Første gang, June for alvor mærkede noget til hjerterytmeforstyrrelsen, var under en håndboldkamp i Sønderjylland. Hun knoklede på banen, og pludselig fik hun en mærkelig fornemmelse i brystet.
– Det var, som om mit hjerte begyndte at springe et slag over. I begyndelsen tænkte jeg, at det var en nerve, som sad i klemme. Men det blev ved og ved. Det var ubehageligt, og jeg råbte til min træner, at han skulle tage mig ud, husker June.
Og da hun kom ud og lagde sig på gulvet i hallen, hamrede hendes hjerte derudad, og pulsen faldt ikke fra 200, selv om hun lå ned helt stille i lang tid.
Læs også: Peter fik ro i sit hjerte
Mærkede ikke meget til hjertefejl
June Lene Staun Søndergaard er 28 år og bor i et byhus i Vejle med sin kæreste, Michael på 27. Hun er vokset op i Vejle og driver Staun Designbutikken i samarbejde med sin mor. June er født med et hul i hjertet, som gør, at hendes hjerte slår hurtigere, end hvad der er normalt.
Hjerterytmefejlen har ikke generet hende i barndommen, og hun husker kun, at hun har været en aktiv pige, som spillede volleyball, gik til svømning og spillede håndbold. Og hun elskede det.
Derfor har June i lang tid haft svært ved at acceptere, at hun ikke kan dyrke sport på det høje plan, hun vil.
Læs også: Tegn på, at den er gal med hjertet
Flere hjerteanfald
Og det var, hvad der skete dengang på håndboldbanen i Sønderjylland. June var omkring 20 år, og efterfølgende fik hun daglige anfald.
– ”Det skide hjerte,” tænkte jeg, når jeg så mig selv i spejlet, siger June.
I foråret 2011 besluttede hjertespecialister i Odense, at en behandling, en såkaldt ablation, var nødvendig. June blev lokalbedøvet, og lægen førte elektrodesonder gennem hendes blodåresystem fra lysken og op til hjertet.
– Jeg var så nervøs den dag, og jeg måtte ikke røre mig det mindste under operationen. Der var fire sygeplejersker, læger og en hjertekirurg til stede. Det var en vild følelse at blive så varm i hjertet, da kirurgen gik ind og brændte de ekstra tråde i mit hjerte, som var grunden til anfaldene, fortæller June.
Desværre hjalp operationen ikke, og June blev tilbudt en ny – som heller ikke hjalp.
Læs også: Når hjerterne svigter
Lykkens gang
I marts 2012 blev June indstillet til en tredje ablation. – Da jeg kom ind på hjerteafdelingen, tog en ny kirurg imod mig, og jeg kan ikke sige hvorfor, men jeg følte mig tryg ved ham. Han var sådan en fartype. ”Nu går jeg ind, hvor de andre ikke turde gå ind,” sagde han til mig, fortæller June. Og hun var nervøs, for hun ville helst leve uden en pacemaker. Men hun lod kirurgen gøre det.
Siden da har June haft det okay. Hun tænker positivt og sætter pris på at se håndboldpigerne på en café i stedet for i hallen og at have sin kæreste og sin skønne familie.
– Jeg er dybt imponeret over min familie og Michael. Jeg har bidt af dem, været kort for hovedet og på nogle dage været rigtig ked af det. Men de ville være sammen med mig alligevel, siger June.
