Det burde være en helt almindelig hverdagsaften for Anders. Men han havde først lige åbnet døren til et hjem så stille, at man kunne høre væggene sukke. For på Odense Universitetshospital lå kæresten Luise indlagt med deres nyfødte datter, Alvilda, der var kommet til verden to måneder før termin.
– Jeg følte mig virkelig magtesløs. Jeg var bange for at miste min datter ... Og så var der jo en masse bristede illusioner. Alt, hvad vi havde fået at vide og havde glædet os til, var jo ikke det, vi oplevede.
Græd fra morgen til aften
Alvilda vejede ikke mere end 1.800 gram, da hun kom til verden. Hun blev taget fra sin mor med det samme, da hun straks skulle i kuvøse.
– Jeg græd fra morgen til aften og følte mig så alene. Jeg måtte ikke røre mit barn eller nusse hende det første stykke tid, fordi hudens nervesystem endnu ikke var udviklet. Flere gange om dagen, hørte jeg alarmer bippe, fordi en nyfødt havde brug for øjebliklig behandling, og det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår det blev Alvilda, husker Luise Føns Haaber, som i dag er 34 år.
Motoriske øvelser
Men den lille pige udviklede sig heldigvis, som hun skulle, og selv de mindste skridt føltes kæmpestore. Efter en måned var Alvilda så stabil, at hun endelig kunne komme med sine forældre hjem. De skulle bare huske at lave en masse motoriske øvelser med hende, så hun ikke kom mere bagud, end hun allerede forventedes at være som for tidligt født.
– Motoriske øvelser? Hvad mener I? Jeg havde nærmest ikke engang prøvet at skifte en ble før, og nu skulle vi også lave motorik. Jeg var helt rundt på gulvet, siger Luise.
Men som forældre vil man jo som oftest det bedste for sit barn, og Anders havde læst, at deres datter kunne indhente rigtig meget, hvis de trænede intensivt og ofte det første leveår. Og så skete der noget, som ændrede parrets liv.
Babybandet
Vil du vide mere om Babybandet, så besøg babybandet.dk. Her finder du information om kommende optrædener, sangbogen ”Bim Bam Baby” og den populære app Babymotorik og sang.
Du kan også blive medlem af Facebook-gruppen Babybandet, hvor der bliver delt informationer og videoer.