En læser fortæller: Jeg forsvarede min ældre kollega

For omkring halvandet år siden arbejdede jeg i en stor logistikvirksomhed i Jylland. Jeg var 35 og havde været ansat i årevis. Møjsommeligt havde jeg knoklet mig opad i hierarkiet gennem en blanding af hårdt arbejde og løbende kurser. Nu var jeg en af virksomhedens salgsansvarlige og elskede det. Alligevel havde jeg allerede øjnene stift rettet mod mit næste mål: Jeg drømte om at blive forfremmet, så jeg blev leder af salgsafdelingen.

Min kæreste og jeg har ingen børn, så på den måde har jeg altid haft friheden og tiden til at være ret ambitiøs omkring mit arbejdsliv. Jeg er opvokset i små kår, og måske er det derfor, jeg altid har haft et ønske om at blive til noget. Min mor har også fra en tidlig alder indskærpet over for mig, at jeg skulle se at få mig en god uddannelse og et godt job med pension. Dét fik hun aldrig selv.

Det var en offentlig hemmelighed i virksomheden, at jeg gik efter den forfremmelse. Jeg var den eneste oplagte kandidat, så hvis ikke, det blev mig, blev det en, de hentede ind udefra. Hver dag mødte jeg glad og energisk ind på arbejde, opsat på at vise mig fra min bedste side. Jeg var også glad for selve virksomheden, som efterhånden føltes som en slags familie efter alle de år.

Dog var der noget malurt i bægeret. Igennem et stykke tid havde jeg lagt mærke til, at min 41-årige chef, Jan, var på nakken af en af mine kollegaer. Jonna var 59 og ansat i en udvidet sekretærfunktion, og hun havde nærmest været i firmaet hele sit arbejdsliv. Hun var en sød og pligtopfyldende kollega, som der aldrig var noget ballade med. Alligevel var det, som om Jan havde set sig sur på hende.

Det kom til udtryk på flere forskellige måder. Hvis Jonna stillede et opklarende spørgsmål, når hun var med til teammøderne, fejede Jan hende af banen. Han havde en måde at svare på, som antydede, at hun da vist var faldet af på den.

Når Jan gik gennem fælleskontoret, hilste han kun nødtvungent på Jonna. Til gengæld stoppede han gerne op og talte højt og længe med mig og de andre medarbejdere. Jeg kunne ikke helt regne ud, om han foretrak os, fordi vi var bedre uddannet, eller fordi vi var yngre.

På et tidspunkt fik hele afdelingen et nyt it-program, som vi alle lige skulle vænne os til. Jonna var en af dem, der kæmpede lidt med det. I starten spurgte hun Jan om hjælp, men det holdt hun hurtigt op med, for han havde det med at rulle med øjnene af hende og få en irriteret rynke i panden.

Jeg syntes, han opførte sig ufølsomt. Derfor hviskede jeg til Jonna, at hun bare skulle tage fat i mig eller en af de andre, næste gang der var noget it, der drillede.

Som månederne gik, var det, som om det blev værre. En dag overhørte jeg Jan spørge Jonna, om hun ikke snart kunne have lyst til at stoppe med at arbejde og i stedet nusse om have og børnebørn. Udover at det lød ret nedladende, var det også absurd.

Der var flere år, til hun kunne gå på efterløn. Desuden vidste jeg, at hendes mand var temmelig syg, og at de havde brug for de penge, hun tjente. Jans ansigt var måske nok lagt i venlige folder, men der var intet venligt over det spørgsmål. Jonna blev også ret paf.

Fra da af blev jeg overbevist om, at min chef havde sat sig i hovedet, at Jonna var for gammel, og at hun skulle ud af klappen. Han var i forvejen besat af optimering og udvikling, så han mente vel, at en nyuddannet ville kunne gøre det bedre, og vedkommende ville temmelig sikkert også være billigere at have ansat. Selv havde jeg ikke noget nært forhold til Jonna. Hun var bare en sød, ældre kollega.

En dag talte jeg med min jævnaldrende kollega Katja om den hetz, som jeg efterhånden syntes, vores chef udsatte Jonna for. Men Katja rådede mig hviskende til at blande mig udenom.

– Hun har alligevel kun få år tilbage på arbejdsmarkedet. Du risikerer din forfremmelse, hvis du lægger dig ud med Jan, tilføjede hun.

Det værste var, at Katja havde ret. Jeg var ikke i tvivl om, at det ville gå ud over mig, hvis jeg involverede mig i sagen. Jan var en dygtig chef rent fagligt, men ikke menneskeligt. Han kunne være ret hævngerrig. Han talte stadig dårligt om den tidligere kollega, han havde konkurreret om chefstillingen med. Da Jan fik stillingen, gjorde han livet så surt for kollegaen, at han til sidst fik nok og sagde op.

Da først jeg havde fået øjnene op for min chefs aldersfascisme, var det svært at se den anden vej. Jeg følte mig stødt på min retfærdighedsfølelse og min medmenneskelighed. En dag ville jeg jo selv være en ældre ansat. Tænk, hvis nogen udsatte mig for den slags? Og jeg kunne jo se, at det påvirkede Jonna. Som tiden gik, kom der noget indesluttet og kuet over hende. Så snart Jan trådte ind på fælleskontoret, dukkede hun sig ligesom bag computerskærmen.

Jeg havde kort overvejet at gå til virksomhedens HR-repræsentant, Christian, men droppede hurtigt ideen. Jeg vidste, at han spillede tennis med min chef i fritiden. Han ville ikke kunne være neutral. Jeg talte meget med min kæreste om det. Han sagde, at jeg måtte gøre det, der føltes rigtigt for mig, men også, at jeg skulle være forsigtig. Det var jo lidt et modsatrettet råd, og jeg fik ikke gjort noget ved sagen.

Men en dag blev det alligevel for meget. Jan var i et særligt giftigt humør og kom blæsende ind på fælleskontoret som en rovfugl, der ledte efter et bytte at slå ned på. Han stilede direkte mod Jonna.

Foran alle gav han hende en skideballe for noget omkring en kunderegistrering, han mente, hun havde overset. Han tilføjede ovenikøbet, at hvis hun ikke kunne holde tempoet, måtte hun finde et andet sted at arbejde. Det var helt urimeligt, og bagefter listede Jonna ud på toilettet med blanke øjne.

Jeg sad og kogte bag min egen skærm. Det var nu, hvis jeg skulle sige noget. Jan trådte ind på kontoret igen, netop som Jonna kom tilbage fra toilettet. Min chef åbnede munden, som om han skulle til at levere endnu en omgang voksenmobning. Jeg rejste mig op så hurtigt, at min kontorstol snurrede rundt bag mig.

– Jan, det der, det var slet ikke i orden, udbrød jeg.

Der blev fuldkommen stille på fælleskontoret. Inden jeg kunne nå at få kolde fødder, fortalte jeg min chef, at hans diskrimination på baggrund af alder var i strid med loven, og at jeg ikke ville se på hans forfølgelse af en af mine kollegaer længere.

Jan blev helt rødplettet på halsen af indestængt vrede, men jeg kunne se, at mine ord havde ramt plet. Han vidste udmærket, at den diskrimination, han havde gang i, var på kant med loven. Omkring os anede mine kolleger ikke, hvor de skulle kigge hen.

Jan beordrede mig ind på sit kontor. Gennem sammenbidte tænder spurgte han mig, hvad fanden jeg havde gang i. Jeg gentog, hvad jeg lige havde sagt, og tilføjede, at jeg ikke så anden udvej end at orientere HR-repræsentanten. Det var nemlig gået op for mig, at Christian nu blev nødt til at tage sagen op med alle de vidner. Jeg kunne lige så godt gå linen ud.

Det tog nogle dage, men det endte med, at Jan fik en reprimande fra højeste sted samt besked om, at Jonna var fredet. Der var nemlig ikke en finger at sætte på hendes arbejde.

Jan tog det, præcis som jeg havde ventet: Han hev mig til side og lod mig vide, at han ville gøre alt for at modarbejde min forfremmelse. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, græd jeg lidt af selvmedlidenhed. Situationen var så uretfærdig. Det hjalp dog lidt at tænke på, at Jonna havde givet min arm et klem samme morgen og mumlet ”tak”.

Fra da af var det ikke længere sjovt at gå på arbejde. Dels skulle jeg se på Jans sure fjæs hele dagen og gå på æggeskaller omkring ham, og dels var jeg overbevist om, at der ikke længere var nogen forfremmelse at se frem til. På de værste dage overvejede jeg at sige op og gå på dagpenge, til jeg fandt noget andet, men den sejr ville jeg alligevel ikke give Jan. Så jeg holdt hovedet højt og passede mit arbejde som altid.

I længden var det dog ikke nogen holdbar situation. Løsningen kom et par måneder efter i form af en nyoprettet stilling inden for salg i virksomhedens søsterselskab. Jeg ville få en længere togtur på arbejde og mindre ansvar i jobbet, men det ville være en frisk start.

Efter lidt betænkningstid søgte jeg stillingen og fik den. Jeg vidste ikke helt, om jeg var mest glad eller ked af det, da jeg fik beskeden. Min kæreste mente dog, at der var grund til fejring. Han kyssede mig, åbnede en god flaske rødvin og sagde, at jeg måske i virkeligheden havde trængt til at få ny luft under vingerne i årevis. Hans positive holdning smittede.

Det var hårdt at sige farvel til mine kolleger, og da jeg gik ud ad virksomhedens svingdør for sidste gang, lå hjertet tungt i brystet på mig. Heldigvis blev jeg hurtigt glad for min nye arbejdsplads. Der var søde og dygtige kolleger, og arbejdsopgaverne var mere spændende, end jeg havde regnet med. Og vigtigst af alt havde jeg nu en god chef, der ikke gjorde forskel.

I dag har jeg snart været ansat i mit nye job i et år. Når jeg ser tilbage på hele forløbet, fortryder jeg ikke, at jeg stod på mål for mine værdier. Hele oplevelsen var både ubehagelig, pinlig og stressende at være i, men jeg har lært noget om mig selv. Nu ved jeg, at jeg er sådan en med en stærk retfærdighedssans, og det har jeg det faktisk rigtig godt med.

Min forfremmelse har rykket sig lidt længere ud i fremtiden, men jeg har gjort op med mig selv, at det er okay. Jeg skal nok nå mit mål.