Vi hylder fantastiske Dirch

Tirsdag, 26. oktober 2010
af Redaktionen -Foto: All Over
I næste uge markerer vi 30-året for Dirch Passers død med en forrygende gave til læserne: Frøken Nitouche. Den slår fast, at den geniale komiker besad en sprælsk musikalitet og en stor sangstemme

Af Johan Isbrand

Den daværende direktør for Cirkusrevyen, Povl Sabroe, er citeret for at have udtalt, at Dirch hadede at synge. I så fald må man sige, at den komiske kæmpe skjulte det godt. Hvad enten han udfoldede sig på scenen eller lærredet, havde han næsten altid et sangnummer eller to.

Tag vores Dirch-quiz herMusikalsk og komisk topform
I den glansrolle, Familie Journals læsere kan nyde ham i på den dvd, der følger med bladet som gave i næste uge, synes han slet og ret at befinde sig som en fisk i vandet: "Frøken Nitouche" frit efter franskmanden Florimond Hervés operette "Mam'zelle Nitouche" er et højdepunkt i hans karriere.
Han er i komisk og musikalsk topform fra start til slut. Og han synger vel at mærke de prægtige ørehængere selv. Modsat frøkenen selv, i skikkelse af Lone Hertz, som får hjælp på filmens lydspor, hvor Katy Bødtger lægger sangstemme til rollen.

Enestående talent
Dirch Hartvig Passer blev født på Østerbro den 18. maj 1926. Moderen var bidt af teater og dilettantkomedie, men Dirchs drømte om at stå til søs som sin far. Dog døjede han med søsyge.
På Søfartsskolen spillede han imidlertid amatørteater med stor succes. I 1944 debuterede han som professionel teaterskuespiller, og tre år senere begyndte filmrollerne at vælte ind.
Dirch kunne mange ting som skuespiller, men det blev hurtigt klart, at han havde et enestående talent for det sjove.