Min venner kan ikke lide min mand

Jeg har et vennepar, som jeg har kendt i mange år. Egentlig kender både jeg og min mand gennem et langt ægteskab det omtalte par, men det er mest mig, der har set dem, og jeg ser især kvinden en del.

Min mand arbejder i udlandet, og ofte er han ikke hjemme til højtider eller mærkedage, hvorfor jeg ofte i sådanne anliggender inviteres til middag hos venneparret.

Men de inviterer aldrig, når min mand er hjemme. De inviterer ham heller aldrig med til fødselsdage, og det er kun mig, der får en invitation. Med andre ord skjuler de slet ikke, at de ikke bryder sig om ham.

Jeg ved ikke helt, hvorfor de ikke kan lide ham. Han er måske stille og ikke så udadvendt som dem, og han har haft perioder med et tungt sind, men han er min mand, og jeg har valgt at dele livet med ham, og jeg synes ikke, de giver ham en fair chance.

Jeg har svært ved at forklare ham, hvorfor han aldrig er med, når de inviterer. De har ikke sagt direkte til mig, at de ikke kan lide ham, men jeg kan se det tydeligt på deres adfærd. Og jeg har sommetider stukket min mand en hvid løgn om, at det bare er en pigefødselsdag eller noget i den retning. Men jeg har det dårligt med at lyve.

Jeg holder dog meget af veninden og vil gerne se hende, men jeg synes, det hele er for mærkeligt, og kan ikke finde ud af, om jeg skal sætte foden ned og sige: Enten inviterer I os begge, eller også kommer jeg ikke.

Hvad synes du, Puk?

Min første reaktion er egentlig, at det er flabet at fravælge din mand på den måde.

Jeg kender ham ikke og ved selvfølgelig ikke præcis, hvad de har imod ham, men hvis de bare har en ”anden smag” i bekendtskaber, er det ret arrogant, at de sorterer på den måde.

Jeg har også venner, hvor jeg nok ikke ville vælge at ses med partereren, hvis han eller hun ikke hang sammen med mine venner, men jeg accepterer deres valg og får det bedste ud af det.

Jeg er tilbøjelig til at sige, at du skal insistere på, at I begge kan være med, når der er anledninger og invitationer. Jeg kan i hvert fald ikke lide løgnen. Den hvide løgn, som du benytter dig af, for ikke at såre din mand. Det går ikke i længden.

Der er noget, der mangler i din fortælling. Inviterer I sommetider det par hjem til jer? Eller foregår det altid hos dem? Ville de komme, hvis I spurgte? Det er jo en mulighed for at lære din mand at kende på hjemmebane. Det er da et forsøg værd, og hvis de takker nej, fordi din mand er der, må jeg simpelthen sige, at jeg synes, du skal gen-overveje venskabet.

Jeg mener ikke, at man skal kunne lide alle, og jeg mener heller ikke, at man skal tvinges til at være i selskab med mennesker, man ikke bryder sig om, men hvis man er venner, skal man respektere hinanden. Så hvis din mand bare er stille og indadvendt, og på baggrund af det bliver sorteret fra, synes jeg ikke, dine venner er særligt rummelige.

Det virker, som om du vil din mand, og du skriver, at du har valgt at dele livet med ham. Jeg opfatter ikke, at han er ubehagelig eller f.eks. voldelig, men bare har en anden personlighed, og det vil jeg mene, man skal kunne rumme, hvis man er en god og ægte ven.

Så jo, jeg synes absolut, du kan italesætte det over for din veninde, og hvis hun fortsat kategorisk afviser at invitere din mand, så må du kigge på, hvor god en ven hun egentlig er, og overveje, om det ikke er bedre at lægge din loyalitet hos den mand, du elsker.