Mange har spurgt Trine og Per, hvordan de egentlig holder sig oprejst. Spørgsmålet ligger ligefor, for hvordan i alverden lever man selv videre, når ens eget barn har valgt ikke at ville leve?
Ingen af dem kan svare fyldestgørende, for de undrer sig faktisk også selv over, at de stadig har en hverdag med arbejdsopgaver, venner, sport, rødvin og solskin. Ikke en tilværelse som før, men trods alt et tåleligt liv.
Læs også: Hannes datter begik selvmord
Selvmord ændrer på glæde-niveau
– Førhen var jeg nok lidt af en festoriginal, der elskede høj musik og gang i den. Jeg kunne være så glad, siger Per og peger på et imaginært punkt et godt stykke oppe over sit hoved.
– Det kommer aldrig til at ske for én igen, og hvis du stiler efter det, kommer du til at søge efter noget, du aldrig får tilbage. Glæden kommer aldrig højere op end hertil, siger Per og peger på et nyt punkt nede i hovedhøjde.
Trine Larsen og Per Hansen fra Hillerød er forældre til to døtre. Den yngste, Rebecca, begik selvmord for tre år siden, 15 år gammel og formodentlig pludselig ramt af den totale fortvivlelse, da en ny kæreste gjorde det forbi med hende.
Det gætter Trine og Per i hvert fald på. Vished får de aldrig. Rebecca efterlod sig ikke noget afskedsbrev, og på det tidspunkt, hvor hun traf det uigenkaldelige valg, boede hun ikke hjemme, men på et bosted i Sorø.
Læs også: Peter skulle være et glædens navn
Rebecca var det nemme barn
Marie, deres ældste datter på nu 22 år, er formentlig en del af forklaringen på, at Trine og Per lever videre og til stadighed søger efter det positive i livet. For Marie behøver stadig sine forældre, ja, faktisk er hun nok den af døtrene, der altid har haft mest brug for dem.
– Rebecca var den søde pige og det nemme barn, Marie har fra begyndelsen været noget af en udfordring, forklarer Trine.
Vi sidder i køkkenet i deres parcelhus centralt i Hillerød, og her er fint og ordentligt overalt.
– Jeg er ellers et værre rodehoved, men huset er sat til salg, så vi skal hele tiden være parat til fremvisninger, siger Trine med et smil.
Det er først nu, at hun er parat til at sælge pigernes barndomshjem. Per er anlægsgartner og har selv tegnet og anlagt den fantastiske have med stensætninger og smukke bede overalt, men paradoksalt nok har han gerne villet flytte fra hus og have lidt før.
Læs også: Tennisstjerne mistede sin steddatter: Filippa er stadig blandt os
Vant til at kæmpe
Sådan er det med mange ting – 46-årige Trine og 50-årige Per er dybt forskellige i deres måde at bearbejde sorgen på. Men de er fælles om at have fuld respekt for den andens vej.
– Og så er vi rigtig gode til at snakke om tingene. Det er nok en anden del af forklaringen på, at vi stadig eksisterer, siger Trine.
En tredje forklaring er, at ægteparret altid har været vant til at kæmpe for deres to piger, og det er sådan set bare den kamp, de fortsætter nu. Med to døtre, der havde hvert sit sæt af psykiske udfordringer, har der fra første bleskift været alt for få timer i døgnet.
– Marie ligner mig, og for godt tre år siden fik vi også begge to konstateret ADHD. Ofte var det sådan, at jeg tog mig af Marie, mens Trine tog sig af Rebecca, siger Per og tilføjer:
– I andre familier er det nok almindeligt, at alle er sammen om opgaverne, men vi var så pressede, at vi ofte måtte dele os op.
Seks råd fra Heino Hansen: Sådan håndterer du andres sorg
Atypisk autisme
Når Per i dag ser tilbage på sin egen barndom, forstår han, at det normale dengang havde meget vide rammer.
– Jeg var jo bare Per. Dagens børn bliver derimod presset ind i skabeloner i skole og institutioner, og det kommer der ikke noget godt ud af.
Som eksempler nævner han og Trine, at Rebecca følte, at hun havde mere til fælles med parallelklassens musik- og korglade piger, men hun fik så besked på, at hun dermed vendte ryggen til sine egne klassekammerater. 15 år gammel fik hun diagnosen atypisk autisme.
– Rebecca gik i puberteten allerede i 9-10-årsalderen, og det var, som om der skete en kemisk reaktion i hendes hjerne. Hun blev anderledes og begyndte at føle, at ingen i familien interesserede sig for hende, siger Trine.
Dét er tydeligvis en åben smerte hos dem begge. For hvordan overbeviser man en teenager om, at man elsker hende højt, når hverken kærlige ord eller omsorgsfulde handlinger slår til?
Læs også: Kirsten og Herbert mødte hinanden i en sorggruppe: Kærligheden var ikke forbi
På vej fremad
Efter trekvart år på forskellige psykiatriske afdelinger var Rebecca i februar for tre år siden ved at finde sig til rette på et bosted i Sorø. Alle kunne se, at det nu gik fremad for den 15-årige pige. Måske nok lidt langsomt, men trods alt fremad.
– Hun fik sin violin strenget op igen, og hun fik sin symaskine med ned på bostedet. I det hele taget genoptog hun nogle af de ting, som hun før havde haft glæde af, siger Trine.
En af Rebeccas måder at føle sig i kontrol på var ved at cutte, det vil sige, at hun skar i sig selv, og det gjorde hun også en del i denne gode periode. Personalet tolkede det som et tegn på, at hun var ved at være tryg på bostedet, og de forventede, at hun ville stoppe med det igen.
I april besluttede Trine og Per sig for at gennemføre den 14 dages træningsferie til Lanzarote, som de længe havde planlagt sammen med deres triatlonklub. Også selv om Rebecca halvanden uge før afrejsen havde forsøgt – og fortrudt – et selvmord.
– Vi var selvfølgelig i tvivl, men gjorde det i samråd med bostedet og med Rebecca selv. For vi kunne ikke blive ved med at være noget for pigerne uden selv at skulle tanke op indimellem.
Mens vi var på Lanzarote, talte vi i telefon med Rebecca hver dag – en dag fortalte hun om, at hun var i gang med at spare op til sommerens Samsø Festival, en anden dag ønskede hun mig tillykke med min fødselsdag, husker Trine.
Læs også: Elsebeths familie blev halveret på tre år: Nu hjælper jeg andre ud af sorgen
Kæresten gjorde det forbi
Efter fem dage på den spanske ferieø fik de så den besked, der fik Trines puls til at stikke helt af, og som gjorde Per totalt tom indeni: den besked, som ingen forældre nogensinde burde få...
Rebecca var blevet fundet død 150 meter fra sit værelse på bostedet. En tynd snor og et spinkelt bøgetræ blev hendes sidste flugtvej.
– Vi tror, at det var en pludselig indskydelse, og at hun egentlig ikke har villet det, siger Per.
Få uger før var Rebecca blevet kæreste med en tre år ældre dreng, der også boede på bostedet. Det er ikke velset, at beboere dater hinanden, for dertil er de alle for ustabile, og kæresten havde med hjælp fra personalet skrevet et brev, hvor han gjorde det forbi med Rebecca. Med fatale konsekvenser til følge.
Læs også: Annemari mistede sin mand: Jeg føler mig stadig i frit fald
En ny sorglinje
Da Trine i fjor læste, at man søgte efter frivillige til en telefonlinje på Det Nationale Sorgcenter, vidste hun med det samme, at det ville give mening for hende at melde sig.
– Det er forkert at sige, at det giver mig en glæde at kunne snakke med andre mennesker i sorg. Tilfredsstillelse er et bedre ord. De sørgende for et frirum, hvor de kan tale med andre, der har prøvet det samme, siger Trine.
Både hun og Per har deltaget i forskellige sorggrupper, og de ved af egen erfaring, at det hjælper at sætte ord på sorgen og tabet igen og igen.
– Der er intet, Trine og jeg ikke kan tale med hinanden om. Vi har endda også kunnet tale om, at Rebeccas død på sin vis var en lettelse for os. Som jeg en dag sagde til en psykolog ”vi burde have haft en præmie for at klare den i så mange år,” siger Per med et skævt, lille smil.
Læs også: To tragedier blev til én stor lykke
Ondt af personalet
Heldigvis føler ingen af dem skyld over Rebeccas valg – der var nok også kommet andre katastrofe-udløsende kærestesorger senere i livet. De føler ikke, at de selv kunne have handlet anderledes, og de sender absolut heller ingen bebrejdelser i retning af andre mennesker.
Tværtom har de begge haft ondt af dem, der sammen med dem kæmpede forgæves for at få Rebecca i trivsel.
– Når jeg er ude at løbe med klubben, kommer vi ofte forbi en bæk. Hvis vi vil videre, må vi springe over den bæk, også selv om der er glat af blade omkring den. Rebecca kunne ikke blive ved med at bo på psykiatriske afdelinger, hun måtte ud og prøve at komme videre. Men lige den dag var der for mange glatte blade omkring bækken, og hun faldt i, siger Per.
Læs også: Linda-Marie syr gratis kugledyner til børn med autisme
Her kan du få hjælp
Selv om det måske ikke mærkes med det samme, bliver sorg mindre af at blive delt. Det nationale Sorgcenter har oprettet Sorglinjen, der er et tilbud til alle pårørende og efterladte mellem 13 og 99 år.
De frivillige har alle selv prøvet at miste en nærtstående. Sorglinjen er åben alle ugens dage kl. 17-21. Ring 70 20 99 03 eller læs mere på sorglinjen.dk.
Hvis du selv er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan evt. ringe til Livslinien på 70 20 12 01 og læse mere på livslinien.dk.
