Courgette-tomatgratin
(Hovedret til 2 pers. el. tilbehør til 4)
3-4 mellemstore courgetter
4 store tomater,
ca. 500 g
1 potte frisk basilikum, ca. 30 blade
1 løg
Olivenolie
100 g friskreven parmesanost
5 spsk. rasp
Salt og peber
Skyl courgetterne og skær dem i tynde skiver på langs. Skær tomaterne i tynde skiver. Pil og hak løget fint. Smør bunden af et ildfast fad med lidt olivenolie. Dæk bunden af fadet med et lag courgetteskiver, så de overlapper hinanden lidt. Fordel 15 blade basilikum på courgetterne og drys med halvdelen af det hakkede løg. Læg et lag tomatskiver oven på courgetterne, så de dækker helt. Drys med salt og peber, halvdelen af osten og slut af med 2 spsk. rasp i tyndt lag fordelt over hele fadet. Gentag i samme rækkefølge, så der er to lag grønsager i alt. Drys til sidst 3 spsk. rasp på og dryp toppen med 2-3 spsk. olivenolie. Bag i ovnen ved 200° i ca. 20 min.
Opskrift: Anne Skovgaard-Petersen