Mit problem er, at min kæreste ikke kan lide mit arbejde.
Jeg arbejder i butik og elsker mit arbejde, men der kan godt blive lagt et for stort pres på mine skuldre. Og jeg er typen, der ikke kan sige nej, men det når jeg er på arbejde, glemmer jeg alt det, som gør livet surt.
Nu er det sådan, at hvis jeg fortæller noget om mit arbejde, bliver min kæreste sur og siger noget, der sårer mig.
Det kan f.eks. være ”du er også selv skyld i, at du ikke har det så godt, for du kan jo bare tage hjem fra arbejde, når du har fri, og stoppe med at tage nye kunder 30 minutter, før I lukker, så du kan gå til tiden”. Han kan også sige, at jeg hellere vil være på arbejde end være hjemme hos ham, når jeg arbejder om søndagen.
På mit arbejde er butikken ligesom mange andre butikker åben også om søndagen, så det opfatter jeg ikke som et problem. Selvfølgelig er det dejligt at være hjemme, men jeg ser det ikke som et problem at arbejde i weekenden.
Alle hans kommentar er jeg begyndt at tage ind, og de virker som en rød klud. Jeg kan mærke, hvor sur og ked af det, jeg bliver. Og jeg er ved at komme frem til, at hvis jeg skal gøre ham glad, skal jeg finde et arbejde som hans, hvor man møder kl. 8 og går hjem kl. 16 og har fri hver weekend.
Men mit arbejde skal han ikke også tage fra mig. De af mine venner, han ikke kunne lide, da vi fandt sammen, har han sagt ikke var sunde for mig, så ja, dem har jeg heller ikke længere.
Er det bare mig, den er gal med? Men hvis du hele tiden har en på nakken, så bliver det et psykisk pres. Jeg er begyndt at tude, når jeg kører på arbejde, for der kan de ikke forstå, jeg ikke arbejder, som jeg plejer, og når jeg køre hjem, fordi kæresten synes, jeg har været for længe på arbejde.
Er det bare mig, som er ved at blive tosset og urimelig, når jeg ikke ønsker at finde et andet job? Kan du give mig et råd?
Den arbejdsglade, som ikke må være det
Kære Den arbejdsglade, som ikke må være det
Når du viser mig den tillid at skrive til mig og bede om råd, vil jeg også meget gerne fortælle dig, hvad jeg oplever, når jeg læser dit brev.
Jeg føler, jeg skal gå forsigtigt til sagen, og jeg håber, du mærker min omsorg for dig.
Men jeg vil fortælle dig, at jeg tror, du er sammen med en mand, der er dominerende og manipulerende. Det kan sagtens være, at han også har masser af søde sider, men som jeg læser det, kan han bedst lide, at din energi og opmærksomhed er rettet mod ham. Det er ham, du skal være sammen med, det er ham, du skal tilhøre. Han har fået dine venner væk, og nu har han øjnene rettet mod dit arbejde. Han får langsomt fjernet de ting, han føler står mellem dig og ham.
Du må tænke dig godt om. Du har lov til at være en glad kvinde. Du har lov til at elske dit job og dine venner, og du behøver ikke leve et liv, hvor din mand bestemmer, hvad du må og ikke må.
I dit brev fornemmer jeg også, at det er lettere sagt end gjort. Jeg tror, der er nogle traditioner og noget kultur på spil, og det kræver stort mod at bryde med det, der er forventet af dig.
Det kan være, du kan få din kæreste til at forstå, at du har brug for dit job og dine venner for at føle dig glad og have overskud til at være en god kæreste, men det kan også være, du ikke kan få ham til at forstå det.
Hvis han ikke vil lytte, må du finde ud af, hvordan du ønsker at leve. Jeg tror, du har en lang proces foran dig, og jeg vil rose dig meget for at sætte ord på det og skrive til mig.
Jeg synes, du skal fortsætte med at snakke om det. Har du nogle veninder eller kolleger, du kan betro dig til? Tal med andre kvinder om parforhold. Find måske kvinder, du ser op til, og spørg, hvordan de løser deres udfordringer.
Det kan være rart at høre andre fortælle, og på den måde får man et blik på, hvad der er normalt og ikke normalt, og hvad der er sundt og rart, når to mennesker skal leve sammen.
Du skal ikke græde, når du kører til og fra arbejde. Det har du ikke fortjent.
Jeg håber, du finder styrken til at kæmpe for de ting, der gør dig glad, og du er meget velkommen til at skrive til mig igen.
Stort kram.
Kærlig hilsen Puk
