Jeg har tænkt over nogle ting i forhold til de bedsteforældre, der mener, at børn er uopdragne i dag.
Vi kan ikke forvente, at børn i dag kan sidestilles med vore egne børn eller for den sags skyld med os selv som børn. Der er en verden til forskel.
Tænk på, hvor hurtig udviklingen har været igennem de seneste mange år, og vi ældre har næppe kunnet følge med.
Værdierne for vores børnebørn har ændret sig. Hermed ikke sagt, at de ikke skal være søde og rare mennesker. Det synes jeg i den grad, de også er.
Det er os, der skal gøre den store indsats – mød børnene, hvor de er, og acceptér, at i nogle år er vi bedsteforældre ikke de første, børnebørnene tænker på, når de slår øjnene op om morgenen. Møder vi dem med respekt og kærlighed, skal det nok komme tilbage.
Spark døren ind, og lav korte aftaler. Det gjorde jeg med vores ældste dattersøn, og hvor det varmede, da jeg modtog et hjerte for første gang på en sms fra en ellers ordfattig, ung mand. Føler det var lønnen for altid at holde mig i baggrunden, når det drejede sig om opdragelse osv., men mødte ham med respekt og kærlighed, og i de senere år bad ham om hjælp på områder, hvor han var eksperten.
Børn er som udgangspunkt ikke uopdragne. Deres opførsel vil altid falde tilbage på de voksne og til den bedsteforældre, der gene ville have sine børnebørn siddende ved bordet hele måltidet igennem. Hvorfor og for hvis skyld?
Min pointe er, at vi skal åbne vores sind for børn og unge. Nyde dem i stedet for at blive irriterede og forvente, at de nok vil spolere en ellers glædelig begivenhed.
Ulla Hansen
Kære Ulla Hansen
Jeg kan godt lide dit budskab om at være åben for generationsskifte og anden adfærd. Det, der var utænkeligt og uopdragent for et par generationer siden, er helt almindelig adfærd i dag.
Selv om dit brev ikke direkte omhandler mobiltelefoner, vil jeg nok mene, at mobil og tablets er den største ændring, vi har mødt. Det har ændret vores måde at være sammen på, og jeg tror, det er der, noget af hunden ligger begravet.
Teknologien er meget indgribende og dygtigt designet til at gøre os afhængige. Udefra set virker det som et fravalg af andre, når man sidder med næsen i telefonen. Det gør vores teenagere endnu mindre kontaktbare, når de stirrer ned i telefonerne, og det sker midt i en periode, hvor de i forvejen ikke er så interesserede i os, der er tæt omkring dem, men mere er nysgerrige på verden uden for den tætte cirkel.
Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi, som du skriver, møder vores unge mennesker der, hvor de er og forstår deres virkelighed. For den unge generation er det meget naturligt at være tilgængelige på nettet 24 timer i døgnet.
Der findes et begreb, der hedder FOMO (fear of missing out, red.), hvilket vil sige, at man er bange for at gå glip af noget, når de andre er online. Det var ikke noget, vi kendte til på samme måde i vores barndom. Når de unge sidder med telefonerne overalt, er det i deres øjne ikke uopdragent, det er bare deres virkelighed.
Jeg føler, min vigtigste opgave i forhold til mine egne unge mennesker er at insistere på nærvær. Det at være sammen ansigt til ansigt og holde øjenkontakt. Også selv om det, som du skriver, er i korte perioder. Men der er også plusser.
Vi har fået en ny måde at kommunikere på. Når du f.eks. modtager et hjerte på telefonen, så er både afsender og modtager helt klar over, hvad det betyder. Det kan nemlig være rigtig rart for en ordknap ung mand at sende et hjerte i stedet for at rode sig ud i lange forklaringer.
Diskussionen, om hvor længe man sidder ved bordet, bør tages, inden man kommer til middag eller får gæster. Ikke mens det hele foregår, og alle er bænket om bordet.
Tak for en fin kommentar, som førte os vidt omkring og satte tanker i gang hos mig.
Kærlig hilsen Puk
