Puks brevkasse: Har lyst til at melde mig ud af familien

I medierne har der været skrevet en del om mennesker, som har droppet kontakten med deres familie. Det har fået mig til at tænke over, at jeg egentlig har lyst til at gøre det samme.

Jeg er en kvinde på 40 år, bor alene, har mange venner og et job, jeg er glad for. Jeg har haft et par parforhold, men ikke noget seriøst og savner faktisk hverken mand eller børn.

Min seks år yngre søster er gift og har to små piger. Min søster var hjertebarn og indlagt mange gange, og jeg blev lidt overset i hele den proces. Hun blev ekstremt forkælet og er det stadig.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Vores mor er ikke til at holde ud at være sammen med

Jeg har hjulpet mine forældre meget med en masse praktisk. De er begge gået på pension og er flyttet. Det forventes, at jeg hjælper med alt. Min far fik for et par år siden en blodprop og har det sådan set o.k., men kan ikke længere køre bil. Daglige indkøb klarer de, men skal der køres noget større, er det mig. Hvis jeg foreslår, at min søster kunne hjælpe, får jeg altid at vide, at hun har jo så travlt med de små.

Vi har stadig min søde gamle mormor. Hun bor i en beskyttet bolig, og det var selvfølgelig mig, der skulle hente og bringe hende juleaften, mens min mor og min søster kunne sidde og bælle rødvin.

Det kan godt lyde som jammer fra min side, men jeg har sådan en lyst til at melde mig ud i et halvt år og så se, hvordan de klarer sig alle sammen. Det er også, fordi det virker selvfølgeligt, at jeg hjælper, der bliver aldrig udtrykt taknemmelighed. Hvis min søster derimod en enkelt gang kommer med en dåse hjemmebagte småkager, så er der ingen ende på, hvor fantastisk det er. Søde Puk, har du et råd til mig?

Søster sur

Læs også: Brev til Puk Elgård: Min søster har allergi og kan ikke tåle min fars hund

Kære Søster sur

Det er desværre sådan, at vi selv opdrager vores nærmeste til at kunne forvente det af os, som vi selv smider i puljen. Og når vi så løber tør for benzin, er der ikke meget hjælp at hente. Hvis folk omkring os gennem mange år har vænnet sig til, at vi yder og handler på en bestemt måde, så er de egentlig ikke specielt interesserede i at hjælpe med at lave det om. Så forandringen må komme fra dig.

Jeg synes, du er inde på noget rigtigt. Men jeg synes ikke, du skal lave et brud med din familie. Det er så dramatisk, og det fører sjældent noget godt med sig.

Jeg synes, du skal finde noget, du har lyst til at bruge din tid på. Noget, der gør dig glad. Tag på højskole. Begynd at gå til noget. Hvad er dine interesser?

Læs også: Brev til Puk Elgård: Skal jeg blande mig i min brors overvægt?

Når du har fundet noget, du gerne vil bruge tid på, så fortæller du din familie, at du ikke længere er til rådighed på samme måde, som du har været, for nu skal du i gang med din hobby.

Du skal ikke regne med, at de klapper i hænderne lige med det samme, men du skal bare holde fast. Du kan godt kombinere det med at være sammen med din familie, men du skal bare ikke hoppe og springe, som du hidtil har gjort. Det er lidt lettere at sige: ”Jeg kan desværre ikke hjælpe tirsdag og torsdag, for da går jeg til gymnastik” eller ”Jeg kan ikke komme i weekenderne, for jeg er i gang med at lære at lave italiensk mad.” Du må langsomt vænne dem til, at du ikke stiller op hver gang.

Jeg kan godt forstå, du bærer på en sorg over at være blevet overset. Det er smertefuldt at være skyggebarn, og netop derfor skal du nu stå op for dig selv og prioritere dit eget liv og fylde det med glæde. Men jeg vil ikke anbefale, at du straffer din familie og dropper forbindelsen. Vis dem i stedet, at du har ændret dig.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Vi er splittet mellem vores to døtre