
Hver sommer drømmer jeg om følgende: at lægge hverdagens kaos bag mig og tjekke ind på et hotelværelse, hvor andre reder min seng og samler håndklæderne op fra gulvet.
Men i år blev jeg mødt af en ny tendens – og jeg er stadigvæk tosset over det.
Jeg har tre børn, et krævende fuldtidsarbejde og gisper ofte efter vejret allerede før morgenmaden. Derfor er hotelugen mit eneste åndehul. En chance for ikke at skulle samle ispapir op og spekulere på, hvis mugne sandwich, der ligger på sofaen.
Forestil dig derfor min fortvivlelse, da hotellerne langs vores roadtrip i sommer pludselig begyndte at opføre sig, som om jeg arbejdede der.
QR-kode = gør det selv?
Det er nemlig ikke længere standard at få rengjort sit værelse hver dag. Nu skal man selv scanne QR-koder, logge ind på apps, klikke sig igennem et hotelstyringssystem og aktivt anmode om rengøring.
Hver. Forbandede. Dag.
”I tråd med vores bæredygtighedsprogram”, stå der i brochuren. Bæredygtighed, min bare røv. Det lugter langt væk fra greenwashing.
Og undskyld mig, men hvis det virkelig handler om miljøet, hvorfor tilbyder I så ikke rabat, når jeg selv udfører arbejdet?
Hvor blev servicen af?
Hoteller er næppe blevet billigere de seneste år, og det føles som om, de glemmer det vigtigste. Vi betaler ikke blot for en seng, men for den service, det er at undgå hverdagens besvær.
Jeg har svært ved at se, at det ville være en stor energibesparelse, hvis rengøringsdamen ikke kom for at rede sengene og tømme skraldespanden på vores værelse. Systemer til at spare vand ved ikke at skifte håndklæder hver dag findes jo allerede.
”Forstyr ikke”- skiltet på døren har altid været der for dem, der ikke ønsker rengøring. Der er ikke behov for et nyt besværligt system til det.
Det er ikke andet end endnu et skridt i retning af tendensen: mindre service, færre medarbejdere, men den samme (eller højere) pris.
Hoteller uden daglig rengøring? Nej tak. Jeg tjekker ud af den trend.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.