Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Hvad var dit første hit?
– Mit første Grand Prix-hit hed ”Det´ Løgn”. Den gav os en fjerdeplads med Fenders i 1982. For at være sikre på at blive udtaget til konkurrencen havde vi indsendt melodien i tre forskellige kuverter – til Jørgen de Mylius’ undren. Om det var det, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men med kom vi. Jeg husker, at Birthe Kjær ringede og lykønskede mig med udvælgelsen. Det var stort! Husker også, at Ivan Pedersen, der medvirkede i showet med duoen Taxi, roste sangen under prøverne. I det hele taget var det en fantastisk oplevelse at være med. Jeg tror ikke, jeg sov i en hel uge. Alting gik alt for hurtigt. Når man genser showet i dag, opdager man, at alt i virkeligheden gik utrolig langsomt. I hvert fald som tv-program. Der er sket meget siden.
Køb din billet til Dansktop Prisen 2017 her.
Hvad er dit største hit?
– Det må være ”En lille melodi”, som løb med sejren i Dansk Melodi Grand Prix i 1987. Jeg tvivlede aldrig et øjeblik på, at vi ville vinde med den sang. Et halvt år forinden havde jeg spillet den for sangerinden Karina Holgersen og skråsikkert erklæret, at sangen ville vinde Grand Prix’et næste gang. Og det kom til at holde stik. Showet foregik live i Tivolis Koncertsal. Året før havde vi med Fenders haft kæmpesucces med ”Vild med eventyr, og med en ny og dengang ukendt sangerinde ved navn Anne Herdorf var der lagt op til fest. Publikum klappede allerede inden, vi kom på scenen, men havde også både mine søskende, den øvrige familie samt adskillige venner siddende i salen til at klappe for. Bag scenen spurgte Dorthe Kollo mig, om vi selv havde taget publikum med, og jeg svarede: ”Ja, selvfølgelig. Det bruger vi gerne i Jylland”. Ved den endelige pointafgivning fik vi det maximale antal point fra samtlige de danske juryer, som jeg havde forudsagt. I i forbindelse med vores kommende Turne med Neighbours & Friends, ”Kom igen”, spiller vi i øvrigt atter i Tivolis Koncertsal, nemlig onsdag 2. november.
Fortæl om den bedste publikumsoplevelse, du har haft!
– I sommer i Mariehaven kom en ung, retarderet fyr op til mig midt i en sang og omfavnede mig. Han havde ikke noget sprog, men det, han gjorde, sagde jo alt. Jeg har også spillet og sunget til mange store mærkedage og oplevet, hvordan sangen og musikken kan bygge de smukkeste broer mellem mennesker. Jeg husker, jeg blev hidkaldt, da en 59-årig skulle fejre sin sidste fødselsdag. Jeg sad i stuen tæt på fødselaren, som var meget mærket af sin kræftsygdom. Den nærmeste familie – hans kone, tre børn, to børnebørn og et par gode kammerater – var samlet for at sige farvel. Det var en stor, men også svær og betydningsfuld opgave. Sådan har der været mange stunder, der har bidt sig fast.
Læs om Inge-Marie Nielsen og hendes nye album her.
Hvordan kom du i gang med at synge?
– Det var især min far, der skubbede mig ud i musikkens verden. Det var ham, der opdagede min interesse for sang og musik og sagde de ord, der senere blev titlen på min erindringsbog: ”Så spil da, knejt!”. For det var jo det, jeg ville. Jeg sang i Hedens Drengekor i Grindsted Kirke og kom sideløbende med i de første, lokale pigtrådsorkestre, da jeg gik i 6. og 7. klasse. Det har vist vejen for mig.
Hvem er dit største forbillede?
– Jeg har mange forbilleder. Ikke som idoler, men mere som idealer: Jesus, Gandhi, Martin Luther King, Obama og mange andre store personligheder, som vi kan lære noget af. Men også så forskellige mennesker som Jacob Haugaard, Bent Fabricius-Bjerre, Paul McCartney og ikke mindst min egen mor, der brugte de sidste 15 år af sit liv på at fortælle om tilgivelsen som redskab og dermed var i stand til at tænde et lys for mange, der kom og hørte hendes foredrag på MusikGalleriet.
Læs her om Dansvingerne, der vandt Talentprisen ved Dansktop Prisen 2016.
Hvad er din største drøm – musikalsk eller på anden vis?
– Jeg drømmer om at få lov til at blive gammel – gerne svimlende gammel – og forblive rask og rørig, billedligt talt bestige bjerge og finde nye horisonter. Og jeg drømmer om at sidde på en bænk i Mariehaven som 90-årig, høre musikken spille fint og godt og have min kone og mine børn og børnebørn tæt omkring mig præcis som i dag.