Min mor, der er pensioneret, tilbringer meget tid på den lokale bodega. Det er et lille sted, hvor hun og min far kom et par gange om ugen for år tilbage.
Desværre blev min far syg for tre år siden og krævede meget pleje. Han havde dårlige lunger og endte med at dø af covid. Min mor passede ham hjemme og var meget bundet til ham og hjemmet. Da han så var væk, blev der et stort tomrum, og hun har været ensom og trist, også selv om min bror og jeg, der bor i den samme mindre by, har sørget for at tage os så meget af hende som muligt, men vi har jo også job og familie.
Her i vinter begyndte hun at komme på bodegaen igen, og det er jo dejligt, at der er mennesker, hun kan snakke med. Det er sådan et sted, hvor der ikke bare sidder “sutter”, men alligevel synes jeg, at hun er der for meget og drikker for mange øl!
Jeg har set, hvordan hun sjosker hjemad efter at have siddet der nogle timer og så falder i søvn i lænestolen hjemme. Jeg har også oplevet, at hun skulle komme og spise hos os om aftenen, men bare har sovet videre, fordi hun har drukket for meget.
Der er selvfølgelig også emsige mennesker, der har lagt mærke til hendes adfærd. Både min bror og jeg har talt med hende om det, hun undskylder selvfølgelig, hvis hun har misset en aftale med os. Men hun siger også, at hun har brug for at tale med nogen mennesker, og at hun hygger sig på bodegaen.
Jeg har foreslået hende forskellige ting som at gå på aftenskole eller andre pensionistaktiviteter. Men der er ikke rigtig noget, hun interesserer sig for. Hun sidder ikke og drikker med sig selv derhjemme, det er selskabet, det handler om. Men jeg synes alligevel, det er trist og også lidt flovt, at min halvfulde mor vader igennem byen på sin vej hjem.
Datteren
Kære Datteren.
Vi kan græde mange salte tårer, når vores nærmeste ikke opfører sig, som vi gerne vil have, de skal. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, samtidig har jeg personligt bare måtte erkende, at voksne mennesker gør, hvad de vil.
Den erkendelse tror jeg også, du skal sigte efter. Din mor vil ned på den bodega, det valg har hun truffet.
Det er faktisk fint, hun har valgt selskab frem for isolation. Men jeg kan godt forstå, du er bekymret for alkoholen, og det er måske de øl, det skal handle om og ikke så meget bodegaen.
Lad hende gå derned. Hun føler sig tryg, hun har sine venner. Tag med en dag og se, hvem de andre gæster er. Det er ofte sådan, at folk på de steder tager hånd om hinanden.
Jeg har tilbragt mange timer af min egen barndom på en bodega (fordi min far altid sad der), og der så jeg et fællesskab, der på sin egen måde fungerede. Hvis jeg var dig, ville jeg alliere mig med dem på bodegaen. Sørg for, at de holder lidt øje med din mor.
Når du taler med din mor, så tal om mængden af øl. Måske kan I sammen finde frem til en passende mængde, hun kan tåle, før hun dingler rundt.
Selvfølgelig ville det være skønt, hvis din mor gad gå til porcelænsmaling eller finere madlavning i stedet, men det vil hun ikke, og det er vanvittig opslidende at forsøge at slæbe mennesker steder hen, de ikke gider komme.
Din mor er voksen, hun har været igennem en hård periode med sygdom, derefter en sorg og nu et tomrum; hun er i gang med at finde sine ben.
Måske er jeg efter nogens mening lidt for pragmatisk omkring de bodegabesøg, men jeg tror, dine kræfter er bedst brugt ved at tale med din mor om, hvor meget hun kan tåle, eller at man sagtens kan sidde der og drikke en sodavand den ene dag eller kaffe den næste.
Du kan også godt sige ligeud til hende, at sådan en 400 hestes brandert ikke klæder hende at bære hjem gennem gågaden. Folk vil trods alt gerne bevare værdighed. Det gælder garanteret også din mor.
Jeg håber, I finder den gyldne mellemvej.
Mange hilsner fra Puk.
