Vores datter er ved at splitte os

Jeg elsker min datter på 14 år, men hun er ved at splitte familien!

For lidt over et år siden var hun den gladeste og mest kærlige pige, så blev hun konfirmeret, og så sketeder noget. Hun begyndte at snakke virkelig grimt til mig og hendes far, søster og endda hunden. Hun begyndte at stjæle i butikker og fra mig og hendes far. Hun begyndte at ryge, gå med udfordrende tøj og makeup, og for nylig truede hun med at ringe til kommunen og politiet og melde os, kun for at komme væk hjemmefra. Hun siger, hun hader os, og ”hvorfor skal I så spilde mere tid på mig?”

Vi har sagt til hende, at vi aldrig vil opgive hende. Vi fortæller hver dag, hvor meget vi elsker hende (og hendes lillesøster) og giver kram og kys – det sidste vil hun ikke længere have, hvilket vi respekterer.

Hun har en veninde, en klassekammerat, som vi er sikre på, sætter alt det ”trælse” i hovedet på hende, så vi har forbudt dem at være sammen efter skole. Vores datter ændrer adfærd, når de har været sammen, og bliver provokerende og spydig.

Vi har lavet regler for, hvordan vi vil have det herhjemme, og håber på en bedre hverdag uden skænderier.

Hun må gerne være sammen med andre veninder, men siger altid nej, hvis de spørger om det. Hun vil kun den ene veninde – det er, som om hun har en magt over vores datter. Engang fortalte hun mig, at hun ikke havde lyst til at gå udfordrende klædt, men veninden ville blive sur og sørge for, at ingen i klassen ville snakke med hende, hvis hun sagde nej. Nu har hun selvfølgelig skiftet mening og mener, at veninden er den vigtigste i hele verden, og har hun ikke hende, har hun ingen ...

Vi har også forbudt shoppingture, telefon efter kl. 21 (kl. 24 i weekenden), croptops, falske negle og øjenvipper i skolen, foreløbigt stop for lommepenge (pga. butikstyveri), og kræver de huslige pligter overholdt. Hun skal desuden gå til psykolog hver 14. dag og passe lektier og skole, hvor hun får ekstra hjælp. Hun er ikke ordblind, men bliver hurtigt frustreret og stresset.

Hun er sin egen værste fjende og dunker sig selv i hovedet, hvis der er noget, hun ikke kan finde ud af. Hun giver op uden at forsøge. Også hos hesten, som stadig er hendes store passion, giver hun sig selv skylden, når noget går galtm, og hesten f.eks. ikke lystrer. Det samme gælder forholdet til vores hund.

For nogle måneder siden fortalte lægen mig – med accept fra min datter, at hun havde fotalt, at hun ikke ønskede at være her mere og i detaljer havde planlagt at komme herfra. Det, der afholdt hende, var, at hun ikke ville gøre mig og hendes far kede af det. Det har hun nu ændret og er ligeglad med om, hun gør os kede af det. Derfor er hun mandsopdækket, bare hun skal ud med hunden.

Der er sket så meget. Vi kan ikke kende hende mere, og jeg er så ked af det – jeg savner virkelig min datter!

Har du et godt råd, ud over at det forhåbentlig er en fase, der snart går over?

Jeg ville ikke turde afskrive din datters svære og ulykkelige periode som en fase. Selv om teenagere ofte lever meget dramatisk og sætter alt på spidsen, lyder det, som om din datter er forpint og ulykkelig.

I gør rigtig mange ting, og for mig lyder det også, som om I gør det rigtige ved at vise kærlighed og sætte grænser, men jeg tror, der skal skrues op for den hjælp, hun får. Psykolog hver 14. dag er måske ikke nok.

I skal fortælle jeres datter, at I tager ansvaret, for at hun får det bedre. I er voksne, og I vil hjælpe. Og hvis det var mig, ville jeg gå i gang med at lave fælles front sammen med læge, behandlingssystem og skole. Samle de informationer og muligheder, der ligger i forhold til at hjælpe hende straks.

Jeg hører en masse – sikkert fornuftige – forbud, men hvor er hendes små honningdepoter? Hvor ligger en glæde og venter på hende?

Det er ekstremt svært, når vores børn mistrives. Det er så sårbart og på en måde også skamfuldt for os forældre, men det må vi blæse på og erkende, at vi skal hjælpes af for at få styr på det. Og jeg tror, at din datter skal inkluderes i nogle af de samtaler.

Fra min tid i Børnerådet ved jeg, at stort set alle unge, som var havnet i svære situationer, oplevede, at de aldrig blev spurgt om, hvad de gerne ville, og hvad de drømte om. Ingen hørte dem, men alle lavede regler og tog beslutninger hen over hovedet på dem. Det fik dem til at miste troen på de voksne.

Jeg håber virkelig, at I får hul igennem til jeres datter og får skruet op for hjælpen, så hun kan finde sin vej, og at I sammen kan kortlægge de udfordringer, hun har.

Tak for at skrive et sårbart og vigtigt brev.