Når der bliver hældt en stærk pilsner i glasset, og turen går til det lokale diskotek, sætter Rico Brøndum Jensen sig op på sin scooter og vender snuden hjemad. Det har han gjort, lige siden han som teenager blev nægtet adgang til det ene diskotek efter det andet – for at være for fuld. Men Rico var ikke fuld. Det er nemlig ikke procenterne i ølflasken, der gør, at han snøvler og ikke kan holde balancen, så han bliver nødt til at læne sig fremover, når han går. Det er sygdommen Ataksi. En sygdom, som sneg sig ind ad bagdøren i det lille rækkehus i Svogerslev, da Rico var bare 15 år gammel.
– Fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke gøre de ting, jeg ellers altid havde været vant til, for jeg kunne ikke holde balancen og havde dobbeltsyn. Jeg var ellers en af dem, det bare kørte for. Men pludselig faldt det fra hinanden, siger Rico, der i dag er 45 år.
En ægte superhelt
Selv om Rico i dag trives, har det langtfra altid været sådan. Og det er ikke bare Rico selv, der har været hårdt ramt af, at han har fået stemplet ”syg”. Også forældrene Inger og Allan Jensen og hans søskende Gine på 47 år og Kivin på 40 år har taget deres andel af øretæver. Det har nemlig ikke kun været dørmændene på de lokale diskoteker, som har troet, at Rico var både fuld og påvirket af stoffer. Når Rico kom kørende rundt på sin scooter i den lille by, kunne forbipasserende finde på at stoppe op på fortovet og ryste på hovedet, ligesom lillebror Kivin måtte høre kammeraterne i skolegården tale om, at hans storebror var både fuld og dum.
– Når et barn bliver syg og har brug for al ens opmærksomhed, kommer alt andet i anden række. Det har betydet, at vi i en årrække forsømte i hvert fald Kivin, hvorimod Gine tog ansvar og omsorg for begge brødre. Det er forfærdeligt at tænke tilbage på nu, siger 67-årige Allan.
Hovedet fejler intet
Ataksi var ikke en diagnose, der kom ud af den blå luft, da Rico begyndte at opleve de første symptomer i teenageårene. I mange år løb han i pendulfart mellem forskellige læger, som alle måtte kaste håndklædet i ringen. Ingen kunne pege på, hvad han fejlede. Det var først som 40-årig i 2012, at han fik vished om sygdommen. Ataksi’en er med stor sandsynlighed forårsaget af den Hodgkins sygdom (lymfeknudekræft), som Rico faktisk fik konstateret som ung, samt den efterfølgende stråle- og kemobehandling.
– Sandsynligheden for at vinde i lotto er større end at få Ataksi. Men når det hele er lidt svært, tænker jeg på, at det heldigvis kun er det fysiske, det er gået ud over. Mit hoved er der jo intet i vejen med – det er kun lillehjernen, der er skrumpet til det bare ingenting. Jeg kan sagtens regne, skrive og tænke.
Masser af glæde
Det er Allan og Inger, der har indstillet ham til prisen som hverdagens superhelt.
– Han er en giver, der altid sætter alle andre før ham selv, til trods for at han har en væmmelig sygdom. Han bruger så mange timer hver evig eneste uge på at glæde andre og gøre sådan, at de kan blive ved med at dyrke den sport, både de og han selv elsker så højt, siger Allan.
Den sport er fodbold. Lige siden familien flyttede til byen, da Rico var 6 år, har han været en del af livet i og omkring den lokale klub. Først som almindelig spiller og nu som holdleder og ansvarlig for klubhuset. For selv om Rico i dag er ansat i klubben, går han sjældent hjem, når klokken slår 16, og arbejdsdagen er omme. Han bliver hængende som frivillig – ofte til langt ud på aftenen.
– Nu når jeg ikke længere selv kan spille fodbold, kan jeg stå på sidelinjen som holdleder. Fodbolden har givet mig så meget glæde, så hvis jeg bare kan give lidt af det videre, er det alle timerne værd.
