Musikken hjælper, hvor ord hører op

Mandag, 28. september 2009
af Johan Isbrand
Trine Opsahl på 44 år og hendes 17-årige datter Josefine spiller den smukkeste musik på harpe og cello for folk, der behøver det. Bl.a. er Trine inspireret af det herhjemme ret ukendte harpeterapi
 Foto: Torkel Dyrting
Foto: Torkel Dyrting

Stedet er neonatalklinikken på Rigshospitalet i København. Ned langs gangene og ind på stuerne smyger der sig en musik, som emmer af en nærmest himmelsk fred og ro. Lyden er Trines kompositioner og klangen af hendes harpe og hendes datter Josefines cello i skøn forening.

MERE OM TRINE OG JOSEFINE

Trine Opsahl udsendte i 2005 cd'en "The Journey and the Dream", og i 2008 resulterede hendes samarbejde med Josefine i opfølgeren "Leaving my Silent Empty House".
Man arbejder i øvrigt på, at Trines og Josefines optrædender bliver en fast tilbagevendende begivenhed på flere af Rigets afdelinger. Til det formål bliver der for tiden søgt fondsmidler.
Læs mere om Trine og Josefine her

Et fredfyldt job
Man kan sige, at mor og datter har fundet deres helt egen niche, hvad enten de optræder sammen, eller Trine optræder alene: De optræder på hospitaler og hospicer samt for syge og døende i disses egne hjem. Der er faktisk god sammenhæng mellem duoens musik og de sammenhænge, den indgår i. For ud over, at musikken er luftig og fredfyldt i sin stemning, bliver harpen som bekendt også forbundet med engle, Paradis og livet efter døden.

Musikken hjalp igennem
Siden hun som barn begyndte at spille klassisk harmonika, har Trine oplevet, at musikken har hjulpet hende gennem de svære perioder af livet: - Jeg er født i Norge med en dansk mor og norsk far. En morgen, da jeg var fem et halvt år gammel, valgte min mor at pakke sine ting og vende næsen mod Danmark. Og når jeg besøgte min far i Norge fire gange om året, endte det altid med, at han sad og græd. Til gengæld var jeg ikke i tvivl om, at det var musikken, der havde båret mig igennem, siger Trine.

Musikken hjælper, hvor ord hører op

Harpeterapi er nyt i norden
- Musik har for mig altid været mere end blot underholdning. Og kort tid efter, jeg var begyndt at spille harpe, læste jeg om en harpenist, der spillede for døende mennesker i Montana. Det blev min indgang til at beskæftige mig med musik som lindring. Her i Norden er harpeterapi noget nyt. Men i USA findes der en uddannelse i terapeutisk harpespil, som jeg har taget det første modul af, fortæller Trine. I 2007 begyndte Josefine at arrangere cellostemmer til sin mors musik, og sådan begyndte samarbejdet.

Lyt til pigernes smukke musik:
Raindrop Song
True Thomas

Af Johan Isbrand

Læs også:
Helene er stolt af at synge på dansk