På besøg i Naturværkstedet: Ren hygge på nissefabrikken

Onsdag, 18. november 2020
af Johan Isbrand, Foto: Dan Mariegaard
Julerierne griber om sig i den hyggelige butik, der er tilknyttet Naturværkstedet, som Familie Journal har lagt vejen forbi. Her kan man købe alskens julepynt og sågar en særlig julesnaps. Alt er fremstillet af borgere med funktionsnedsættelse, der har deres daglige gang på stedet og året rundt sørger for varer til butikken.
Ren julehygge i det lille nisseværksted ved Esbjerg.

Erling Oliver Jacobsen ankommer lidt senere end normalt til Naturværkstedet, der ligger i landlige omgivelser knap 20 kilometer fra Esbjerg. Bussen, der transporterer ham fra hans hjem i Tjæreborg, er forsinket, så hans venner i syværkstedet er allerede i fuld gang med produktionen af strømpenisser, da han dukker op. Til gengæld har han en glædelig overraskelse med:

– Min svigerinde har bagt julesmåkager, som vi kan få til kaffen, annoncerer han til almindelig begejstring.

Erling er med sine 58 år ikke blot blandt de ældste af de omkring 30 mænd og kvinder, der har deres gang på stedet. Han er også særdeles velfungerende. Han har sin egen lejlighed, og han laver selv aftensmad og smører madpakke hver dag, mens andre af værkstedets borgere skal have en del mere hjælp i dagligdagen. De har alle nedsat funktionsevne i den ene eller den anden form, men spektret er bredt og dækker over alt fra Downs syndrom til forskellige varianter af autisme.

På Naturværkstedet bliver der året rundt produceret brugs- og pyntegenstande i blandt andet træ, glas og keramik. Det hele sælges fra værkstedets butik, og op mod jul er det naturligvis højtidens motiver, der præger sortimentet. Der er alt fra juledekorationer over viskestykker med ordet “Jul” påtrykt til nisser i utallige afskygninger.

Hendes søns handicap fik hende i gang med at arrangere juletræsfester. Mød Winnie her.

– Vi har mange faste kunder, der kommer igen og igen og simpelthen er vilde med vores produkter. Men vi gør også meget ud af, at tingene skal se ordentlige ud, og at kvaliteten skal være i orden. Så gælder det jo bare om at finde ud af, hvad man er god til. Om man kan lide at arbejde i smykkeværkstedet, eller om man hellere vil dreje ting i træ, fortæller socialpædagog Rikke Rasmussen, 49 år, der er en af de fem personer, som styrer aktiviteterne på stedet.

Julesnaps og -likør

En del af materialerne, der bruges, er, som værkstedets navn antyder, fundet i naturen omkring aktivitetscenteret. Det gælder også de bær, der bliver brugt til at fremstille butikkens hjemmelavede marmelade samt julesæsonens absolut mest populære varer: De små flasker med hjemmelavet julesnaps og julelikør. Sidstnævnte kan med fordel nydes til risalamande.

Nu og her gælder det dog strømpenisserne, som især Anders Schou Madsen, 33 år, og Allan Hansen, 39 år, er travlt beskæftiget med.

– Skal nissehuen sys på i hånden eller på maskine? spørger Anders pædagogen, der dog mener, det vil give et fint resultat at bruge lim.

Udviklingshæmmede Anders sover med sine musikidoler hver nat. Læs historien her.

Meget tyder i øvrigt på, at værkstedet ud over de mange hjemmefabrikerede nisser også har en spillevende en af slagsen.

– Vi satte risengrød og juleøl op til den. Og dagen efter var det væk, fortæller Erling.

Naturværkstedet er en del af Udviklingscenter Vest, som er den samlede betegnelse for alle bosteder og dagtilbud for fysisk og psykisk handicappede i Esbjerg Kommune, der strækker sig helt til Ribe og længere endnu.

– Fordelen ved et så stort samarbejde er, at det næsten altid er muligt at finde et egnet tilbud for den enkelte, forklarer Rikke.

Masser af hygge

Anders og Allan bor således på hver sin afdeling af bofællesskabet på Edelsvej i Esbjerg.

– Men jeg skal holde juleaften med min mor, fortæller Anders.

I bofællesskabet er der gennem december tradition for, at man samles om aftenen for at se årets familiejulekalender på tv. Og i Naturværkstedet bliver der bestemt også hygget igennem i hele julesæsonen.

– Det begynder midt i november, hvor vi julepynter og begynder at hente gran og andre materialer til dekorationer ind fra skoven. Allan er en af dem, der er rigtig god til at hjælpe med at pynte op i butikken. Han har ikke bare sans for, hvordan tingene skal hænge, men også for at stille produkterne flot op på hylderne, fortæller Rikke.

– Hvert år har vi en dag, hvor vi spiser risengrød og klipper julepynt. Vi har også en årlig julefrokost for borgerne, hvor den står på god mad med en øl og en snaps til, fortsætter hun.

Få en herlig opskrift på julesnaps lige her.

Allan griber omgående de magiske stikord i luften:

– Ja, så kan man godt blive lidt dingeling, siger han med et grin.

Desuden er juleugerne fyldt med besøg fra blandt andet plejehjem, specialbørnehaver og andre institutioner. Sådanne besøg finder sted året igennem, men de samler sig primært omkring jul og påske.

– Endelig er der den sidste dag inden juleferien, hvor vi danser om juletræet, spiser æbleskiver og får besøg af julemanden. Jo, vi er gode til at julehygge her på stedet, fastslår Rikke.

Dyr og glæde

Nu skal man dog ikke tro, at alt går op i hygge og afslapning. Hverken i højtiden eller resten af året.

– For ét er, at der skal produceres ting og sager til vores butikssalg. Noget andet er det udendørs arbejde, som også er en del af konceptet. I og med at man er tilknyttet stedet her, er man forpligtet til at deltage i det hele. Vi har fem tønder land, der skal holdes, og der er ingen pedel ansat til den type opgaver. Grupperne fra de forskellige værksteder har på skift en dag med praktiske opgaver, fortæller Rikke.

Annemarie blev indlagt og var døden nær til jul. Læs hele historien her.

Hækken skal klippes. Græsset skal slås. Og så er der stedets dyr i form af heste, høns, får og en kat, der skal passes, og som har positiv og terapeutisk effekt på en del af borgerne.

Stedets butik emmer af julestemning og bugner af fine ting, der kan gøre årets bedste tid endnu bedre.

– Og to af dagene op til jul har vi endda åbent helt til klokken 19. Man kan tjekke åbningstiderne på vores Facebookside, der hedder ”Naturværkstedet Ølufvad, siger Rikke Rasmussen.

Matti kan ikke få jul og julepynt nok. Læs om ham her.