Fra pilot til crooner: Musikken er mit fristed

”Let Me Sing Forever More”, hedder en cd udgivet den 27. december 2018 under kunstnernavnet ”Stefan with band”.

– Det er min fjerde cd, og jeg har indspillet den med et fransk bigband, fortæller Stefan G. Rasmussen, som er crooneren bag de 16 fortolkninger af kendte Frank Sinatra-sange. Og med afsløringen af hans fulde navn vil mange være helt klar over, hvem kunstneren er.

Alle dem, der er gamle nok til at kunne huske den flyulykke, der fandt sted den 27. december 1991 i Gottröra i Sverige, husker man nemlig også den danske pilot, der nødlandede flyet på en sådan måde, at ingen af de 123 passagerer og de seks besætningsmedlemmer omkom.

Historien gik verden rundt, og hændelsen gjorde Stefan til en helt. Siden har den tidligere pilot været en populær foredragsholder. Men gennem årene har en anden type arrangementer i stigende grad sneget sig ind i hans kalender, og i dag er det primært som sanger i bedste, swingende stil, der er bud efter ham.

Læs her om Flemming Gammelholm, der også tog springet fra pilot til sanger.

– Af alle mine jobs i 2020 var det under 10 procent, der var foredrag. Desværre kom corona ind i billedet og var årsag til, at de fleste arrangementer blev aflyst, fastslår Stefan, som nu er 73 år og bor i Frederikssund med sin kone, Annette.

En målrettet knægt

Toner og klange har faktisk altid været en del af Stefans liv:

– Jeg er så heldig at være født ind i en musikalsk familie. På min mors side elskede alle at synge og spille. Der skulle ikke meget til, før folk fandt instrumenterne frem og brød ud i sang, fortæller Stefan, der allerede som 5-årig sang lystigt med på alle de kendte evergreens.

Snart fik han også mod på at prøve kræfter med et instrument:

– I den lokale musikbutik i Randers forelskede jeg mig i den skinnende saxofon, der hang i vinduet. Og når jeg efter skoletid tjente penge som bydreng, var jeg altid en tur forbi forretningen for at beundre vidunderet og dagdrømme lidt. En dag troppede jeg op i musikforretningen i mine korte bukser og sandaler og med alle mine sparepenge i baglommen. Da jeg nævnte saxofonen, kiggede indehaveren skeptisk på mig og spurgte, om jeg nu også havde råd. Og så kom alle pengene ellers på bordet. Det viste sig, at jeg havde råd til en trompet. Så i en alder af 12 år blev trompeten lidt tilfældigt mit instrument. Jeg har min første af slagsen hængende på væggen endnu.

Piloten Maria Louise flyver til søndagskaffe hos mor og far. Læs historien her.

Hans forældre var imponerede over deres søns musikalske målrettethed og lod ham komme på Randers Musikskole.

– Indtil da havde jeg været en vildbasse. Men musikken forandrede mig. Den blev et et fristed for mig. En verden, jeg kunne flygte ind i, når livet drillede og gik mig imod.

Pilot ad omveje

Herfra gik det slag i slag. Unge Stefan kom med i et skoleorkester og siden i et ”rigtigt” jazzorkester. Sideløbende med de musiske udfoldelser blev han uddannet elektriker, begyndte en uddannelse som elinstallatør og ernærede sig siden som rejseleder for Tjæreborg, inden han fandt vej til sin karriere i luften.

– Og da jeg endelig kom ind i Flyvevåbnet, var det i første omgang som elektriker og instrumentmekaniker. Da jeg en dag blev inviteret med op at flyve, var jeg dog helt og aldeles solgt allerede ved mit første kig ud ad vinduerne. Friheden i luften var betagende, og jeg vidste, at jeg bare måtte søge ind på uddannelsen som jagerpilot, selv om jeg på det tidspunkt var fem år ældre, end de unge mænd normalt var, når de søgte ind. Mine kammerater mente heller ikke, at jeg havde en chance. Men jeg fik udfyldt ansøgningsskemaet – og kom ind.

Hans karriere i luften varede i sammenlagt 20 år fra 1971 til 1991. Den spektakulære ulykke, der medførte øjeblikkelig verdensberømmelse og heltestatus, førte med andre ord ironisk nok samtidig til en brat landing arbejdsmæssigt. Selv siger han i dag om oplevelsen:

​– Jeg havde en flyver, der var syg. Motoren gik ud, og det lykkedes mig at bruge nogle træer som bremse og få flyet landet på en mark. Aviserne fattede interesse for sagen, og den blev smidt ud i medierne i hele verden.

Marianne og Annette er søstre og lokomotivførere. Læs om dem her.

Flyet brækkede i tre stykker ved landingen, men brød mirakuløst nok ikke i brand.

– Jeg havde gjort mit bedste, og mange syntes, det var flot. Andre syntes noget andet, og alle havde en mening om mig. Nogle forsøgte direkte at fordreje og forvanske historien. Blandt andet er det blevet sagt, at jeg ønskede at sole mig i opmærksomheden, hvilket ligger mig meget fjernt. Jeg blev tværtimod kørt ned, og jeg må sige, at jeg fik indblik i nogle ubehagelige menneskelige mekanismer, der har rod i misundelse. Jeg kommer aldrig til at forstå den slags.

Ved første blik

Kvinden i sit liv mødte Stefan, da han som 27-årig pilot huserede på Flyvestation Skrydstrup:

– Jeg så Annette første gang på et diskotek i Haderslev. Jeg havde med det samme blik for den nydelige kvinde, men hun dansede med en anden, og min selvtillid var ikke stor. Så jeg holdt mig tilbage, selv om hun på et tidspunkt kiggede direkte på mig. I dag ved jeg, at det var kærlighed ved første blik fra os begge.

Lykkeligvis ville skæbnen, at de to uger efter stod direkte over for hinanden et andet sted i byen.

– Hendes arbejdsplads stod foran at skulle holde et julearrangement, og hun inviterede mig med som sin ledsager. Nu er der gået 46 år, så jeg er ved at vænne mig til hende, siger han med et grin.

Min mor var farlig i trafikken, fortæller en læser i et sandt dilemma fra det virkelige liv.

Stefan har selv skrevet og komponeret en jazzet sang til sin livsledsager. Den hedder ”Ain’t You The One”, og på hans hjemmeside kan man se ham synge den i et videoklip.

– Vores liv sammen har været en rejse på godt og ondt. Vi er forskellige, men har altid været gode til at bistå og hjælpe hinanden. Her tænker jeg især på årene efter ulykken, som jeg altid vil være præget af både psykisk og fysisk. Annette har været en trofast støtte, og det er skønt at kunne holde hinanden i hånden hver aften og give hinanden et morgenkys hver dag.

Parret er forældre til døtrene Anne-Dorthe og Lizanette på 46 og 43 år, og tre børnebørn har også set dagens lys.

Genfandt musikken

Musikken var i stort omfang pakket væk i årene som pilot, hvor især de skiftende arbejdstider ikke gik godt i spænd med et liv som hobbymusiker.

– Men sangen holdt jeg ved lige, og den kom ikke mindst til udfoldelse, når jeg i forbindelse med mit job besøgte alle de steder, hvor man steger i olivenolie. Her tænker jeg på sydeuropæiske byer som Venedig, Nice og Granada, hvor jeg ofte var ude i at skulle anbefale spændende steder til passagererne. Jeg indfandt mig dog også selv på de gode lokale etablissementer. Og det var her, jeg af og til kunne havne i duet med italienere fra en operetteskole eller andre former for fællessang og fornøjelighed.

Midt i sangerinden Pias værste nedtur blev hun heldigvis forelsket. Læs historien her.

Da karrieren som luftkaptajn sluttede, kastede Stefan sig over det politiske liv, hvor han i en årrække udfoldede sig i både Folketinget og lokalpolitik.

– Det var for mig en ny måde at bruge hovedet på. Men jeg genfandt også musikken. For 14 år siden tog jeg omsider fat på at spille saxofon og dermed udleve min gamle barndomsdrøm. Jeg begyndte også at synge i gospelkor, og i koret mødte jeg den nu afdøde, tidligere bakkesangerinde Gitte Broksø. Vi aftalte, at vi skulle prøve at optræde sammen. Og via vores samarbejde mødte jeg hendes mand, Preben Skjold, som havde et lille lydstudie.

I 2011 inviterede Preben en dag Stefan ind i sit studie og blev så imponeret over hans talent, at han opfordrede ham til at udgive en cd.

– Min første cd kom samme år, og den blev så populær, at jeg udgav en mere året efter. I 2017 kom min tredje udgivelse, som blev et dobbeltalbum.

Nu kun som sanger

De tre udgivelser er alle blevet til i samarbejde med Stefans engelsk bosatte, mangeårige ven, studiemusikeren Larry van Kriedt. Larry var i tidernes morgen som bassist med til at søsætte det legendariske rockband AC/DC. Siden begyndte han at lave musikspor, som enlige musikere i Londons og Paris’ undergrundsbaner kunne bruge som underlægning til deres musiceren.

– Sammen med Larry opfandt jeg begrebet ”Verdens mindste bigband”: Både på cd’erne, og når jeg optrådte, spillede og sang jeg til grundspor lavet af Larry og hans musikalske venner. For fem år siden havde jeg dog nogle følgevirkninger af den gamle ulykke, som gik ud over bevægeligheden i fingrene. Siden har jeg ikke været helt tilfreds med mit saxofonspil, og i dag udfolder jeg mig kun som sanger, når jeg optræder offentligt.

Trafikulykken kostede næsten Pia alt. Nu kører hun bus. Læs med.

Et par bøger er det også blevet til, den seneste, ”Du skal ikk’ spør’e mig”, udkom 3. december.

– Det er en antologi, hvor jeg inviterer læseren ind bag mine øjne, når jeg blandt andet oplever Norges skønhed. Men den indeholder også alvorlige tanker om at ønske at tage sit eget liv. Der er en god grund til, at billedet på forsiden er et portrætmaleri af mig. For i modsætning til et fotografi afspejler sådan et en persons indre. Og det er sådan, bogen er, siger Stefan G. Rasmussen.

Ulykken ændrede ikke Mikes og Dittes kærlighed. Læs deres historie her.