Nu prøver jeg lige at få ventileret mine tanker her hos dig.
Sagen er, at jeg har en søster, og vi har begge børn, der er store og skal i gang med voksenlivet.
Mine børn er godt i vej og i gang med uddannelse, og de har begge kærester. Den ene er flyttet hjemmefra, og den anden gør det snart.
Min søster har en datter, og det ser noget anderledes ud med hende. Hun er droppet ud af den første uddannelse og ved ikke, hvad hun vil. Hun har ingen selvtillid, og hendes mor, altså min søster, pylrer om hende.
Jeg har altid sagt til mine børn, at man kan, hvad man vil, og det synes jeg, de beviser ret godt nu.
Jeg føler, min søster er alt for blødsøden og lader pigen sumpe hen, men jeg ved ikke, hvor meget jeg skal blande mig?
Men noget har jeg vel gjort rigtigt, når mine børn gør det godt.
Skal jeg tage affære?
Søster.
Kære Søster.
Til lykke med, at dine børn er velfungerende. Det er jo dejligt.
Jeg deler ikke din holdning om, at man kan alt, hvad man vil. Det tror jeg faktisk ikke, man kan. Jeg tror, man kan komme langt på beslutsomhed og flid, men der er nogle af os, der er særligt sårbare og derfor må finde det, vi er gode til i stedet for at skulle bakse med at leve op til andres krav og forventninger.
Hvis du vil gøre noget godt for din niece, så er det ikke at presse hende ind i nogle rammer, der ikke duer til hende.
Du kan i stedet lytte til hende. Finde ud af, hvad der piner hende. Finde ind til de ting, hun interesserer sig for. Hjælpe hende, elske hende og give hende selvtillid. Hun skal så absolut ikke måles op mod sine fætre og kusiner.
Du har garanteret gjort det godt som mor, og dine børn er robuste, men man kan ikke bare gå ud fra, at unge mennesker er ens, og at vi kan stille de samme krav til alle.
Mange hilsner fra Puk.
