Fra Birkerød til Nuuk
- Danmark, Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland, Frankrig, Spanien, Grønland, Ægypten, Sverige og England. Det er eeellleve lande, lyder det fra Emil med et stolt tryk på facit!
Han har fået en globus i julegave og har stor rutine i at opremse og udpege alle de mange lande, han har været i i sine snart ni leveår.
- 2 + 2 er 4, 4 + 4 er 8, 8 + 8 er 16, 16 + 16 er 32 ... Lillebror fortsætter med multiplikationerne, til tallene bliver trecifrede. For Bertram skal ikke stå tilbage for storebror og er vist rigtig godt klædt på, til han skal starte i 1. klasse efter sommerferien.
Med deres flotte rødlokkede manker kunne brødrene snildt gå for at være efterkommere af nordboernes høvding på Grønland, Erik den Røde. De er i hvert fald både rejselystne og nysgerrige, og det er perfekt, eftersom de i februar forlod velkendt land og flyttede til Qinngorput, en forstad til Grønlands hovedstad, Nuuk.
Sammen med deres forældre, Ea og Karl Fritjof Krassel, har de sagt farvel til bøgegrene og sandstrande og er startet deres eget nordatlantiske familieeventyr. Her i deres nye hjemby serveres der hvalkødsovs og tørret fisk, og bobslæder og ski er i brug helt ind i juni måned.
- Vi har aldrig haft lyst til at binde os til et hus, så det var relativt nemt for os at komme fra vores lejebolig i Birkerød, da chancen bød sig, siger Karl Fritjof.
Læs også: Belinda har kræft: - Jeg er så glad for at leve
Drengene fungerer som brohoved
Han er fra 33 og fra Ikast, Ea er 35 og fra Korsør, og de traf hinanden på et kollegium i Aarhus for 13 år siden.
- Da jeg var gravid med Emil, boede vi et halvt år i Frankrig, og vi har nok altid vidst, at vi ville prøve at bo et sted ude i verden igen, siger Ea.
Det var Karl Fritjof, der fik arbejde i Grønland først - han er økonom og ansat i et vikariat i departementet for uddannelse. Men kun tre uger efter at familien var kommet til Nuuk, fik Ea, der er cand.it. også arbejde på borgmesterkontoret.
- Vi kan mærke, at grønlænderne er vant til at byde nye velkomne, de er meget åbne.
- Drengene kommer automatisk til at virke som et brohoved i forhold til grønlænderne. Vi vil helst ikke kun færdes i cirkler med andre danskere eller halvdanskere, men også gerne i kontakt med grønlændere. Derfor har vi valgt at lade drengene gå i kommuneskolen, og vi har meldt dem til fodbold og gymnastik, siger Karl Fritjof.
Han og Ea er klar over, at deres drenge måske ikke bliver så udfordret på det faglige, mens de er i Grønland, men til gengæld er det en stor social mundfuld for dem at komme til et land, hvor de slet ikke forstår sproget.
- Vi tror, at det er sundt for dem, og de har klaret det rigtigt godt og kommer stolt hjem og fortæller, hvilke nye grønlandske ord de nu har lært.
Læs også om Anne: - I Grønland er jeg lille på den gode måde
Se det fine galleri om familien herunder
Vi elsker Grønland


Velkommen til Grønland
Et af de første glimt af Grønland fra flyet.
Foto: Søren Lamberth


Hvem mangler en cykel?
Vinteren 2016/2017 var den mest snefyldt i både mands og kvindes minde. I Nuuk lå der masser af sne i maj - selv cyklerne var svære at finde.
Foto: Søren Lamberth


Til lykke til Eli-Salik
Solen skinnede over Eli-Salik Andersen, da han først i maj blev konfirmeret i Hans Egede Kirken i Nuuk. Efter højtidligheden ventede gaver og kaffemik - og hans fem kusiner kiggede endda beundrende på ham. Fra venstre er det Rita, Erika, Malou, Ayla og Bibi.
Foto: Søren Lamberth


Godt med farver
Den grønlandske natur er ret så "naturfarvet", så mange huse har festlige farver. I gamle dage kunne man se på husene, hvilken funktion de havde. Hospitaler var for eksempel altid gule.
Foto: Søren Lamberth


Koldt for de små pusselanker
Selv om solen skinner, er isen hård at gå på. Men det er der råd for...
Foto: Søren Lamberth


Smukke Nuuk
Grønlands største by set fra Godthåbsfjorden.
Foto: Søren Lamberth


Malerier på gavlene
Mange af de store blokke i Nuuk er smykket med flotte gavlmalerier af grønlændere.
Foto: Søren Lamberth


Ikke så ringe endda
Tørfisk er en af grønlændernes yndlingsspiser - og det er faktisk meget mere lækkert end syddanske maver er tilbøjelig til at tro.
Foto: Søren Lamberth


Kultur fra barnsben
Et glimt fra Nuuks dejlige kulturhus - med små børn, der omtrent får kulturen ind med modermælken.
Foto: Søren Lamberth


Myggedalen og Sermitsiaq
Et af de mest anvendte motiver i Nuuk - og det er der ikke noget at sige til. Boligkvarteret Myggedalen i forgrunden og byens vartegn, Sermitsiaq, i baggrunden.
Foto: Søren Lamberth


Evig is
Sermitsiaq, der betyder "evig is", set fra en lidt anden vinkel. Fjeldet ligger på en ø 14 km nordøst for Nuuk, men på grund af det klare sigte ser det altid ud, som om man lige kan række ud efter bjergsiden. Fjeldets danske navn er "Sadlen".
Foto: Søren Lamberth


Is på vandet
Iskosser glider langsomt ud mod det store hav.
Foto: Søren Lamberth


Uhm, det er godt
Skindet fra en havkat smager omtrent som flæskesvær!
Foto: Søren Lamberth


En sidste hilsen
I udkanten af Nuuk ligger den store kirkegård.
Foto: Søren Lamberth


Som et maleri
Fantastiske farver på himlen.
Foto: Søren Lamberth


Rødt og hvidt
Grønland og Danmark er bundet sammen af lang tids historie.
Foto: Søren Lamberth


Her starter indlandsisen
Fra Kangerlussuaq (tidligere Søndre Strømfjord) er der ikke ret langt ind til indlandsisen.
Foto: Søren Lamberth


Tak for denne gang
Ventesalen i lufthavnen i Kangerlussuaq ligger - også - udenfor, så i ventetiden mellem flyene kan man slikke sol. Her er det Familie Journals øh så hårdt arbejdende reportagehold...