Det er ren Potefryd: Hundene får mig tilbage på sporet

Hunde er familiens firbenede børn. Det er et faktum. Spørger man hundeejerne selv, vil langt de fleste i hvert fald kunne erklære sig enige i udsagnet. Og fører man tankegangen til ende, er det ikke svært at regne ud, hvad begrebet ”hundehave” dækker over. Det er naturligvis en børnehave for hunde. Eller en dagpleje eller vuggestue, om man vil.

Det giver således mening, at det rum, der i Hundehaven Potefryd i Aarhus-bydelen Brabrand tjener som en kombination af kontor og sovesal, er fyldt med hundebure på rad og række. Det er her, stedets pelsklædte brugere sover til middag fra klokken 10 til 14. I samme rum finder man hylder til hundenes medbragte madpakker samt en knagerække til hundesnore og farvestrålende rygsække indeholdende medbragte tæpper og andet udstyr.

Hundehaven har plads til 26 firbenede ad gangen. Da Familie Journal kommer på besøg, er 22 mødt ind. Middagsluren er forbi, og hundene er i fuld gang med leg og aktiviteter i den store hal, der er opdelt i tre mindre rum.

– Der er et rum til de store hunde og dem med god gang i. Der er et til dem, der er mindre af størrelse og roligere af temperament. Og det sidste er et reserverum, som kommer i brug, hvis der er mange hunde i hallen den pågældende dag, eller hvis nogle af dem ikke kan enes, fortæller Anette Kaas van Gucht, der er daglig leder af Potefryd.

Derudover rummer stedet en hundegård, hvor hundene bliver luftet flere gange dagligt, og endelig en sansehave, der bedst kan sammenlignes med en legeplads, hvor de firbenede kan muntre sig med en gynge, en gangbro, et boldbassin og en hel række andre aktiviteter.

Omsorgen går to veje

Anette er en af Potefryds tre ansatte. De to øvrige er Ida Andersen og Malene Jensen, og herudover tæller staben for tiden en flexjobber og en praktikant samt mellem 40 og 50 frivillige.

Netop de frivillige er et kapitel for sig selv. Mange af dem har diagnoser og andre udfordringer. Og parallelt med, at de giver hundene omsorg og kærlighed, er kontakten med dyrene tillige til stor gavn for dem selv.

36-årige Ida, der først var frivillig, siden praktikant, inden hun i 2021 blev ansat, fortæller:

– Jeg har kæmpet med angst gennem det meste af livet og specielt i mine teenageår. Min livskvalitet og glæde blev stærkt forøget, da jeg begyndte at komme i Potefryd. Det giver stor tryghed at have med hunde at gøre, og når man bliver mødt af logrende haler på stribe, kan man kun blive glad. I takt med, at jeg har brugt mere tid her og fået mere ansvar, er angsten svundet betydeligt.

I sansehaven møder vi praktikanten Marie Adamsen, 20 år, i fuld gang med at træne 4-årige Diesel. Hunden følger med begejstring hendes instrukser, mens hun guider ham fra den ene bane til den næste.

– Han er vild med aktiviteter og er godt forbundet med sansehaven, fortæller Marie.

Hun har fået praktikpladsen via det kommunale jobcenter, og man kan sige, hun befinder sig på en mellemstation i sit liv.

– Jeg har en drøm om på et tidspunkt at begynde på noget skolegang igen. Her og nu venter jeg på at få en servicehund. Der er fundet et match, og hvis hunden består alle sine prøver, kan jeg begynde at træne ham til sommer, fortæller Marie.

Hun har i høj grad brug for den hjælp og støtte i hverdagen, som en servicehund kan give. Hun har otte diagnoser inklusive adhd, autisme og tre slags angst.

– Jeg holder meget af dyr og er vokset op med både hunde, hamstere og undulater. Jeg bor hjemme hos mine forældre, og vores familiehund døde i 2020, men hundehaven er et godt sted at få genskabt mit bånd til hunde. Det beroliger mig at have hunde omkring mig, og det betyder, at jeg kan slå en masse af de ting fra, der plejer at runge i mit hoved. Der er en vis terapi i at tage sig af hunde. Man får en hel masse igen. En hund vil kun én det bedste, og den kan mærke, hvis man er trist, og er god til at bringe én tilbage på sporet.

Hun uddyber med et eksempel: – En dag havde jeg et angstanfald i bussen på vej hertil. Jeg måtte sætte mig ned og hvile mig i et kvarters tid, da jeg kom inden for døren. Og en af hundene, som plejer at ville lege vildt, satte sig ved siden af mig og lagde hovedet ind til mig, som om han ville trøste mig og få mig til at falde til ro. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

Foreningen Potefryd

Hundehaven Potefryd så dagens lys for 10 år siden som en privat virksomhed. I 2019 søgte ejerne Lise og Claus dog nye udfordringer og planlagde derfor at sælge institutionen. Løsningen blev, at Potefryd blev overtaget af hundeejerne selv og dermed blev til en forening. Den daglige leder er selv hundeejer og har stort set haft sin gang på stedet, fra det åbnede.

– Jeg har tre hunde derhjemme. En af dem har jeg overtaget fra en anden hundeejer her i hundehaven. Da jeg begyndte at komme her, havde jeg kun en enkelt hund, fortæller Anette.

– Oprindelig arbejdede jeg på plejehjem. Men jeg fulgte Potefryd på Facebook, og da jeg en dag læste, at de søgte medarbejdere, indså jeg, at det var nu, der skulle ske noget nyt i mit liv. Og så slog jeg til. Jeg føler mig heldig. Ud over, at hundene beriger min fritid, er jeg så privilegeret, at jeg også har dem i mit arbejdsliv, siger hun.

Det er naturligvis aldrig gratis at have sit barn i institution. Og det gælder selvsagt også, når barnet har fire ben og en hale. For ikke-medlemmer koster pasningen 369 kroner pr. dag, men for 249 kroner om måneden kan man blive guldmedlem og dermed få mulighed for at købe månedskort. Og er der økonomi til det, er det en pris, en hundeelsker hjertens gerne betaler for kvalificeret pasning af pelsbarnet, alt imens der tjenes til livets ophold.

Det er blevet sidst på eftermiddagen, og nu melder ejer efter ejer deres ankomst for at hente sin hund. Gensynsglæden er altid stor fra begge sider, når hund og ejer genforenes i døren til kontoret. Men når turen i morgen atter går til Potefryd, er glæden heldigvis ikke mindre.