Artikler
Dorte havde endetarmskræft
I samme øjeblik, folkemængden ser Helge Engelbrecht nærme sig lågen for at lukke sine forventningsfulde gæster ind, går fællessangen i gang. Titelmelodien til koncertrækken og tv-programmet '”Sommersang i Mariehaven” gjalder lystigt fra et par hundrede struber, og ejeren af den landskendte have i Ansager er synligt rørt.
Judy Svenstrup Kristensen, 63, og Tove Lauritsen, 65, fra Sørvad ved Holstebro er to af dem, der fører an og synger højest. De står også allerforrest ved den sorte havelåge. Som ægte, ihærdige og trofaste fans er de nemlig troppet op en hel time før den officielle åbning.
– Det gælder om at komme først hen til de gode pladser helt oppe ved scenen. I Mariehaven er der jo ikke noget, der hedder nummererede sæder, siger Judy.
Da porten til Paradis endelig bliver åbnet, går det da også over stok og sten mod Store Scene, hvor veninderne redder sig fire pladser omtrent samme sted, som de plejer at sidde. Der er fortsat halvanden time til, musikken går i gang.
– Vil I ikke have nogle af plasticstolene i midtersektionen i stedet for dem af stof? De kan godt være lidt våde af regn, siger en venlig herre med ”Sommersang”-kasket på hovedet.
Mød kongen af Mariehaven, Helge Engelbrecht selv, lige her.
– Det gør ikke noget. Hynderne er på vej, svarer Tove og hentyder til, at mændene i deres liv har lovet at tage det rare ekstraudstyr med, når de ankommer fra Ansager Hytteby 100 meter fra Mariehaven, hvor de to par har overnattet de seneste to nætter.
Netop denne weekend er nemlig noget ganske særligt, hvis man elsker Helge Engelbrecht, hans orkester Neighbours & Friends og hans udvidede havefester: Når førnævne kendingsmelodi klinger fra scenen, er det ”Sommersang”-sæson nummer 10, der skydes i gang.
Samtidig er det i år hele 20 år siden, Helge åbnede sin musikcafé, Musik Galleriet. Og i anledning af det dobbelte jubilæum er der ikke tale om et vanligt søndagsarrangement, men en hel weekend i musikkens tegn.
– I fredags var der reception, og i den forbindelse forærede vi Helge et duetræ til haven. Sådan et havde hans sekretær, Marianne, fortalt os, at han ønskede sig. Det kan blive 10 meter højt. Om aftenen optrådte Neighbours & Friends på slap line.
Det var fuldstændig fantastisk. Lørdag var der igen fest, og her var det Svend Nicolaisens Orkester, der leverede musikken til dansen. Helge og hans musikere var trætte efter at have øvet sig hele dagen, så de sprang over, fortæller Tove.
Judy er gift med Kaj, og parret har tre voksne drenge på 29, 35 og 38 år, mens Tove og gemalen Bent har to døtre på 43 og 40 samt en søn på 28.
– I og med at vi er fra samme by, og vores børn har gået i skole sammen, har vi selvfølgelig kendt til hinandens eksistens. Men vi var ikke klar over, at vi havde fælles interesser, før vi tilfældigt mødtes til en Neighbours-koncert på Pejsegården i Brædstrup.Vi har begge fulgt orkestret og været gæster her i Mariehaven siden 2012, men de to første år kom vi her hver for sig, fortæller Judy.
– Vi har været til omkring 50 koncerter med Neighbours & Friends. Ikke bare i Ansager, men også i Holstebro og Herning og i diverse kirker. Vores mænd er altid med. Jule- og kirkekoncerterne springer de dog over. Julemusik er ikke deres kop te. Men så laver vi en tøsetur ud af det i stedet, siger Tove.
De to kvinder er ikke de eneste, der er mødt op i god tid til dagens udbud af folkelig musik: Samlet set tæller deres kreds af superfans 16 personer, hvoraf 12 er til stede denne dag. De har lært hinanden at kende via koncerterne med deres yndlingsorkester, og de kalder sig Lågefolket med henvisning til deres praksis med meget tidligt fremmøde og fællessang ved Helges havelåge.
– Det er mig, der har fundet på navnet, men Helge er også begyndt at bruge det. Han har endda omtalt os som Lågefolket fra scenen, fortæller Tove med en vis stolthed.
Peter Vesth har mange gange optrådt i Ansager. Mød ham her.
Det siger sig selv, at det er begejstringen for musikken, der driver værket for Tove og Judy. Men deres helt store fritidsfornøjelse har også andre facetter:
– Helge laver knaldgode sange og tekster med masser af mening i. Vi kan dem alle udenad, lige som vi efterhånden kender alle hans musikere, der er søde mennesker hele vejen igennem. Men det bedste er alle venskaberne med de mange ligesindede, der dukker op ved hvert eneste arrangement.
- Vi holder også kontakt i perioderne mellem koncerterne. Og det er aldrig nødvendigt at diskutere, om man nu skal med næste gang, eller om man overhovedet har råd. Der er nemlig ikke så meget at tænke over: Selvfølgelig skal man afsted!
Vejrudsigten for denne dag har ikke været alt for lovende. Men set i det lys må det faktiske vejr siges at være fint og behageligt. Men vejret spiller generelt ingen rolle for humøret i den frodige, grønne have. Som Tove og Judy plejer at sige: Solen skinner altid i Mariehaven. Også når det regner.
Læs her om musikeren Erik Maribo fra ElsborgMaribo og hans livs kærlighed.
– Det handler om stemningen og fællesskabet. En hel dag her er simpelthen god for sjælen, siger Judy.
– Det er umuligt at tænke på dårligdom. Hjemme i stuen får vi serveret terror og skyderi på tv-skærmen hver dag. Her er der glæde og positiv ånd hele dagen. Det er som en slags terapi at være her, tilføjer Tove.
– Det er ingen billig fritidsinteresse, vi har. Min mand og jeg har givet 5.500 kroner for de særlige jubilæumsbilletter, der dækker hele weekendens arrangementer. Med forplejning kommer der 1.000 kroner oveni. Men arrangementet er alle pengene værd, siger Judy.
Folkekære Hilda Heick har mange sider. Hun er også forfatter. Læs mere her.