Slægtsforskning overraskede John og Lis

Lørdag, 18. februar 2017
af Helle Lyngbo. Foto: Jacob Ljørring
- Vi vidste ikke, vi var i familie, siger Lis og John Madsen, der opdagede, at de havde fælles forfædre, da de havde fejret masser af bryllupsdage. Parret er dybt interesseret i slægtsforskning.
Slægtsforskning overraskede John og Lis

Lis og John havde fået to børn og fejret masser af bryllupsdage, før det gik op for dem, at de faktisk er i familie med hinanden.

Lis’ seks gange tipoldefar, Peder Michelsen, der var fæstebonde i Isterød, er selvsamme mand, som John har noteret som sin fem gange tipoldefar.

Slægtskabet er altså på ingen måde problematisk, og det har bare været sjovt at opdage for de to garvede slægtsforskere, Lis og John Madsen.

Læs også: Se, hvor langt vi kom, da vi gravede i Kirsten Siggaards slægt

Fælles om slægtsforskning

– Da den enes familiemedlemmer pludselig begyndte at optræde som faddere ved den anden families barnedåb, var vi klare over, at det nærmede sig, og lige pludselig var den der, siger John om opdagelsen, som formentlig kan findes i en del familier i vores lilleputland. Det er bare de færreste, der som de to opdager det.

Lis og John har tidligere dyrket forskellige hobbies sammen. En årrække interesserede de sig for eksempel for forsteninger, men de sidste to årtier er det slægtsforskningen, der har slugt en masse af døgnets timer, ikke mindst efter at John gik på pension fra arbejdet som typograf og Lis fra støttepædagog-jobbet.

– Det er spændingen og samlermanien, der driver os, men det er langt fra nok bare at finde et navn på en ny slægtning. Der skal boller på suppen. Hvis du kun samler på fødsels- og dødsdatoer, kunne du jo lige så godt samle på bilnumre, griner John, der har fundet både pæne og mindre pæne historier om sine slægtninge.

– Det er da spændende, når man pludselig finder en øjenvidneskildring af, hvordan det foregik, da min tre gange tipoldefars gård brændte. Soldaterne slog murene ind for at redde børnene – ikke vinduerne, for de var kostbare og værd at forsøge at redde, siger John.

Læs også: Slægtsforskning er din private danmarkshistorie

Aktive i slægtsforsknings-café i Hillerød

Ægteparret, der bor i Lystrup ved Slangerup, tager hver anden fredag turen til Hillerød, hvor de er en værdsat del af detektivkorpset på slægtsforskningscafeen på byens bibliotek. Den årlige, lange ferietur til Malta bliver lagt, så det går ud over færrest mulige fredage, for Lis og John vil meget gerne hjælpe nybegyndere på vej ind i slægtsforskningens fascinerende verden.

– John har altid været meget historisk interesseret, og han har trukket mig ind i det, siger Lis og ser ikke spor utilfreds ud.

– Man skal nok være lidt nørdet for at dyrke slægtsforskning, og det er vi så åbenbart begge to, siger John.

Få Johns gode trick til begyndere lige her

Læs om slægtsforskningscafeen i Hillerød her

Læs også: Jane vandt konkurrence og skal i gang med slægtsforskning