Puks brevkasse: Et glas vil trigge et tilbagefald

Lørdag, 1. februar 2020
Af Puk Elgård. Illustation: Birgitte Ahlmann
En glad, ædru alkoholiker, der har holdt sig ædru i snart 15 måneder, skriver til Puk Elgård med et vigtigt budskab: Et glas vil trigge et tilbagefald. Læs her, hvad den ædru læser råder andre alkoholikere og deres familie/omgangskreds til.
Puks brevkasse: Et glas vil trigge et tilbagefald

Jeg læser altid dine gode svar, og igen ramte du plet i dit svar til Farmor i indlægget: Ingen vin på bordet juleaften? (Familie Journal nr. 50, 2019, red.)

Her er noget jeg kan tale med om. Jeg er kvinde på 68 år. Ædru alkoholiker i snart 15 måneder. Over en årrække udviklede mit hyggedrikkeri af vin sig til et misbrug. Jeg drak hver dag, for meget og gerne alene.

Læs også: Puks brevkasse: Ingen vin på bordet juleaften?

Sidste år valgte jeg via Minnesotakuren at stoppe. Det har ikke altid været let, men jeg VIL det. Jeg har fået et nyt, dejligt liv. Men uden støtte, hjælp og forståelse fra familien og omgangskredsen var det aldrig gået. Det er jo et fælles projekt for familien.

Hos de fleste danskere er omdrejningspunktet alkohol, når man mødes. Jeg er ivrig AA’er, hvor mange har været ædru i plus 20 år. I AA giver vi ikke råd, peger ikke fingre, men deler erfaring.

Højtiderne er de sværeste, så kommer de gamle vaner. Selv er jeg ikke parat til at byde eller nyde at se andre drikke vin. Spiritus og øl drak jeg aldrig, så det generer mig ikke. Det respekterer min familie og omgangskreds. Et glas vil trigge et tilbagefald.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Har fået nok af at være gift med en alkoholiker

Derfor er mit råd til Farmor: Støt din søn og ros ham. Man kan få så mange dejlige drikke, øko æblemost, iste med frugtsmag, hyld m.m. Vi hælder det på fine vandkarafler, drikker af fine vinglas, og det er meget festligt.

Jeg er i min behandling blevet frarådet alkoholfrie drikke, for der er altid lidt promiller i, og det kan trigge gamle vaner.

Jeg håber familien fandt den bedste løsning for sønnen.

En glad ædru alkoholiker

Læs også: 12 tegn på alkoholmisbrug

Kære En glad ædru alkoholiker

Allerførst stort tillykke og respekt for, at du har formået at tage livtag med dit misbrug.

Det er så vanskeligt. Ingen, der ikke har prøvet, kan forstå, hvor hård den kamp egentlig er.

Så at komme ud af alkoholisme eller anden afhængighed er en meget stor præstation. Godt klaret!

Læs også: Karin kom ud af sit alkoholmisbrug

Dit brev tager udgangspunkt i en juleproblematik, men jeg vælger at tage det med, selv om vi forlængst er forbi julen. Der kommer jo en jul mere, og der kommer fødselsdage og andre lejligheder, hvor mange, mange mennesker vil sidde i netop den situation, som vi omtaler her.

Jeg synes, dit brev taler for sig selv, og jeg vil ikke kommentere det yderligere, men blot takke dig for at sende det. Jeg håber dit brev vil inspirere og bringe forståelse for en alvorlig sygdom.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Har afbrudt mit såkaldte venskab med alkohol