Hele sit liv har Rikke Toft Poulsen fra Tuse ved Holbæk haft vanskeligt ved at falde i søvn. Så snart hun lagde hovedet på puden, følte hun sig lysvågen, og tankevirksomheden var i højeste gear. Af samme grund havde hun som barn ingen udpræget lyst til at gå i seng om aftenen.
– Mine forældre kaldte mig ”aftenens godnatbillede”, fordi jeg altid blev hængende oppe til sent. Det positive var, at jeg fik betydelig mere tid med dem end for eksempel min tvillingesøster, der gik i seng til normal tid, fortæller Rikke, som i dag er 32 år og en del af den familieejede kæde Café Korn, der for nylig åbnede sin café nummer 11.
De øvrige involverede er hendes 33-årige mand Morten samt hendes svoger og svigerinde. Og det siger sig selv, at en virksomhed i den størrelsesorden helt eller delvist kræver firkløverets opmærksomhed i mange af døgnets timer. Dertil kommer, at Rikke og Morten er forældre til Konrad og Nikoline på otte og tre år, hvilket også tager sin del af deres ressourcer. Rikkes ujævne søvnrytme har ikke gjort det hele nemmere, og på den baggrund har hun forståeligt nok i årevis følt, at hun har manglet overskud og overblik.
– Men det har gjort underværker at stifte bekendtskab med Margith, siger hun og sender et smil i retning af 57-årige Margith Sommer, der på sit visitkort blandt andet har titlerne NLP-samtaleterapeut, coach og hypnoterapeut.
Det var i sidstnævnte egenskab, hun i september sidste år kom til at påvirke Rikkes liv. Hun har i de seneste fire-fem år udbudt en variant, hun kalder for wellnesshypnose, til mindre grupper og forsamlinger.
– Det er et koncept, jeg har udviklet i forbindelse med, at jeg har uddannet andre hypno-terapeuter. Jeg lægger ud med at bede forsamlingen tænke over, hvilke psykiske og fysiske ubalancer de hver især døjer med til hverdag, og hvad de kunne tænke sig at få fikset. Det kan være alt fra stress og sorg til et dårligt knæ, og idéen er, at de selv fikser problemet ved at visualisere, mens de er i trance. Mit oplæg er så tilpas generelt, at man kan arbejde med det uanset arten af de udfordringer, man har inde på livet, fortæller Margith.
Hun har udøvet sin wellness-hypnose på Knæk Cancer-grupper, private venindegrupper og grupper af forretningskvinder. Til sidstnævnte kategori hører netværksgruppen Alpha Ladies, som Rikke er medlem af. Hun fortæller:
– Vores formand havde booket Margith til et arrangement. Jeg var stærkt skeptisk, men ville gerne se, hvad hun kunne. Jeg var fra begyndelsen ikke i tvivl om, at min ubalance handlede om dårlig søvn og det utilstrækkelige overskud, der fulgte med.
Da selve hypnosen gik i gang, mistede Rikke tidsfornemmelsen. Den del af seancen tog 40 minutter, men som hun oplevede den, kunne den lige så vel have varet fem fulde timer.
– Jeg var til stede og kunne høre de andre kvinder trække vejret dybt eller småsove. Men jeg følte samtidig, at jeg stod ude på den anden side af min egen krop. Samtidig mærkede jeg en dejlig, varm strøm af energi løbe gennem mig, og der var en følelse af ro, tillid og omsluttethed i lokalet, husker hun.
Og virkningen udeblev ikke.
– Tidligere kunne det tage mig op til to timer at falde i søvn. Hjernen galopperede afsted med tanker om alle de ting, jeg skulle have styr på dagen efter. Faktisk tror jeg, det er et mønster, som mange moderne kvinder godt kan nikke genkendende til. Nu siger jeg til mig selv, at jeg med fordel kan gemme den form for spekulationer til i morgen. Og så sover jeg stort set på stedet.
Hvis datteren klynkede og sov uroligt, var det tidligere altid Rikke, der stod op og bar hende ind i de voksnes seng. I dag er det Morten, der gør det.
– Jeg er i en næsten trance-agtig søvn, hvor jeg registrerer, at Nikoline rumsterer, men ikke reagerer på det. Det ville selvfølgelig være anderledes, hvis Morten ikke var hjemme. Så ville jeg vågne fuldt og helt og tage mig af hende, siger hun.
Rikkes begejstring for hypnosens positive virkninger var så stor, at hun kort tid efter valgte at hyre Margith til en privat session for sig selv og tre af hendes søskende.
– Vi er i alt otte sammenbragte søskende, som alle er vokset op sammen, og som hver især har noget at slås med. Blandt andet florerer der noget sygdomsangst og social angst blandt os, hvilket givetvis kan spores tilbage til, at vi i 2010 mistede vores mor.
Også denne seance havde en positiv virkning på de ubalancer, hver enkelt af de tilstedeværende havde valgt at sætte fokus på.
– Det er dog min fornemmelse, at der er forskel på mænd og kvinder, når det handler om en lidt uhåndgribelig størrelse som hypnose. Mine to brødre lagde fra begyndelsen tydelig distance til det, vi skulle igennem, og undervejs prøvede de at kæmpe imod det. Men da det var forbi, og de åbnede øjnene, reagerede de med kommentarer som ”wow!” og ”tænk, at det kan lade sig gøre”, fortæller Rikke.
Ifølge Margith er hypnose da heller ikke nær så mystisk, som det kan forekomme.
– Jeg sætter mine klienter i en meditativ tilstand. Rent teknisk får jeg hjernebølgerne til at bevæge sig langsommere. I fagsproget hedder det, at de ændrer sig fra beta- til alfabølger. I den tilstand er bevidstheden stadig til stede, og det er grunden til, at klienten selv kan skabe de forandringer, han eller hun ønsker sig i dagligdagen. Jeg bringer i øvrigt aldrig folk i dybere trance end det, forklarer hun.
For Rikke skete forandringen ikke fra det ene øjeblik til det næste. Hun rejste sig med andre ord ikke fra den første omgang hypnose med følelsen af at være blevet et nyt menneske.
– Oplevelsen skulle lige bundfælde sig. Men tre uger senere føltes den bedre søvnrytme og det større overskud helt naturligt. Det var, som om det altid havde været sådan.
Arbejdsbetingelserne som medejer af et firma ændrer sig naturligvis ikke, og hun skal altid have et væld af bolde i luften.
– Men alt bliver lidt lettere, når man ikke bliver træt i løbet af dagen. Og mit behov for at standse ved tankstationer og købe sodavand og chokolade for at få hurtig energi er helt væk i dag. Søvnen er helt tydeligt en vigtig forudsætning for et sundt helbred, siger Rikke Toft Poulsen.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.