbet fint, men til sidst var hendes hoved fyldt op. Hun trængte til at slå en kolbøtte og tog en ny uddannelse som fodterapeut. I de seneste fire år har hun delt sin tid mellem klinikken hjemme på gården i midtjyske Sporup tæt på Hammel og på hjemmebesøg hos kunderne.
I Lenes nye profession er hovedparten af kunderne godt og vel modne, men hun griner bare hjerteligt, når man spørger hende, om det ikke var en brat overgang at gå fra teenagere til pensionister.
– Det er jo mennesker, det hele, og der er ikke den store forskel. Hver dag i min tid på efterskolen havde vi fire unge mennesker med i køkkenet, og både dengang og nu er mit succeskriterium, at vi sammen skal finde noget, som vi synes, er sjovt, siger Lene. Snakketøjet, grinet og glimtet i øjet er både en del af Lenes personlighed og værdifulde værktøjer i hendes professionelle kuffert.
Mini-leksion: De 13 mest almindelige lidelser i fødderne
Verdensrejse
I dag træder Lene ind ad døren til Thorshøj Plejecenter i Thorsø, netop som 82-årige Ellen Post er vendt hjem fra en rejse verden rundt.
– Ja, ja, det var altså Verdenskortet ved Klejstrup Sø, vi besøgte i plejehjemmets splinternye bus, siger Ellen, og så er smilene brede, allerede inden Lene får pakket sit grej ud.
Snart bliver Ellens smil nu noget mere anstrengt, for Lene er nået til en af de to negle, der driller, og Ellen indrømmer, lidt modvilligt, at det gør ondt.
– Og så er hun jo noget hårdhændet, hende Lene, konstaterer hun – uden at det anfægter pågældende Lene det mindste. Snart enes de da også om, at det er bedre at få det ”grimme” overstået hurtigt.
– Og så plejer jeg jo at snakke for at aflede dig, mens jeg klipper lige der, siger Lene – som om de ikke snakkede uafbrudt og hele tiden. Med et besøg hver syvende uge har de to damer helt styr på, hvad der sker både i nabolaget og i hinandens familier.
Lun til fods - strik alfesokker
– Det sker også, at personalet på et plejehjem spørger, om jeg ikke lige kan tage en snak med en beboer, der er lidt nedtrykt. Af og til er det godt med en udefra til at spørge ind til det, der trykker, siger Lene – og det har intet med sko at gøre.
Besøget hos Ellen er overstået på under en halv time, og så får Ellen endda også lidt manicure og støttestrømperne på igen.
– Det er så min rabat, griner Lene. Ældre, der ikke går så meget, er ”nemme”, mens mennesker med stående og gående job er mere tilbøjelige til at danne hård hud, få hammertæer og rage andre problemer til sig. Men Lene klarer det hele.
Læs også: - Jeg er noget for mig selv - heldigvis
