Er der én ting, Rasmus Bjerg ikke behøver at forklare, så er det, at han elsker mennesker. Sjældent føler man sig i så kærligt og afslappet selskab som sammen med den populære skuespiller og showman.
– Mennesker er jo dybt interessante, og for mig er der overhovedet ingen forskel på, om det handler om bumsen nede på hjørnet eller forretningsmanden, der tjener ti millioner om året. Det eneste, det handler om, er, at folk er ærlige og hviler i sig selv og det, de nu engang er.
Evnen til at se ind under huden på stort set alle typer af mennesker har bragt Rasmus rundt på Danmarks scener inden for næsten alle udgaver af underholdning.
Læs også, hvad kærligheden betyder for Rasmus Bjerg
Appetit på det hele
– Som ung lavede jeg alt muligt forskelligt børneteater, og jeg vidste i en temmelig tidlig alder, at det var skuespillervejen, jeg skulle gå. I 2000 blev jeg uddannet fra Statens Teaterskole og lavede de efterfølgende år en masse teater både på Aalborg Teater og Det Kongelige Teater, hvor jeg i 2011 blev fastansat.
Ud over arbejdet på de skrå brædder involverede Rasmus sig også i både film og tv-serier.
– Jeg har aldrig haft følelsen af kun at høre til hér eller dér, men tværtimod haft stor appetit på det hele. Så længe noget er sjovt og giver god mening, så er jeg klar!
Det vil føre for vidt at nævne alt, hvad Rasmus har haft fingrene i, men at hans evner spænder lige fra ”Kældermennesket” af Dostojevskij over den satiriske tv-serie ”Anstalten” til utallige børnefilm, Cirkus Summarum og ikke mindst Mr. Poxycat, siger lidt om hans alsidige interesse.
– Mr. Poxycat er nok det projekt, der altid vil stå helt specielt i min bevidsthed og i mit hjerte. At skulle lege så meget og gennemgående var helt fantastisk. Og så nyder jeg i øvrigt virkelig at lave mine onemanshows.
Herre i eget hus
Trangen til at stå alene på scenen og selv bestemme farten fik Rasmus efter en tid med rigtig mange teaterjobs.
– På teatret har alle jo en fantastisk energi i begyndelsen, men til sidst følte jeg, at jeg stod og spildte både min egen og andres tid ved at gøre noget igen og igen, som andre havde givet mig besked på. Jeg følte mig faktisk som en daglejer, og der opstod et behov for at blive herre i eget hus. Jeg ville frem for alt ikke ende med at blive bitter og miste lysten og overblikket, så jeg måtte ud af teaterverdenen for en tid.
Rasmus blev selvstændig og opdagede, at han sagtens kunne opnå succes alene.
– Det var en lettelse, at jeg ikke behøvede at sidde og vente på, at telefonen skulle ringe. Nu kunne jeg selv tage affære, og det gik rigtig godt.
Ikke mindst de populære og bramfrie onemanshows blev en kæmpesucces.
– Efter alle de år med skuespil har jeg jo fået nogle kilometer i benene, og jeg har lært, at for mig fungerer det bedst, når jeg går på scenen præcis som den, jeg er lige nøjagtig den dag. Det betyder, at jeg laver små nuancer, når jeg optræder, fordi man naturligvis ikke har det helt ens hver eneste dag. Men jeg synes, det gør min optræden mere ærlig, og det er jo én selv, der er det instrument, man har at gøre godt med.
Skuespil er ren leg for Ellen Hillingsø
Kaldt voldspsykopat
Rasmus fik inspiration til sit første show efter en meget alvorlig hændelse.
– Jeg oplevede jo en rædselsfuld episode i 2010, hvor jeg blev meldt til politiet for vold. Men heldigvis viste det sig, at det faktisk var mig, der fik et par på hovedet, så sagen blev frafaldet, men jeg udviklede efterfølgende simpelthen posttraumatisk stress. Jeg fik social angst, turde ikke gå ud og se folk i øjnene, og jeg måtte spise beroligende piller, indtil jeg en dag blev inviteret i Anders Lund Madsens show, hvor jeg fik lov til at fortælle min version af sagen. Det betød rigtig meget for mig.
Rasmus smed resten af sine piller ud.
– Og så tvang jeg mig selv til at tage bussen, mens jeg kiggede på og smilede til alle mennesker, og bagefter gik jeg ned gennem Føtex og handlede ind.
Hvad Rasmus ikke havde regnet med, var den vrede, der fulgte.
– Jeg var gal, men led også under den fortrydelse, at jeg havde drukket mig så fuld i byen. Jeg ville så gerne lægge låg på, men det blev ved med at spøge. Så tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge det til noget kunstnerisk, så der ville komme noget positivt ud af det. Det blev så til mit første onemanshow, som blev en rejse gennem mit liv, og endelig forsonede jeg mig med det og kunne sætte et punktum.
Som John Mogensen
At bruge alt, hvad han oplever, rent kunstnerisk er nærmest en selvfølge for Rasmus.
– Derfor var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl, da jeg fik tilbudt rollen som John Mogensen. Det er et kæmpe koryfæ at få lov at portrættere og en spændende person at dykke ned i. Jeg dyrkede ham som ung rundtomkring på værtshusene, og som mange andre har jeg haft en opfattelse af ham som en slags tegneserieperson, en stor mand med cykelstyrskæg og røde seler. Men når man så dykker ned i ham og ser, hvilken sammensat person han var, og hvor ambitiøs han var på kunstens vegne, så vidner det også om et utrolig arbejdsomt og modigt menneske. Han revitaliserede jo fuldstændig dansktop-genren.
Mille Dinesen: Hippi-miljøet har gjort mig til den, jeg er
Genkender sig selv
Rasmus genkender en del af sig selv i den berømte visesanger.
– Han sloges jo også med en masse dæmoner, angsten for ikke at slå til og være god nok. Han var meget perfektionistisk med sine tekster og musik, og han blæste højt og flot på enhver form for autoritet. Der er flere historier om, hvordan han ikke er dukket op til vigtige møder, fordi han på vejen stødte ind i en flok bumser, han hellere ville være sammen med. Han gav de skæve eksistenser en stemme, og det giver genklang i mig selv. Det er guf for en skuespiller at få lov til at spejle sig i et menneske og reflektere over, hvorfor vi reagerer, tænker og handler som vi gør.
Rasmus har – efter det lange og hårde arbejde med filmen ”Så længe jeg lever” – besluttet at holde fri i resten af 2018.
– Jeg trænger til at slappe helt af, så jeg vil bruge tiden på min dejlige familie, og så vil jeg benytte vores sommerhus ved Vejby Strand som mit fristed og eventuelt genoptage min gamle interesse for at male.
Et stort kram og en hemmelighed får vi med på falderebet.
– Året skal også bruges på at udvikle en stor sag, jeg pusler med. Det er for tidligt endnu at afsløre mere, men jeg tror, det bliver godt, og I skal nok være de første, der får besked.
