– Eeej, Pia, dét sagde du bare ikke!
Mettes stemme er tyk af bebrejdelse, men smilet i øjenkrogen afslører, at det også var lidt sjovt, det der, som Pia ikke burde have sagt højt...
Nu er det langtfra første gang, at Pia er lidt til den morbide side, og når sandheden skal frem, kan Mette og Line også godt finde på at være det. For det er et ret usædvanligt firma, som de tre kvinder er i gang med at banke op her midt i Odense. De filter urner!
Det var Line, der kom på idéen, da hendes mor døde for to år siden.
– Min mor ville brændes, og asken skulle strøs ud i Storebælt. Vi fik asken hjem i noget, der mest af alt mindede om en æggebakke. Det blev en fin søsætning, men bagefter slog det mig, at man da måtte kunne filte en urne til dem, der vælger et urnegravsted.
Læs også: En hjerneblødning fik Birgitte til at skifte spor: Fra jordemoder til bedemand
De strikker ikke ret meget
På det tidspunkt havde Line Eskestad, der er grafiker og billedkunstner, og Pia Busk, der er keramiker, i flere år gået ind og ud ad døren hos filtmager Mette Østman, som i sit gamle filtværksted jævnligt afholdt filtecafé.
– Pia og jeg er med i en lille klub, der hedder ”Strik og drik”, fortæller Line i et forsøg på at få historikken på plads, men for præciseringens skyld må Mette lige indskyde et ”de strikker ikke ret meget i den klub!”. Line overhører Mette og fortsætter uanfægtet:
– På et tidspunkt lavede vi en ekskursion til Mettes filtecafé...
Læs også: Karin har sluttet fred med døden
Omsorg for naturen
Siden dét arrangement har Mette hverken kunnet eller villet slippe af med de to, og med årene har hun endda lært dem de fleste af filtningens finesser.
Og da Line, 57 år, kom med sin skæve idé om filtede urner, rullede Pia, 61 år, og Mette, 60 år, ikke spor med øjnene; de smøgede bare ærmerne op og gik i gang.
For alle kunne pludselig se, at andre også måtte kunne synes om en urne af uld. Den kan filtes i de farver og med den dekoration, som passer til den afdøde.
– Desuden er uld et fantastisk materiale, når man vil vise omsorg for naturen. For uld skaber ikke affald. Den bliver bare til muld. Især det naturfarvede danske uld, som vi bruger meget af, er helt i pagt med naturen, understreger Mette.
Læs også: Mor og datter driver forretning sammen: Skændes vi, er det kun for sjov
Fik gode råd
Med et slidt udtryk har de tre været på noget af en ”rejse”, siden Lines flygtige idé fangede an. For urnerne skulle have et udtryk, som de alle kunne stå inde for, og så skulle de have alt det praktiske og det forretningsmæssige på plads.
– Vi har sparret meget med krematoriet og med flere bedemænd og -damer i Odense, de har alle været en virkelig stor hjælp for os, siger Pia.
For der skal tænkes helt ned i de små og ømtålelige detaljer, når et nyt og så anderledes produkt skal på markedet. Som for eksempel påfyldning af asken. I Odense bliver urnerne fyldt manuelt, men andre steder i landet er det en proces, som foregår maskinelt, og så skal urnen jo kunne passe ind i maskinen.
Et andet eksempel er uldens nedbrydningtid. De fleste kirkegårde kræver, at en urne er nedbrudt efter 10 år, og her har kvinderne konsulteret en arkæolog, som har forsikret dem om, at ulden vil være nedbrudt langt hurtigere.
– Jeg har også haft gravet uld ned mellem mine kartofler i kolonihaven, og vi har sikret os, at der ingenting er tilbage, indskyder Pia.
Læs også: Henriette valgte at blive bedemand
Den skrappe
I selve den kreative proces har det i øvrigt været keramikeren i Pia, som har været den skrappe, når det gælder urnens ”fod”.
– Jeg har været efter de andre, hvis urnerne har fået for markante fødder, der skal være en glidende overgang…
– Hm, skal det nu også udpensles i bladet, hvor dårlige vi var til det, lyder det overdrevet forurettet fra Line, og så genlyder det gamle modelsnedkerværksted igen af latter. For som de tre, der ynder at kalde sig for ”det grå uld”, gerne siger: – Vi går ikke grædende på arbejde.
Svært at lave fejl
En stor gruppe flexjobbere har også deres gang på Mettes Filtværket, for uld har vist sig at gøre godt for mennesker, som af den ene eller anden grund har fået for meget bagage med sig til at kunne være fuldtidsarbejdende.
– Vores projekter kan deles op i mange små, og det giver god mening at komme på arbejde, selv om det kun er i få timer. Filtning er en god proces, hvis man er stresset. Det er dejlige farver, det er sanseligt, det er formbart, og det løber ingen steder. Når man arbejder i ler, kan det hele pludselig klaske sammen, fordi man har drejet det for tyndt.
- Det sker ikke med ulden. Vi kan rette op på meget undervejs. Og skulle det alligevel gå galt, kan filten blive til såler i et par gummistøvler. Eller vi kan putte det ind i dem der, siger Mette og peger over på et par numsestore strandsten.
Når man piller lidt ved stenene, opdager man, at de langt fra er så hårde i filten, som de ser ud til at være – for de er af filt! Det gælder i øvrigt overalt på Mettes værksted: Det er ikke muligt at nøjes med at se med øjnene, man må lige hen og gramse lidt.
I et hjørne hænger en gren med røde æbler, og dem kan man endda næsten finde på at sætte tænderne i, så sprøde og indbydende ser de ud.
Læs også: Birgitte plantede en skov: - Jeg giver jorden tilbage til naturen
Stilke-triller
– Det er en af flexjobberne, der laver stilkene. Hun har ikke armkræfter til at filte, men hun kan trille ulden til stilke. Det er fantastisk, for ellers skulle jeg jo selv have brugt tiden på det, og jeg kan hverken gøre det hurtigere eller bedre, end hun kan, fortæller Mette.
– Endnu optræder stillingsbetegnelserne ”stilke-triller” og ”urne-skrumper” ikke i ”Hvad kan jeg blive?”-bogen, men det kommer nok en dag, siger Line og ler.
Den sidste titel hentyder til, at filtning er at få ulden til at krympe. Når man starter med at lægge uld op til en urne, er den halvanden gang større, end den skal ende med at blive. Med varmt vand, sæbe og bearbejdning med hænderne får man fibrene til at filte sammen. En lidt hårdere behandling, valkningen, får ulden til at krympe endnu mere og blive stærk.
Læs også: Kan jeg gå til fødselsdag uden at gøre gengæld?
Kyllingen, killingen og kællingen
Processen er delt i tre: Kyllingen, killingen og kællingen. I den første tager man uendeligt blidt fat og aer ulden, som var den en nyklækket kylling. I den næste tager man fat, så det kan mærkes, og i den sidste kan ”kællingen” tåle, at man er en tand grovere.
Det er processer, som næsten alle kan være med i, fra mindre børn til ældre og demente. Mette er oprindeligt uddannet pædagog, og hun nyder at arbejde med alle grupper.
Og med alle former for emner: lamper, skåle, tevarmere, tasker, indkøbsvogne, siddepuder, sutsko, fugle... ja, selv det, trekløveret kalder vegetarskind, laver de: Her er fåret blevet klippet, ikke slagtet, og det er filtningen, og ikke hud, der holder skindet sammen.
– Med urnerne synes vi, at vi har skabt et venligt og rart produkt. Midt i det sørgelige er det en god tanke, at urnen er blød og varm. Det har også vist sig, at urnerne kan være med til at blødgøre tabuer, for flere har fortalt, at de har lettere ved at tage fat på samtalen om ”min sidste vilje”, når de har set vores urner, siger Mette.
Læs også: Jeg har altid drømt om at blive landmand
