
I påsken var hele familien samlet i vores sommerhus. Ugen forinden havde to af fætrene kastet op, men de var helt raske, mens vi var afsted.
Efterfølgende har der været et meget mærkeligt forløb, hvor den ene efter den anden er blevet syg med opkast, uden vi har været samlet siden.
Vi kan ikke finde ud af, om det er samme sygdom, og vi bare har smittet hinanden, for det er da underligt, når nu de to, der først blev syge, var raske, da vi var sammen.
Hvad mener du? Er alle smittet fra samme kilde, eller samler man det bare tilfældigt op rundt omkring?
Mvh. Farmor
Det drejer sig sikkert om norovirus, som er en af de mest almindelige årsager til akut opkast og diarré i hele verden.
Typisk viser den sig som pludselig opstået kvalme med opkast og diarré af få døgns varighed. Er man i øvrigt sund og rask, vil sygdommen ikke være farlig.
Man smitter mest i de første 48 timer af sygdommen, men faktisk kan virus udskilles fra en tidligere smittet i op til 30 dage efter, at symptomerne er stoppet. Så det kan altså godt være, at de to fætre, som først var syge, har været årsag til, at I andre blev syge.
Desuden forholder det sig sådan, at man også kan smitte uden overhovedet at være syg. Hvis andre i hjemmet er syge, kan man med blot få dråber opkast eller afføring bære smitte med sig hjemmefra. Viruspartiklerne kan sidde på hænder og i håret, ligesom urent arbejdstøj kan være smittekilde.
Norovirus er meget smitsomt, og en god håndhygiejne er vigtig, hvis man skal undgå smitten. Samtidig er det værd at nævne, at virus jo kan findes alle vegne, så det er nok bedst ikke at beskylde familiemedlemmerne, men bare lade det passere og grine af det. Særligt nu, hvor alle formentlig er raske igen.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Hvem har mon smittet hvem?
Bør infektionen give en alkohol-pause?
Hvis det ikke er psoriasis, hvad så?
Lægen tager ikke min datters akne seriøst
Hvad er den ideelle prævention?
Hvorfor undgik nogen forgiftningen?
Førstegangsmor: Hvordan undgår vi rød numse?
Hvorfor har jeg nedgroede tånegle?