Når man bor på plejehjem, kan dagene sommetider blive en smule ens. Stedet og menneskene er de samme, og der er ikke meget råderum til at komme ud og se den verden, der er lige uden for døren. Sådan var det i hvert fald for Valborg Lægteskov, 98 år, som har boet på plejehjem i indre København i tre år.
Da hun flyttede ind, var hun alene, for hendes mand, Preben, var død 16 år tidligere.
– Jeg har jo nået en alder, hvor mine venner også er begyndt at forsvinde fra mig. Desværre. Så det hele kan godt føles lidt ensomt her på plejehjemmet, siger Valborg, mens hun kigger ned i sine hænder.
– Mine børn og børnebørn bor her i byen og er gode til at komme og besøge mig. Men de har jo også travlt med deres, så dagene kan blive noget så lange, tilføjer hun.
Læs også: MC mod mobning - den dag fik Rune 123 larmende venner
En ny mand
Men for to et halvt år siden kom en ny mand ind i Valborgs liv. Han hedder Nicholai Valbak og er 68 år yngre end hende. De to skulle ud at cykle en tur sammen, fordi han havde meldt sig som frivillig cykelpilot på projektet Cykling uden alder.
Nicholai har lært hjemmefra, at det er vigtigt at gøre noget godt for andre, så da en af hans veninder fortalte om projektet, var han straks interesseret.
– Jeg kan selv godt lide at cykle, bevæge mig og komme ud i den friske luft. Så da jeg hørte, at jeg kunne give en ældre person muligheden for det samme, meldte jeg mig som frivillig, siger han.
At den beslutning skulle ende med et venskab og langt over 100 cykelture, havde ingen forudset. Men sådan blev det, og Valborg og Nicholai har ikke i sinde at stoppe med at cykle foreløbig.
Læs også: Det er aldrig for sent at få nye venner
Minderne kommer tilbage
Når man som Valborg har nået en alder, der er tæt på 100 år, kan det være svært at huske, hvad man lavede i går, hvem der hjalp en op i morges, eller hvornår man sidst havde besøg af sine børn. Én ting ved hun dog med sikkerhed: Når det er torsdag, kommer Nicholai, og så skal de ud og cykle.
– Jeg glæder mig altid sådan, til han kommer. Vi er så gode venner, og jeg hygger mig altid, når vi er ude og cykle, siger hun.
Foruden den friske luft og det hyggelige selskab bringer deres cykelture også andet godt med sig. For når Valborg sidder på cyklen, og Nicholai træder i pedalerne, dukker minderne op fra for eksempel dengang, Valborg var ung sygeplejeelev på Rigshospitalet under 2. verdenskrig samt andre gode anekdoter.
Læs også: Skoleelever besøger plejecenter: Vi er de bedste venner
Et andet syn på livet
– Det lyser ud af øjnene på Valborg, når hun først begynder at fortælle. Og det gør hun meget… Og længe, fortæller Nicholai og smiler til sin cykelmakker.
De bryder begge to ud i latter, og Valborg tilslutter sig det, Nicholai siger. Hun har mange historier.
– Når man er 98 år, har man også en stor samling, tilføjer hun.
– Jeg lærer meget af at være sammen med Valborg, for hun giver mig et andet syn på livet. Det har man sommetider brug for, siger Nicholai.
Læs også: På madskolen får vi stegt flæsk og nye venner
Ser mulighederne
Noget af det, Valborg fortæller Nicholai hver gang, er, at man skal huske at være positiv.
– Det er vigtigt at se muligheder i stedet for begrænsninger, siger Valborg.
Og det er lige præcis, hvad Valborg altid har gjort. Da hendes mand døde, stod hun pludselig alene, for deres tre børn var for længst fløjet fra reden. Hun rykkede derfor teltpælene op fra deres hus i Odense og flyttede til en lejlighed København, så hun kunne komme tættere på familien og opleve sin gamle studieby på ny.
– Jeg ville stadig opleve noget, og når nu Preben ikke var der mere, havde jeg ikke noget at lave i Odense. Så jeg måtte jo flytte mig for at prøve noget nyt.
Hun boede i lejligheden i 16 år, men efter et fald, hvor hun kom voldsomt til skade og endte i kørestol, måtte hun erkende, at hun ikke mere kunne klare det hele selv, og hun kunne ikke være afhængig af børnenes hjælp, så hun flyttede på plejehjem. Heller ikke det slog Valborg ud.
Læs også: Ole flyttede på plejehjem: Fire af ugens syv nætter sover Margit hos ham
Plads til to på cyklen
– Det nytter ikke noget at sidde og surmule. Dengang jeg var sygeplejer, mødte jeg så mange triste mennesker. Dem fortalte jeg også, at det ikke nyttede noget at være sur. Da jeg så selv blev syg, måtte jeg jo huske mine egne ord, siger hun.
Det kan dog være svært altid at huske det positive sind, når meget af ens dagligdag handler om medicintider og plejebesøg. Men tanken om, at Nicholai kommer hver torsdag, hjælper gevaldigt på at holde humøret højt.
Engang havde Valborg glemt, at Nicholai skulle komme, så hun havde arrangeret et besøg af et af sine børnebørn. Da Nicholai dukkede op, mens barnebarnet var der, så Valborg også muligheden i stedet for begrænsningen.
– Der er plads til to på Nicholais cykel. Så det endte med, at han cyklede rundt med os begge. Det var sådan dejlig en tur, fortæller Valborg.
Læs også: Jørgen og Margit mødte hinanden sent i livet
Ud til vandet
Når de to cykler sammen, kommer de rundt i hele byen. Der er dog nogle bestemte steder, de holder særligt af at trille forbi. Tit kører de ud til vandet. De er begge vokset op ud til vand, så når de er der, dukker en masse dejlige minder frem, som de glædeligt deler med hinanden.
– Man kommer til at kende hinanden godt, når man cykler sådan nogle ture. Og når vi så samtidig ser så meget smuk natur, er der også meget tid til at reflektere over alting. Og så er det egentlig meget skønt at have Valborg ved siden af mig, der kan sætte mine tanker i perspektiv, siger Nicholai.
De mødes i endnu et venskabeligt blik, og smilet breder sig i Valborgs ansigt, når hun hører Nicholai fortælle om deres ture. Hun aer ham blidt på hånden, og så bliver de enige om, at nu skal de også afsted på tur.
– Vi skal ud og have is. Så må vi se, om jeg er for mæt til aftensmad, når vi kommer hjem igen, siger Valborg med et stort smil og vinker farvel, mens hun og Nicholai endnu en gang cykler ud i de københavnske gader.
