Voksenven for livet

Onsdag, 15. september 2010
af Redaktion
Karl og Martin har mødt hinanden gennem foreningen Børns Voksenvenner, og de to er blevet så knyttet til hinanden, at mange tror, de er far og søn
Foto: Jacob Ljørring
Foto: Jacob Ljørring

Karl på 12 år var utrøstelig, da hans dejlige far pludselig døde af et hjertestop. Hans mor, Linda Faurholt, tog derfor kontakt til Børns Voksenvenner, og her fandt Karl en ven for livet.

De tror, han er min far
Karls voksne ven hedder Martin Glarvig, og kemien mellem de to har været lige i øjet fra første færd. De har været venner i godt et år, og det er tydeligt, at de trives godt sammen.
- Når vi er i byen, er der mange, som tror, at Martin er min far, og det er ikke altid, vi gider forklare det, siger Karl, og Martin bekræfter deres nære venskab. - Det har overrasket mig, hvor stærkt man knyttes til hinanden, så mig kommer du ikke til at slippe for foreløbig, siger han henvendt til den 12-årige dreng.

Linda Faurholt og hendes tre børn, 12-årige Karl, 11-årige August og Ellen Sofie på fem år har fået harmoni i hverdagen igen efter nogle svære år

Glad for mandlig påvirkning
Karl og Martin deler en passion for fart og hurtige biler, og de tager ofte sammen på gokartbanen. Her kører mand og dreng som død og kritte, og Linda er glad for de vilde aktiviteter og mandlige relationer, som de to har sammen.
- Jeg kunne mærke, at det var svært at følge med som mor, da Karls far døde. Jeg tænkte på, hvad der skulle blive af ham, hvis han ikke oplevede hele den mandlige påvirkning, siger Linda.

Var med til 40-års fødselsdag
De to venner mødtes også hen over juledagene i fjor og udvekslede pakker, og da Martin for nylig var på forretningsrejse til USA, havde han smarte sko og T-shirts med hjem. Venskabet er sågar så nært, at de to deltager i hinandens familiearrangementer.
- Karl var med til min 40-års fødselsdag, og han holdt en tale for mig foran 80 mennesker, han aldrig tidligere havde mødt, fortæller Martin stolt. - Min mormor hjalp mig, så den rimede, tilføjer Karl beskedent.

Af Anne Kjøge

Læs også:

Daimi sætter stadig sin hat, som hun vil

Friskolen blev Jacobs redning

Gode naboer hjalp, da kræften slog ned