Torben synger sig ud af angsten

Når 70-årige Torben Lund underholder i blandt andet i OK-klubber, har han altid sin ét år yngre hustru, Inge, med som ”kapelmester”, som han spøgefuldt siger. Hun styrer nemlig hans medbragte, forudindspillede musik. Og han ryster ofte en kærlig bemærkning om hustruen ud ad ærmet til publikum.

Torben og Inge, der næste år kan fejre guldbryllup, har sammen været igennem det værste, et forældrepar kan komme ud for.

– Vores søn Michael døde af kræft den 26. juli 2013. Han blev 45 år, fortæller Torben.

Læs også: Jette fik kræft - og valgte livet.

– Allerede i 2003 fik han testikelkræft. Han fik kemobehandling, og efter et halvt år blev han erklæret rask. Tiden gik, og vi troede alle, kræften var et overstået kapitel. Men i august 2012 begyndte han at få ondt i ryggen og kæben. Han gik til lægen og blev snart sendt videre til Riget, hvor han fik besked om, at han havde cancer. Og ikke nok med det: Han hørte også til de 5 procent, der havde sygdommen i uhelbredelig grad. Det var så slemt, at de ikke kunne finde sygdommens udspring, men det meste sad i ryggen, siger Torben.

– Lægerne gjorde, hvad de kunne, men strålebehandlingen ødelagde hans immunforsvar. Han fik en handicaplejlighed, men var der kun en enkelt nat. Han var simpelthen bange for, at der ikke var nogen til at hjælpe ham, hvis han pludselig blev rigtig dårlig. Han flyttede derfor hjem til os i et halvt år. Sine sidste fem uger tilbragte Michael dels på et plejehjem, dels på Svanevig Hospice nord for Maribo.

Læs også: Ib har mistet to koner til kræft.

Torben og angsten

Inge kom til at trække det tungeste læs efter sønnens død. Hendes ægtemand kørte nemlig ”i grøften”, som han selv udtrykker det. Sønnens kun 11 måneder lange sygdomsforløb og hans livs alt for tidlige afslutning fik Torbens trygge verdensbillede til at krakelere, og han blev ramt af lammende angst.

– Det var som at være spærret inde i en elevator og få at vide, at man ikke ville blive lukket ud de næste seks uger. Angsten sad konstant i mig, så jeg følte, jeg ikke kunne være i min egen krop.

– Heldigvis slap jeg for at vågne om natten og være hundeangst, for jeg fik simpelthen noget stærk medicin at sove på. Det hjalp altid at få hvilet mig, men når jeg igen var vågen, var angsten helt tosset, husker han.

Vejen ud af mørket viste sig at ligge lige for fødderne af ham. Han har nemlig livet igennem været glad for at synge og optræde. Og da han genoptog de musikalske udfoldelser, gled angsten i baggrunden.

– Det hjælper at fokusere på nogle andre ting. Og det gør jeg jo, når jeg øver mig og finder nye sange til mit repertoire. Derudover er det en dejlig følelse at gøre andre glade. Det er ikke for pengenes skyld, jeg optræder. Publikums glæde kan jeg til gengæld leve længe på, fortæller Torben, der synger alt fra evergreens og dansktop-potpourrier til opera og operette. Særligt højdepunkterne fra ”Farinelli”, som hans store, musikalske helt Poul Bundgaard i sin tid udødeliggjorde, nyder han at fremføre.

– Jeg har det rimelig godt i dag og er godt i gang med at trappe ud af den nervemedicin, jeg begyndte at tage, da jeg fik angst. Jeg kan stadig blive ked af det, men i dag er det, hvad jeg vil kalde naturlig sorg, og det er jo et af livets grundvilkår, fastslår Torben Lund.

Læs også: Githa var døden nær af knust hjerte.

I Familie Journal nummer 6, der kan købes fra den 6. til den 12. februar 2017, kan du læse hele historien om Torben og Inge og blandt andet få mere at vide om

· Torbens barndom, hvor han allerede tidligt viste evner for at synge og underholde

· Hans tid med amatørteater samt en række optrædener på tv og radio

· Samværet med familien, som også er til stor hjælp og gavn for Torben

Læs også: Clara led af angst.