Karin var psykisk syg, men blev rask efter 30 år

 

 

Karin Dyhr Daugaard på 70 år voksede op i Hellerup sammen med to ældre brødre, en hjemmegående mor og en far, der var advokat. 

 

 

– Det var en deeeejlig familie. Altid så glade, siger hun med et stort smil, som virker både påtaget og påklistret, inden hun lukker sætningen med et ”øhh…” og åbner døren ind til den virkelighed, hun har brugt det meste af sit liv på at glemme og senere huske.

 

– Hjemme hos os hed det sig, at Karin var fuld af løgn, ligesom sin farmor. Det var jeg ikke. Men det er jo en smart ting at sige om et barn, man misbruger. 

 

Karin husker sin far som sød. Han spillede violin og legede med børnene. Hendes dag-far. Hendes nat-far var derimod årsag til, at der i Karins hoved boede en lille pige ved navn Ida. Hun blev udsat for nogle grimme ting.  

 

– Jeg gjorde det til en strategi at forsvinde, fordi det var uudholdeligt at være i. Man er bare uden at være, og det er jo praktisk for alle, hvis man så stadig står op og går i skole hver eneste dag.  

 

 

Nat-far var også årsag til, at Karin som voksen helst ville sove i et iskoldt rum med døren åben. Varmen mindede for meget om hans tunge krop. Og han var årsag til, at hun som 31-årig begyndte at samle på glasskår.   

 

– Når jeg skar i mig selv, følte jeg, at jeg blev renset. 

 

Karins far døde, da hun var 24 år, og med ham forsvandt også ”den daglige pest”, som hun kalder de berøringer og tungekys, der fortsat var en del af familiebesøgene, længe efter at hun var flyttet hjemmefra.

 

Men Karin var lige så langsomt begyndt at krakelere, og syv år senere blev hun indlagt på et psykiatrisk hospital - for første gang. Det kunne meget vel være blevet enden på det hele. 

 

De næste 10 år blev hun et kendt ansigt blandt personalet i psykiatrien og en berygtet patient, fornemmer hun selv.  

 

– Der var ingen, der gad være min kontaktperson. Man kunne aldrig vide, om jeg var sød og rar at snakke med, eller om jeg væltede alle bordene.

 

Men i 1984 dukkede Jan op som ny afdelingssygeplejerske på psykiatrisk hospital i Risskov. Han blev ved med at insistere på at tale med den berygtede patient, og langsomt fik han opbygget en tillid mellem dem. De blev enige om at give det et forsøg.  

 

– Det blev helt klart mit vendepunkt. Da vi startede, anede vi jo ikke, at det ville komme til at tage 14 år med ugentlige samtaler. Det var hårdt, ulækkert, skræmmende, men også så fedt at finde sammenhængene, fortæller Karin, der fik den psykiske diagnose borderline.  

 

 

Jan blev ikke kun et vendepunkt, men også et holdepunkt for Karin i et liv, der næsten ikke kan betegnes som et liv. Voldsom angst, selvmordstanker og et par alvorlige selvmordsforsøg blev til over 80 indlæggelser på forskellige psykiatriske hospitaler med en varighed på mellem fire timer og et år ad gangen.

 

Men Jan blev ved med at have et godt tag i hende, og han fortsatte med de ugentlige samtaler, selv om han selv skiftede jobs undervejs. For de kunne begge mærke, at de var på vej fremad.  

 

 

– Han havde specielt én sætning, som jeg prøvede at huske: ”Der er en årsag til, du er blevet syg, og så kan du også blive rask igen.”  

 

Karin begyndte at mærke sig selv igen. 

 

– Og så ville jeg have mand og børn. Men jeg var over 50 år, så det med børn gik jo ikke, og Jan sagde: ”Jeg kan skaffe dig mange ting, men ikke en mand.” 

 

Men han skaffede hende en computer, Karin oprettede en datingprofil, og en dag mødte hun Peter.

 

 

– Er det ikke fuldstændig fantastisk? Jeg fik en mand, som jeg elsker, og han elskede mig. Vi nåede at have over 15 dejlige år sammen.

 

 

Desværre døde Peter for halvandet år siden. En stor sorg for Karin, men ringen, der fulgte med det ”ja”, hun gav sin elskede, sidder stadig på hendes finger. Og mindet får hende altid til at smile.  

 

– Når folk spørger, om jeg ikke er ked af alle de år, jeg mistede til psykiatrien, siger jeg nej. For mig betyder det noget, at jeg fik det, jeg skulle have.