Efter at have læst Søster surs indlæg i Familie Journal nr. 53 (2020) om at holde morens sommerhus i stand, vil jeg gerne bidrage angående hjælp til gamle, enlige forældre.
Læs også: Puks brevkasse: Mors sommerhus er blevet en belastning
Jeg er 74 år. Opvokset med en mor, der behandlede mig som sin personlige tjener. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle være alle andre til hjælp. Så jeg var 55 år, før jeg pludselig ikke kunne mere og sagde fra med disse ord: “Jeg har selv et liv og kan ikke bruge resten af det på at varte gamle damer op.” Den besked fik både min mor og min ellers søde, nære nabo. De bebrejdede mig begge, at jeg havde solgt mit nye hus og købt et gammelt otte kilometer derfra. For så var jeg der ikke hver dag til at hjælpe dem.
Min mor var frygteligt dominerende, hun sad i stort hus med have, som var afhængig af mig, kun mig, selv om vi var seks søskende. Hun kunne ikke klare sig selv, måtte have hjælp til alt, både toilet og seng, men ville ikke flytte fra huset.
Læs også: Brev til Puk: Døtrene er der for mig
Så derefter blev min hjælp og besøg kun til en gang ugentligt. Jeg sørgede for, at kommunen kom ind i billedet, hun fik derefter megen hjælp derfra. Alt det, der var lovhjemmel til.
Jeg vil aldrig forlange, at mine børn skulle være der på den måde for mig. Den dag, jeg ikke kan klare mit hus og min have, vil jeg i ældrebolig. Mine børn skal ikke belastes.
Jeg fik tre sønner, men mistede den mellemste i 2015. Han fik som 4-årig diabetes. Han havde en lille gård og var alene med en lille søn, fra denne var tre år. Jeg var derude næsten hver dag, var reservemor til mit dejlige barnebarn i syv år og passede hund og have på gården. Noget, jeg aldrig fortryder. Min søn var i dialyse det sidste halvandet år. De var mit et og alt.
Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset
Det er umådeligt hårdt at skulle stå til rådighed for en ældre mor. Hun kan i det mindste få offentlig hjælp. Det kunne min søn ikke.
Jeg har i tidens løb været meget syg. I 2018 blev jeg alvorligt syg af kræft og er nu i efterbehandling.
Tag aldrig jeres børn for givet. Jeg har ikke på noget tidspunkt fået hjælp fra kommunen eller andre, naboer har aldrig tilbudt hjælp. Selv om jeg selv er for hjælpsom. Mine to andre sønner bor i udlandet.
Kærlige hilsner til dig, Puk, og alle andre. Og tak, fordi du er der.
Betty
Læs også: Puks brevkasse: Snyder jeg min datter?
Kæreste Betty
Jeg tror, jeg ved, hvordan du havde det, da du satte dig for at skrive til mig. Man begynder et sted, og pludselig kan man mærke en masse følelser trænge sig på. Så kommer det alt sammen ud, og man finder ud af, at man egentlig har gået og gemt på en masse.
Jeg tror, vi er lidt ens, dig og mig, Betty. Vi går ikke sådan og taler om, hvordan vi har det, derfor vil jeg også gerne sige dig mange tak, fordi du har skrevet til mig.
Læs også: Puks brevkasse: Vores bror holder ikke vores aftaler
Derefter vil jeg komplimentere dig for at have klaret dit liv så godt, som du har. Du har gennemlevet den største sorg af alle, og du har holdt dig på benene. Det er en meget stor bedrift. Du har gjort dig fri af snærende lænker med folk, der udnyttede din godhed, og du har lært at sige fra og kæmpe for dig selv. Du har tilmed overvundet livstruende sygdom. Du får ug i det hele fra mig.
Dit brev begyndte som en kommentar om hjælp til enlige ældre, men du fortalte mig så meget mere end det, og det er jeg glad for. Tak for din fortrolighed.
Stort kram fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Kan jeg melde pas på den oprydning?
