Udviklingshæmmede Pia er blevet filmstjerne

Udviklingshæmmet og filmstjerne

Udviklingshæmmede Pia Skovgaard er muligvis den mest atypiske filmheltinde, Danmark og verden nogensinde har set. Hun er 62 år og udviklingshæmmet, og hun bor i frodig, landlig idyl på en går i Illebølle på Langeland sammen med sin franskfødte mor Céline, 85, og en af sine tre brødre, 65-årige Ralf.

– Vi elsker natur og dyr. Og her er det skønneste dyre- og fugleliv. Jeg ved nærmest på dato, hvornår de forskellige fugle dukker op udenfor. Lige for tiden har vi en spættefamilie i haven og en vipstjærtfamilie på taget. Og så har vi jo vores kæledyr: Hundene Nanna og Mickey, katten Momo og gåsen Lola, fortæller Céline.

Pia er omdrejningspunktet i sin mors liv. Hun skal nemlig have hjælp til alt i dagligdagen. Som barn havde hun hjerteproblemer, men fysisk er hendes helbred i dag stærkt.

– Hun har styret mit liv, fra hun blev født. Men det er også hende, der holder mig frisk, fastslår Céline, der dog er noget bekymret for den fremtid, der venter datteren, den dag hun ikke længere selv er i live.

Elisabeth er udviklingshæmmet og et lykkeligt menneske. Læs om hende her.

Netop den problemstilling er en væsentlig del af filmen ”At elske Pia”, der har biografpremiere den 6. juli. Filmen, der er instrueret af Daniel Borgman og produceret af Katja Adomeit, er et usædvanligt eksperiment:

Hovedpersonerne spiller sig selv, og filmen tager afsæt i deres liv og baggrund, men handlingen er opdigtet. Ligesom i virkeligheden bor filmens Pia med sin mor i Illebølle og har sin gang på det beskyttede værksted Værkstedsgården i Rudkøbing. I filmen får hun imidlertid en kæreste i skikkelse af Jens, der holder til på havnen. Og den del er ren fiktion.

Pia uden Céline

– Når jeg i filmen prøver at gøre Pia klart, at jeg måske snart ikke er her mere, er det som grebet ud af mine tanker. Hun er ikke i stand til at bo for sig selv, men er nødt til at være på en institution sammen med andre. Det er ikke en løsning, jeg bryder mig om, og spørgsmålet om, hvad der skal ske fremover, rykker hele tiden tættere på, siger Céline.

Det hele startede med, at makkerparret bag filmen søgte en voksen, der var afhængig af sine forældre. De arrangerede castings i hele landet, også på Pias dagcenter. Og sådan gik det til, at hun fik hovedrollen. Hun lyser op og griner, når snakken falder på hendes nye status som filmstjerne.

Ditlev er ikke som andre drenge. Læs om ham og hans seje mor her.

– Ja, det kalder de mig også på værkstedet, fortæller hun glædestrålende.

– Det var skægt at være med til. De har lovet, at filmen bliver vist i biografen, fortsætter hun.

Det har været en tre år lang proces at indspille værket, og familiens hjem har været invaderet af filmfolk i hele perioden.

– Når vi optog en scene, startede de altid med at beskrive den ramme, som snakken skulle foregå i, og give os nogle stikord. Så improviserede vi samtalen frem, og scenerne blev taget om igen og igen, fortæller Céline, der både i filmen og i virkeligheden lyder kælenavnet Guittou.

Pia, livet og døden

I løbet af tilblivelsesprocessen var også Ralf med i filmen som en af personerne. Hans scener blev dog klippet ud. Men i februar fik familien en smagsprøve på filmstjernelivet. ”At elske Pia” blev nemlig vist på filmfestivalen i Berlin, og Pia, Céline og Ralf var med sammen med Daniel, Katja og den anden hovedrolleindehaver, Jens Jensen. Oplevelsen var noget af en kontrast til deres stilfærdige dagligliv på landet.

– Der var 1.400 mennesker i salen, da filmen blev vist. Og også TV 2 Fyn var med og dækkede begivenheden, i kraft af at FilmFyn havde støttet filmen økonomisk, siger Céline.

Læs også: Jeg vil gøre alt for min lille dreng

– Jeg kastede op, fordi jeg spiste for meget, husker Pia om restaurantbesøget sidst på aftenen, da al ståhejet var overstået. Og som familien tilføjer, var der givetvis også noget nervøsitet indblandet. Men hvad synes de egentlig om den færdige film?

– Som Daniel og Katja har skruet det hele sammen, har Pia fået et noget rigere åndeligt liv end i virkeligheden. Og særligt én scene i filmen, som blev optaget, mens jeg ikke var til stede, var uventet og overvældende for os, da vi så filmen første gang ved en lukket visning i Langeland Bio. I scenen reflekterer hun over livet og døden på en måde, vi aldrig har oplevet hende gøre, siger Céline og fortsætter:

– Det er specielt at se ens eget liv blive omskabt til noget, man ikke kan genkende. Men da vi genså den i Berlin, havde vi haft tid til at fordøje oplevelsen. Da gav den mening på en helt anden måde, og pointerne stod pludselig klart, så jeg er endt med at blive glad for filmen. Og den bliver kun bedre af at blive set flere gange.

Du kan læse hele artiklen i Familie Journal nr. 27 2017

Læs også: Nu kan vi næsten leve som en almindelig familie