Jan og Alma fik klar besked: I kan glemme alt om et bryllup

Søndag, 15. januar 2017
af Caroline Wigdal Foto: Jacob Ljørring
Da Alma og Jan møder hinanden på en kommunistisk ungdomsskole i Moskva, opstår en forelskelse, som Sovjetunionens kontrollerende system tvinger dem til at lægge låg på. De må rejse hver til sit. Mange år senere mødes de for at fortsætte, hvor de slap kærligheden dengang i 1983.
Alma og Jan måtte opgive at gifte sig. Mange år senere genforenes de, og kærligheden er den samme.

– Jeg er den heldigste kvinde i verden. Kan man sige det på dansk? spørger Alma, og hun kigger på Jan med det samme blik i de mørkebrune øjne, som han forelskede sig i den dag for 34 år siden, hvor de for første gang så hinanden i Moskvas metro.

Hun var 24, og han var 21. De talte ikke sammen i metroen, de havde bare øjenkontakt en smule længere, end hvad der er normalt.

På ungdomsskolen ville Jan rustes til en politisk karriere. Alma læste til journalist. Ud af Sovjetunionens 270 millioner indbyggere var hun en af de få, som fik lov til at studere på ungdomsskolen.

Læs også: Lene sendte sit handicappede barn væk af kærlighed

Forsøgte at gifte sig

Opholdet på skolen blev længden på Jan og Almas forhold. – Det var min pligt at passe mine forældre til den dag, de skulle lægges i graven. Jeg kunne ikke bare rejse fra dem, siger Alma.

Skulle Jan blive hos Alma, krævede det, at de giftede sig. De fik klar besked fra højtsiddende i systemet: Det kunne på ingen måde lade sig gøre. For Alma var det ikke en dyb sorg. Hun havde lige fra begyndelsen været klar over de uskrevne regler.

Alma fik Jan til at give et løfte om at huske hende med hjertet og ikke med hjernen. Det efterfølgende år skrev de breve sammen.

Alma fik besøg fra KGB, Sovjetunionens efterretningstjeneste. – Det var de farligste mennesker, siger hun alvorligt. – Han spurgte til mine breve fra vesten. Alle hans spørgsmål vidnede om, at han havde læst vores breve. Det var så grænseoverskridende, at jeg fik kvalme, siger Alma.

KGB’s trusler fik korrespondancen til at stoppe.

Læs også: Marta fra Guldsaksen: Min kærlighed er i Polen

Bilulykke

De gav slip. Jan mødte en kvinde, Anita, fra København, og hun blev gravid. – Det var fantastisk at blive far til Malene, siger Jan. De fik endnu en datter, Ida, og blev gift. Jan havde fundet sin plads i livet

Anita og Jan tog på efterårsferie til Afrika for at besøge nogle fælles venner. Det var i 1998. På rejsen kørte familien galt, og Anita mistede livet,

De rejste hjem med en kiste. – Det er, som om man vælter, siger Jan. Han havde mistet sit livs kærlighed og hende, som han var vokset sammen med.

Senere mødte Jan en ny kvinde, og sammen fik de datteren Lise. Men forholdet gik i stykker. Kaosset at være alenefar med to børn og et delebarn fik Jan til at sætte sig ned og tænke over, hvad han egentlig definerede som et godt liv og et godt forhold. Han kom til at tænke på den mavefornemmelse, han havde haft sammen med Alma.

Læs også: Kærlighed i musical blev til virkelighed: Vi blev gift 11 gange

Genforening

Tiden gik, Alma fik sit drømmejob, og hun blev gravid. Forholdet til Marats far holdt ikke, fordi Alma, selv efter flere år, ikke kunne glemme Jan. Han vandt konkurrencen over alle mænd. – Det gjorde han, fordi han kommer fra et samfund, hvor der er ligestilling, siger Alma.

Nogle år senere i Danmark prøvede Jan at google ”Alma Bekturganova”, og med det samme dukkede hendes ansigt op på skærmen. Han skrev til hende.

Et år og uendelig mange mails senere til et jubilæum på ungdomsskolen i Moskva mødtes Jan og Alma igen. – Vi elskede stadig hinanden, siger Alma.

Læs også: Numerologien hjall Alberte til kærlighed og karriere

Bryllup i Danmark

Jan friede, og Alma og Marat flyttede ind hos ham og pigerne i sommeren 2004. – Jeg opgav alt i Kasakhstan og sagde farvel til mit liv. Jeg troede ikke på, at det lykkedes, før vi sad i flyet på vej mod Danmark, fortæller hun.

I dag bor Jan Andersen, 55, og Alma Bekturganova Andersen, 58, sammen i en lejlighed på indre Nørrebro. Alma har lært dansk og fik endda det første job, hun søgte. Og så fik hun endelig manden, hun elsker.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 16. januar 2017.

  • Jan og Almas ungdom
  • Hvad skete der i Afrika
  • Hvordan forløb genforeningen