Oliver og Isabellas navne står sirligt tatoveret på Lailas højre underarm, og snart kommer der også til at stå Tobias.
For Laila Knudsen, 31 år, fra Hurup i Thy er lykkelig mor til tre børn, og det skal naturligvis skrives i tusch. Men det var uhyggeligt tæt på, at Tobias aldrig var kommet til denne verden.
Den lille gut på 5 måneder slår smut med de kuglerunde, blå øjne, gynger frydefuldt i knæene og er aldeles ligeglad med, at han fejler noget så kompliceret, at hans forældre skal tage tilløb for bare at kunne udtale det: en univentrikulær hjertefejl.
For Tobias er verden god, bare han får mad, søvn og kærlighed i rigelige mængder, og det skal Laila og Martin hjertens gerne sørge for. Til gengæld må lægerne på landets sygehuse så sørge for, at der bliver ryddet op inde i venstre side af Tobias’ hjerte, hvor alt ikke er helt på rette plads.
Læs også: To andre mennesker har givet os de største gaver: Deres hjerte
Første fællesbarn
Det opdagede lægerne allerede midtvejs i graviditeten, og Laila og Martin fik det ubarmhjertige valg: Skulle deres længe ventede fællesbarn aborteres? Det ville de uden videre få tilladelse til, selv om Laila var 20 uger henne. Eller skulle de tage chancen og fuldføre svangerskabet og så håbe på, at lægerne bagefter kunne trylle Tobias rask?
– Lægerne sagde til os, at uanset hvilket valg vi traf, ville de støtte os. Vi skulle gøre det, der var rigtigt for os, fortæller Laila.
– Hvis vi valgte at beholde ham, ville de også kæmpe for ham.
Hun var aldrig i tvivl. Martin på 43 år skulle lige vende skråen, for hvad nu, hvis de fik barnet – og så mistede det igen? Ville de kunne klare det?
Men en efterårsdag, hvor meteorologerne havde varslet vindstød af orkanstyrke, fødte Laila deres lille dreng ovre på Rigshospitalet.
Dér var der trygt og vindstille, og fødslen foregik på helt normal vis, altså bortset fra at omtrent halvdelen af Rigets læger stod parat til at tage imod og sikre sig, at Tobias fik alt, hvad han havde brug for fra første færd.
– Jeg fik så meget lattergas, at jeg svarede ”Thylejren”, da jeg blev spurgt, om jeg vidste, hvor jeg var! Pudsigt, for jeg har aldrig været der, siger Laila, som heldigvis snart derefter kom ud af rusen og fik sin søn at se.
– Jeg var blevet advaret om, at han nok ville være meget blå at se på. Men det var han ikke. Han var fin og lyserød som mine to andre børn. Det var lidt underligt, for jeg vidste jo inderst inde, at han var syg, tilføjer hun.
Læs også: Rørende kærlighedserklæring i "X-faktor": Jeg elsker dig, morfar
Ny operation venter
5 dage gammel blev Tobias opereret.
– Operationen tog 8½ time, og vi vidste, at der var en risiko for, at Tobias kunne dø på operationsbordet eller blive hjerneskadet. Men alt gik over al forventning, fortæller Laila, mens hun rutineret skifter ble på guttermanden, som nu er en anelse træt af al den sygehussnak og kandiderer til en middagslur.
På langs af hans brystkasse anes et meget fint og meget langt ar, der vidner om den første operation. Senere i år skal han have endnu en, men meget mindre operation.
Barnevognen står midt i stuen, for Tobias har døjet med for meget sekret i lungerne, og han blev utryg, hver gang han blev lagt ned.
– Jeg kunne jo ikke tage ham op og trøste ham ude i vinterkulden, så vi rykkede barnevognen herind, siger Laila, og efter et par træk og vip frem og tilbage med køretøjet sover dagens hovedperson som på kommando. Oliver på 8 år og Isabella på 10 år er i skole, og der er ro til at få en forklaring på, hvor al Lailas kampgejst kommer fra.
– Dér, siger Laila og peger med tydelig stolthed på Martin, som ikke har fået mange ord indført endnu, for fru Knudsen er absolut den mest talende her i familien.
– Jeg har tidligere været i et meget turbulent forhold, hvor jeg var meget underkuet. Jeg turde ikke at gøre det mindste, men i dag har Martin gjort mig så stærk, at jeg kunne vælte hele verden med min lillefinger, hvis jeg ville, siger Laila og ser ud som én, man ikke skal komme på tværs af.
Martin nikker og medgiver, at Laila var meget lidt selvstændig, og at han måtte skubbe lidt til hende, for at hun blev mere ”voksen” i det.
Læs også: Da Leif fik hjertestop, handlede Lone hurtigt
Tvunget til abort
Og den besked forstod Laila, måske især fordi hun én gang før har mistet Martin, som hun ellers dybest set har været forelsket i, siden hun var 15 år.
Dengang betød de 12 års aldersforskel meget mere end i dag, og Martin, som egentlig var en bekendt af Lailas mor, afviste da også den unge piges interesse i første omgang.
– Jeg mødte Martin første gang, da jeg var 10 år, og da var det sådan ”flyt dig lige, du står i vejen for fjernsynet”-agtigt. Men da jeg blev 15 år, faldt jeg for ham så hårdt, at jeg næsten ikke kunne komme op at stå igen, husker Laila.
Martin må indrømme, at han også blev ramt – og det i en grad, så Laila blev gravid som 16-årig.
– Min far tvang mig til en abort. Han sagde, at jeg godt måtte se Martin bagefter, hvis jeg fik aborten. Og jeg var sådan en godtroende, lille fis, der regnede med, at han ville holde sit løfte. Men han sendte mig på en efterskole langt væk, fortæller Laila.
Hun var så sikker, som kun en teenager kan være det, på, at hendes far ikke skulle have held til at fratage hende sit livs kærlighed.
– Så jeg stak af fra efterskolen og flyttede sammen med Martin. Men det holdt kun en måned, siger Laila, og Martin er enig: Det var aldersforskellen og svigerfars modstand, der ødelagde det.
Midt i sovsen
Begge kom videre i livet med job, nye partnere og børn. Og for fem år siden, da Laila havde slidt sig ud af sit ujævnbyrdige forhold og havde boet alene med børnene i et års tid, tikkede der en Facebook-venneanmodning ind.
– Jeg stod midt i at lave sovs, men den blev aldrig til sovs, griner Laila. For det var Martin, som bare for sjovs skyld ville høre, hvordan det gik med Laila.
Og svip-svap var de to kærester igen.
– Jeg kunne med det samme mærke, at det hele bare havde været pakket væk, følelserne var aldrig forsvundet. Da jeg så ham igen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være ham, siger Laila.
Martin var mere tilbageholdende.
– Jeg var nok bange for, at det skulle gå galt igen. Og hun var stadig ikke sååå moden. Men jeg har vist fået hende trukket op af hullet, siger han med et skævt smil.
Imens trækker Laila Tobias op af barnevognen. Han klukker og er klar til livets udfordringer. Vel venter der en hjerteoperation eller to forude, men hans kampvægt er over fem kilo, og hans familie skal nok sekundere ham hele vejen.
Ja, selv morfar har affundet sig med svigersønnen og står sammen med hele holdet i Hurup. Og nu, de er i gang, bliver holdet i øvrigt udvidet i november, for Tobias skal også prøve at være storebror.
