Nu tror jeg på, at jeg kan

Hun havde knap nok nået at få styr på alfabetet, før hun følte sig ensom blandt sine nye klassekammerater. Hun var seks år med ny skoletaske på ryggen og allerede fravalgt. Det mærkede hun i frikvarterne, hvor pigernes vejrmøller og gymnastikøvelser på græsset ikke interesserede hende. Simone ville langt hellere spille fodbold med drengene. Det ville de bare ikke, for hun fik sjældent skudt bolden over til hende.

Læs også: Sangerinde blev Bed & Breakfast-værtinde

Barsk bemærkning

Så hun opgav fællesskabet. Lod være med at række hånden op i timerne. Blev den stille pige, der helst ikke ville lægges mærke til. For når der blev det, kunne der nemt falde en barsk bemærkning af. Hun var både højere end de andre børn – og åbenbart også tykkere, lod de hende vide.

Da Simone nåede 5. klasse, var mobberiet eskaleret i en sådan grad, at hun ikke længere kunne blive ved at grine med, når nogen kaldte hende tykke.

Det havde hun ellers gjort i et stykke tid, fordi hun håbede, at hvis hun ikke gav dem en reaktion, så ville de stoppe.

I 6. og 7. klasse valgte hun de fleste dage at skynde sig over til lærerværelset, når det blev frikvarter for at undgå, at de andre elever var efter hende.

En dag hjem blev hun passet op af en vred dreng fra en af de større klasser. På en app, oprettet i Simones navn og med hendes skolefoto, havde han fået grimme kommentarer, og nu ville han vide, hvorfor hun skrev det til ham.

Simone forsøgte at forklare, at det var en falsk profil, som hun intet havde med at gøre. Det skræmte hende så meget, at hun ikke turde komme i skole, og til sidst måtte fortælle sin mor hvorfor.

– Det var helt forfærdeligt at høre, og jeg fik en enorm skyldfølelse. Hvorfor havde jeg slet ikke set det?

Sådan tænkte Simones mor, Britta, dengang hendes datter omsider gik til bekendelse.

Godt nok var der ikke fyldt med veninder på pigeværelset derhjemme, men Simone havde da haft en enkelt veninde, som hun i ny og næ tog med hjem. Hvad Simones mor ikke var klar over, var, at den veninde ikke var den mest trofaste, og ofte valgte mobbernes side i skolen.

Læs også: Jeg har verdens bedste Hanne

Droppede uddannelse

Men Simone var for længst knækket. Det ophold på en idrætsefterskole, som skulle have givet hende en ny og bedre afslutning på folkeskolen, endte før tid. Hun blev skadet på håndboldbanen, og flere måneders udsigt til bænken fik hurtigt hende til at genkende følelsen af at være uden for fællesskabet.

Alligevel havde hun mod på at søge ind på hf efter sommerferien. Da hun modtog klasselisten, gennemgik hun de 14 navne og fandt ro ved det. Men da den liste blev opdateret kort før skolestart, var den blevet dobbelt så lang, og fire navne genkendte hun fra sin tid i folkeskolen.

Det var derfor med bankende hjerte, at Simone mødte op til første skoledag, og selv om der ikke var spydigheder i luften, var hun alligevel så meget i alarmberedskab, at hun hver eneste dag havde brugt alle sine kræfter på bare at være der. Hun var angst for, at stemningen skulle vende, og det blev pludseligt svært for hende bare at komme ud af døren om morgenen.

Hjertet dunkede hårdt i brystet, hun hyperventilerede, og tårerne pressede sig på. Samme seance hver eneste morgen og til sidst magtede Simone ikke mere. Hun droppede ud. Isolerede sig igen på sit værelse og lod drømmen om at blive sygeplejerske viske ud.

Det blev det kun værre af, og efter tre gange at være blevet afvist lykkedes det endelig for familien at få Simone henvist til psykiatrien, hvor hun kom i samtaleterapi og begyndte på antidepressiv medicin.

Langsomt fik hun styr på angsten og bugt med depressionen, men dét, der for alvor gav hende et skub den rigtige vej, var, da hun kom i arbejdsprøvning hos den lokale XL-byg. Her fik hun kolleger, der troede på hende og gav hende ansvar, så Simone voksede, blev gladere og fik håb. Så meget, at da hendes mormor en dag for tre år siden taggede hende på Facebook med information om en ny linje på hf for psykisk sårbare, valgte hun at søge ind.

– Måske var det den chance, jeg fik. Måske fik jeg ikke andre, siger Simone.

Læs også: Iben blev mobbet

Venner for livet

Så hun greb den, og i dag tre år senere ses resultatet. Ikke bare den hvide studenterhue med det lyseblå bånd og eksamensbeviset med et flot snit på 9,6. Kaster man et blik på Simone, ser man det også. Hun er glad, hun er stolt, og hun har fået en tro på, at hun nok skal blive sygeplejerske.

Gymnasiets særlige linje gav nemlig plads til at være sårbar. Skoledagene var kortere, der var plads til at have en dårlig dag, hvor man var ”fredet”, og så var hun blandt andre unge, der vidste, hvordan livet føles i modgang.

For første gang var der altid nogen at snakke med i skolen, og hun tøver ikke med at kalde dem venner for livet. Hun ved noget nu, som hun tænker, at hun skulle have gjort meget tidligere. Hun skulle have fortalt, at hun følte sig udenfor i skolen, og at hun blev mobbet. Så var hun måske ikke kommet så langt ud.

Derfor har Simone valgt at fortælle sin historie. Blandt andet blev hun inviteret i Go' morgen Danmark for at fortælle om den sårbare linje på hf.

Fem minutter efter optagelsen modtog hun en sms fra en fuldkommen fremmede pige, der skrev, at Simone var et forbillede for hende.

– Wow, kan jeg virkelig være det for andre, tænkte Simone først.

Men så smilede hun og blev varm indeni.