Min svigerfars død forandrede fuldstændig min mand

Niels og jeg havde delt over 30 år sammen. Vi kendte hinanden så godt, som man kun kan gøre, når man har elsket nogen i næsten hele sit voksne liv. Vi havde haft et lykkeligt og tilfredsstillende ægteskab, og vi skulle tilbringe resten af ​​vores liv sammen. Det var jeg sikker på.

Men så skete det, som så ofte ser ud til at ske, når man tager tingene for givet. Livet kommer i vejen, og intet bliver som planlagt. Da Niels og jeg fik problemer, blev jeg chokeret og bange. Hvad hvis den krise, vi pludselig befandt os i, ville knække vores ægteskab?

Det startede, da hans far døde. Min svigerfar havde ikke været en simpel person. Han havde ikke været nem at have som far, og han havde ikke været nem at elske. Han var grov og ubehagelig på en måde, der ofte gjorde ondt.

– Man skal ikke forkæle tæver og unger, sagde han ofte. Det er det, der er galt med samfundet i dag!

Jeg havde altid haft det svært med ham. Ikke mindst fordi Niels' barndom var præget af hårde ord og mangel på kærlighed.

Men da min svigerfar fik børnebørn, skete der noget. Bag den kolde facade var der pludselig en uventet glæde. Han kunne bryde ud i grin af noget, børnene sagde, eller kramme dem med akavet ømhed. Niels så alt det, og jeg tror, ​​det vakte en længsel i ham. Den lille dreng, der aldrig modtog sin fars kærlighed, så en chance for endelig at blive bekræftet.

Sådan blev det dog ikke. Min svigerfar var aldrig i stand til at ændre sin adfærd over for sin egen søn. Det var kun børnebørnene, han syntes i stand til at vise kærlighed. Mod Niels var han lige så tvær som altid. Og så døde han.

Han var 72, da han fik et massivt hjerteanfald. Alt gik meget hurtigt, og der var ingen mulighed for at sige farvel. Min svigerfar havde aldrig været tæt på mig, men jeg sørgede over, at vores børn havde mistet deres farfar, og Niels havde trods alt mistet sin far. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvor hårdt det ramte ham.

Ved begravelsen var Niels stille og fattet. Han sagde ikke et ord ved kisten, og han græd ikke hele dagen. Det var let at tro, at tabet ikke havde sat nogen dybere spor. Jeg tænkte, at han måske endda var lettet over ikke længere at skulle håndtere problemerne med deres dysfunktionelle forhold.

Efter begravelsen ville han ikke tale om den og heller ikke om sin far.

– Der er ikke noget at sige, sagde han. – Han var jo aldrig som en far for mig.

Niels og jeg har to børn, Frederik og Sofie. Da deres farfar døde, var Frederik 22 og Sofie 19. Året før var Frederik flyttet hjemmefra og boede nu sammen med sin kæreste. Få måneder efter begravelsen var det Sofies tur til at forlade hjemmet. Hun skulle studere i en anden by.

Efter begge børn flyttede, blev huset så stille og tomt. Årene med grin, råb og løb op og ned ad trapperne var forbi. Det var en stor forandring. Vi savnede endda den der irriterende musik, som vi altid var nødt til at bede dem skrue ned for. Men i månederne efter overskyggede noget andet mit tab. Jeg blev mere og mere bekymret for Niels. Han var ikke sig selv.

Niels havde aldrig været et særlig socialt menneske, men nu trak han sig tilbage på en måde, han aldrig før havde gjort. Han foretrak at være ude i haven, når naboerne var væk, og han ville have, at jeg skulle løbe ærinder og handle, så han ikke stødte på nogen, han kendte. Da en af ​​vores nære venner fyldte 50, ville han ikke med til festen.

– Men hvad skal jeg fortælle dem? spurgte jeg. – Er du syg?

– Jeg er for træt, sagde han og trak på skuldrene.

– Sig, hvad du vil.

Det var, som om han ikke brød sig om noget mere. Som om gnisten var gået ud. Det skræmte mig. Jeg talte med venner og kolleger i håb om, at nogen kunne hjælpe mig med at forstå, hvad der foregik. De fleste troede, det var en efterreaktion på faderens død.

– Selv om det måske ikke virkede sådan, må det have tæret på kræfterne, sagde en af ​​mine bedste venner. – Det var trods alt hans far, der døde. Uanset hvilket forhold de havde, er det ikke noget, man bare ryster af sig.

Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, mens andre mente, det var en midtvejskrise. Måske skulle han skifte job? Finde noget nyt og inspirerende? Nogle havde sikkert mistanke om, at det var ægteskabet, der var problemet, selv om de ikke ville sige det højt.

Det troede jeg slet ikke, i hvert fald ikke i starten. Efterhånden som månederne gik, uden at noget blev bedre, begyndte grimme tanker at rejse deres hæslige ansigter. Hvad hvis der var noget sandhed i det, som folk ikke ville sige højt til mig? Hvad hvis de vidste noget, jeg ikke vidste? Han havde vel ikke fundet en anden?

I dag, når jeg ser tilbage, føles det så dumt. Måske skulle jeg have forstået det bedre, men jeg er kun et menneske. Da Niels ændrede sig og samtidig nægtede at tale med mig om det, var det svært at være immun over for bekymring og mistanke?

Til sidst kunne jeg ikke holde det ud. Først havde jeg ladet ham være i fred, så havde jeg forsøgt at tale med ham. Jeg havde fortalt ham, at situationen var stressende for mig, men jeg fik ikke noget svar. Han blev bare irriteret, gik ud og smækkede døren efter sig.

En dag mistede jeg besindelsen og beskyldte ham for at være egoistisk og ikke at overveje, hvor dårligt hans opførsel fik mig til at føle. Vi skændtes på en måde, vi ikke plejede.

– Det eneste, jeg beder om, er, at du lader mig være! råbte han. – Skal det være så forbandet svært?

Herefter blev huset endnu mere stille. Når han ikke var på job, var han ude i garagen eller arbejdede på noget i haven. Vi havde en periode med usædvanlig meget sne, og han skovlede for både os og vores naboer. Det var, som om han gjorde alt for at trætte sig selv og undgå at være indendørs med mig.

En dag løb han tør for energi. Han kunne ikke komme ud af sengen og blev tvunget til at melde sig syg. Han fik feber og hoste, og det blev gradvist værre. Da han fik kulderystelser og vejrtrækningsbesvær, lykkedes det mig at få ham på skadestuen. Han havde en alvorlig lungebetændelse og blev indlagt.

Det føltes tungt at have en ting mere at bekymre sig om, men det blev vendepunktet. Jeg sad sammen med Niels den aften, og han så helt udmattet ud. Pludselig gik det i stykker for ham, og han begyndte at græde. Han græd og græd. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Først skræmte det mig, men da han fortalte mig, hvordan han havde haft det i det seneste år, begyndte jeg endelig at forstå, og det var en kæmpe lettelse.

– Jeg følte sådan en vrede, da han døde, at det næsten skræmte mig, sagde han.

– Samtidig var jeg så frygtelig skuffet. Det var så bittert at indse, at min far og jeg aldrig ville kunne løse noget, at det var for sent.

Mens han forsøgte at håndtere sin fars bortgang, og alle de følelser, det gav anledning til, var Sofie flyttet hjemmefra og kommet videre i livet. Da børnene var væk, havde han følt sig tom, som om han ikke længere havde en vigtig funktion at udfylde i deres liv. Det var blevet endnu en følelsesmæssig udfordring, og han, der allerede var ude af balance, vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det.

Han havde kæmpet med depression, uden jeg vidste det. Han havde forsøgt at bide tænderne sammen og komme igennem det, at være stoisk og "mandig", og jeg tror, ​​han skammede sig over det, han nu havde sagt, som om det gjorde ham svag.

Jeg tog hans hånd i min.

– Jeg er så utrolig lettet over endelig at forstå, hvad du har været igennem. Jeg er ked af, at du skulle have det sådan, og at jeg ikke forstod bedre …

Han klemte min hånd. Det var et af de vigtigste øjeblikke i vores ægteskab.

Alt blev bedre efter det. Niels fik tilbudt samtalestøtte på sygehuset og tog imod det. Det hjalp ham. Han og jeg kunne også tale sammen som før eller måske endnu bedre. Det, der var sket, havde bragt os tættere på hinanden.

Da han blev udskrevet og fik lov til at komme hjem, var vi i en vidunderlig fase. Vi værdsatte alt på en dybere måde og følte os så taknemmelige for at have hinanden og vores familie. Fremtiden føltes lys og inspirerende. Niels fortsatte med at gå i terapi. Børnene kom hjem af og til og fyldte huset med latter og musik. Nu savnede vi ikke længere musikken, når de gik hjem.

Niels helede aldrig forholdet til sin far, men han fik en ny chance med sin mor. Gennem årene havde han båret en masse vrede mod hende over, at hun ikke var i stand til at beskytte Niels mod faderens onde ord, at hun ikke forlod faderen og dermed gav dem chancen for et anderledes liv.

Min svigerfars opførsel havde skræmt de fleste væk, så da han døde, blev min svigermor et ret ensomt menneske. Vi begyndte at bruge mere tid sammen med hende. Nu spiste hun middag hos os om søndagene og hjalp os og vi hende. Den slags liv, Niels ville ønske, hun havde givet ham, da han var barn, måtte han nu give hende i stedet. Jeg tror, ​​hun satte stor pris på det.

Måske skulle jeg have lært ikke at tage noget for givet, men jeg har aldrig været mere sikker på, at Niels og jeg hører sammen. De tilbageslag, vi har stået over for, har kun gjort det tydeligere. Jeg tager ikke den kærlighed, vi har, for givet, men jeg stoler på den, og det er sådan, jeg vil leve.